Socialister får nøglerolle ved valget i Spanien

På søndag går spanierne til valg. Socialisterne ser ud til at blive tungen på vægtskålen, men det kan blive vanskeligt at stable en regering på benene med det venstreorienterede protestparti Podemos.
Billede: Socialisternes leder Pedro Sánchez med opsmøgede ærmer under et valgarrangement i Barcelona (Wiki Commons). 

Det er ikke kun i Danmark, at vælgerne vender sig hen mod nye og Alternative partier. I mange andre europæiske lande har man i takt med den økonomiske krise og EU's nedskæringspolitik set fremkomsten af nye partier, der med held appellerer til de traditionelle socialdemokratiske og midtsøgende vælgere.

I Grækenland er det lykkedes så godt, at det tidligere oppositionsparti Syriza nu sidder med regeringsmagten, mens det græske socialistparti PASOK er skrumpet ind til næsten ingenting. I Italien vandt den alternative femstjernebevægelse lokalvalgene i både Rom og Torino sidste søndag.

I Spanien er der udskrevet nyvalg 26. juni, fordi partierne siden parlamentsvalget i december ikke har kunnet enes om at danne en regering, og nu står de spanske socialister til det dårligste valgresultat siden Franco-tidens ophør, nemlig kun ca. 20 procent af stemmerne.

Hårdt ramt af finanskrise og boligboble
Krisen har kradset hårdt i Spanien, hvor boligmarkedet kollapsede, og arbejdsløsheden røg i vejret med raketfart til mere end 25 procent, og med en ungdomsarbejdsløshed på over 50 procent. Samtidig er Spanien det land i Europa, hvor antallet af dollarmillionærer voksede mest i Europa i 2015, og Madrid er byen med det største skel mellem rig og fattig.

Det økonomiske boom, der gik forud for krisen, havde gjort Spanien til Europas mest boligejende befolkning med 83 procent af boligmassen som ejerboliger, men mange står nu på gaden.

Madrid er byen med det største skel mellem rig og fattig

Under højkonjunkturen fra 1998 til 2008 var Spanien det land i Europa, der modtog flest indvandrere. Cirka 8 millioner nye indbyggere blev føjet til en befolkning på 38 millioner. Indvandrerne, der fortrinsvis kom fra Sydamerika, Marokko og Rumænien, blev dog aldrig et valgtema i Spanien.

Ved valget i december sidste år opstod en ny politisk situation, hvor det traditionelle topartisystem blev udfordret.  De konservative opnåede kun 29 procent af stemmerne, og socialisterne 22 procent. Det Forenede Venstre (fortrinsvis tidligere kommunistparti) blev halveret til 3,6 procent af stemmerne.

Ind kom to nye partier, nemlig Ciudadanos (’Borgerne’), et centrumparti der arbejder imod Cataloniens løsrivelse og som fik knap 14 procent , og Podemos (’Vi kan’), som fik godt 20 procent.

Podemos voksede på modstand mod sparepolitik
Partiet Podemos voksede ud af den massive bevægelse, ’De indignerede’, som opstod i 2011 i kølvandet på den økonomiske krise. Tilhængerne adskiller sig meget fra eksempelvis Trumps vrede hvide mænd.

I Spanien bestod de indignerede først og fremmest af unge og veluddannede, der på grund af strukturen med livslange fastansættelser på det spanske arbejdsmarked aldrig ville få en chance for et fast job, samt andre ofre for krisepolitikkens sociale nedskæringer som for eksempel pensionister, offentligt ansatte og arbejdsløse.

Den nye græsrodsbevægelse var ikke bare kritisk overfor de traditionelle partiers kriseløsninger, men hele det politiske system, og ikke mindst har de utroligt mange korruptionsskandaler i Spanien båret ved til den voksende politikerlede. De indignerede ville skabe basisdemokrati med møder på gader og stræder og ny teknologisk kommunikation.

'De indignerede' ville skabe basisdemokrati med møder på gader og stræder

Det lykkedes dem faktisk at mobilisere vælgere i så stort et omfang, at bevægelsen kunne besætte borgmesterposterne i Madrid, Barcelona og Valencia i koalition med socialister og lokale bevægelser ved kommunalvalget i maj 2015.

Podemos blev stiftet som parti i januar 2014, og partiets politik har været vaklende på en lang række områder. Partiet mener, at de etablerede partier er et fedt og krisepolitikken kun gavner den politiske elite. Deres mål var at overvinde den traditionelle ideologiske opdeling mellem venstre og højre og i stedet tilbyde et tæt forhold med de sociale bevægelser.

Men det er svært at gå fra protestbevægelse til etableret parti, der ønsker at række ud til en bredere vælgerskare uden et veldefineret politisk program.  Det betyder, at de ikke positionerer sig tydeligt i forhold til kontroversielle emner, som for eksempel løsrivelse af Catalonien, hvilket den unge socialistleder Pedro Sanchez fik at føle under de just mislykkede regeringsforhandlinger.

Podemos afviste regering med socialisterne
Lige efter valgnederlaget i december sidste år rakte de konservative hånden ud til socialisterne og foreslog en stor koalition ligesom i Tyskland. Tilbuddet blev afvist af Pedro Sanchez, som i stedet indledte forhandlinger om et regeringsgrundlag med de øvrige partier.

Resultatet, som han endte med at udarbejde sammen med Ciudadanos, præsenterede han så i Parlamentet i marts i år, og på trods af hans ihærdige forsøg på at få Podemos med i aftalen, vaklede lederen, filosofiprofessoren Pablo Iglesias, frem og tilbage, og vendte til sidst tommelfingeren nedad til en socialistisk regering. Derfor blev der udskrevet nyvalg.

Podemos var gået til valg på sociale reformer og opbakning til cataloniernes krav om folkeafstemning. Pedro Sanchez kunne tilbyde det første, men ikke det sidste.

Men Podemos så tydeligvis også andre perspektiver i at svække socialisterne. Nu er situationen nemlig den, at Podemos er gået i valgforbund med Det Forende Venstre (svarer til Enhedslisten), de hedder så Unidos Podemos (’Forenede kan vi’), og ved sidste meningsmåling stod de til at få 26 procent af af stemmerne og dermed blive det næststørste parti.

Socialisterne kan ikke acceptere urealistiske Podemos-krav
Hvad vil det så betyde efter valget, hvor socialisterne højest sandsynligt vil blive tungen på vægtskålen? Vil de vælge at gå i en stor koalition med de konservative og gennemføre de reformer, som Spanien har brug for, ikke mindst på arbejdsmarkedet, og samtidig forhindre en folkeafstemning om Cataloniens løsrivelse?

Eller vil socialisterne gå med i en regering under Podemos-lederen Pablo Iglesias med den berømte hestehale? Det kan blive svært, fordi Podemos som sagt ikke har et veldefineret program og fordi Iglesias svinger i sine udmeldinger.

Spørgsmålet er også, om Podemos i det hele taget går efter regeringsmagten

Podemos udmeldinger om at modvirke krisepolitikken går blandt andet ud på at nedsætte pensionsalderen til 60 år, en arbejdsuge på 35 timer og en generel basisindkomst. Forslagene er blevet meget kritiseret i medierne, hvor de blev betegnet som uigennemførlige. Spanien har Europas højeste levealder, så en pensionsalder på 60 er nok lidt urealistisk.

Spørgsmålet er også, om Unidos Podemos i det hele taget går efter regeringsmagten, da det vil svække partiets position som protestparti og dermed åbne døren for et comeback til socialisterne, som kunne vinde sine vælgere tilbage.

Socialisterne kritiserer også Podemos for at være nationalt orienterede, blandt andet fordi Podemos, ligesom Syriza i Grækenland, er imod Spaniens medlemskab af Nato og kritiske overfor hele EU-systemet, som skal forandres i retning af mere direkte demokrati. Både Podemos og Syriza tilhører den nye DIEM25 bevægelse under ledelse af den tidligere græske finansminister, økonomiprofessoren Vanis Varoufakis.

 

Britta Thomsen er adjungerende professor ved CBS. Hun var 2004-2014 medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokraterne.

Britta Thomsen er tidligere medlem af Europa-Parlamentet (S). Hun er uddannet cand.mag. i historie og portugisisk med sidefag i spansk fra Aarhus Universitet.


Kommentarer fra Facebook