Først fik bankerne lov at køre på frihjul og låne penge til et overophedet boligmarked. Derefter blev der bebudet nedskæringer på offentlige ydelser, pensioner og lønninger, for at forhindre store underskud på de offentlige finanser. Det er opskriften på nedtur for et europæisk socialdemokrati.

Det er også i høj grad udfordringen for de spanske socialister i Partido Socialista Obrero Español, Spaniens Socialistiske Arbejderparti, som på søndag endnu engang skal møde vælgerne ved stemmeurnerne. Med en tilslutning på kun omkring 20 procent i meningsmålingerne står partiet til at få sit dårligste resultat valgresultat i det moderne Spaniens historie, og er mere end halveret i forhold til for bare fem år siden.

Historisk lav opbakning til socialisterne
Som så mange andre europæiske socialdemokratier har de spanske socialister haft svært ved at finde sine ben under krisen. Det er ikke lykkedes for partiet, hverken i regering frem til 2011 eller de sidste fem år i opposition, at levere et overbevisende svar på den cocktail, der udfordrer ikke bare Spanien, men hele Sydeuropa:

Høj arbejdsløshed, tårnhøj ungdomsarbejdsløshed, et stift og rigidt arbejdsmarked, dårlig konkurrenceevne, sløv vækst, en korrumperet banksektor og en stor offentlig gæld. Og ikke mindst et pres fra populistiske bevægelser, der tordner mod den gamle ’magtelite’ og lover enkle løsninger for de mennesker, der er pressede af de seneste års udvikling.

Det spanske socialistparti fik i december det dårligste valg siden demokratiet genindførelse i Spanien. Partiet har ellers, sammen med det konservative Partido Popular, været det dominerende i Spanien efter generel Francos død i 1975. Socialistpartiet, der har rødder helt tilbage i 1800-tallet, havde regeringsmagten uafbrudt i næsten 14 år fra 1982 til 1996 med Felipe González som regeringschef, og igen i næsten otte år fra 2004 til 2011 med José Luis Zapatero.

Men netop Zapateros regeringstid sluttede katastrofalt, og det er sporene herfra, der stadig tynger PSOE. I årene op til finanskrisen så økonomien fin ud: Arbejdsløsheden var faldende, væksten solidt opadgående, og der var pæne overskud på de offentlige finanser. Men det dækkede over en udvikling, der var helt uholdbar.

De spanske banker lånte til højre og venstre. Ikke mindst til folk, der ønskede at købe eller bygge nye boliger. Det skabte en boligboble, som var dømt til at briste. Men i stedet for at gribe ind og begrænse bankernes udlån, lod regeringen udviklingen fortsætte. For de store udlån og de mange nye byggerier satte samtidig gang i masser af aktivitet i samfundet.

Kilde: Eurostat

Da krisen ramte, bristede boligboblen og hundredtusinder mistede arbejdet. De spanske banker tabte svimlende milliardbeløb på deres mange udlån inden for ejendomsmarkedet, væksten gik i stå og underskuddet på de offentlige finanser steg drastisk. Zapateros regering blev hårdt kritiseret for ikke at have grebet ind over for udviklingen.

Modstand mod EU’s sparepolitik
Krisen, den stigende arbejdsløshed og den faldende vækst førte også til, at underskuddet på Spaniens offentlige finanser eksploderede. På få år steg gælden fra at ligge pænt på omkring 40 procent af BNP til at komme op i nærheden af 100 procent, og Spanien måtte betale høje renter for at låne penge på de internationale finansmarkeder.

Zapatero forsøgte efter pres fra EU at rette op på økonomien gennem såkaldt ’austerity’-politik, det vil sige ved at gennemføre besparelser i den offentlige sektor og hæve afgifter. I 2010 fremlagde han en spareplan, som ville skære de offentlige finanser med 15 milliarder euro over to år. Blandt andet skulle de offentligt ansatte sættes ned i løn, og de ældre skulle have fastfrosset deres pensioner, så pensionerne ikke længere fulgte prisudviklingen.

Kilde: Eurostat

Planerne mødte stor modstand i befolkningen, ikke mindst blandt partiets egne vælgere. I løbet af 2011 samlede en række folkelige bevægelser som Movimiento 15-M, der kaldte sig ’De indignerede’, millioner af spaniere i demonstrationer mod regeringen og det politiske system. Demonstrationerne rettede sig ikke kun mod sparepolitikken, men også mod det bestående topartisystem med socialister og konservative. Meget af den modstand er senere blevet samlet i partiet Podemos.

Samtidig betød de stadig nedskæringer, at arbejdsløsheden fortsatte med at stige, væksten med at falde og gælden med at vokse. Presset fra begge sider valgte Zapatero i slutningen af 2011 at kaste håndklædet og trække sig som både premierminister og partiformand. Hans afløser, Alfredo Pérez Rubalcaba, tabte det efterfølgende parlamentsvalg med et brag til den konservative Mariano Rajoy.

Kilde: Eurostat

Rajoy valgte et halvt år senere at anmode EU om et kriselån på 100 millioner euro gennem den europæiske stabiliseringsmekanisme (ESM) for at rekapitalisere de spanske banker, der truede med at trække landet ned i bankerot. Spanien lånte dog kun omkring 41 milliarder, før landet i 2014 forlod låneprogrammet. Det ændrede dog ikke på, at væksten var lav og arbejdsløsheden fortsatte med at stige dramatisk. I 2013 var hver fjerde spanier arbejdsløse – og blandt det 15 og 24 år mere end hver anden arbejdsløs!

Kilde: Eurostat

Modstandere af sparepolitikken går til Podemos
Socialisterne har ikke formået at fremlægge et sammenhængende bud på, hvordan partiet vil tackle de udfordringer, som de ovenstående grafer peger på. Hvordan man på en og samme tid vil forbedre konkurrenceevne, nedbringe gæld og sikre at bankerne er tilstrækkeligt polstrede, og på samme tid sætte gang i vækst, beskæftigelse og undgå omfattende offentlige nedskæringer.

Derfor stemmer dem, der er tilhængere af den nuværende sparepolitik, på det konservative Partido Popular. Og dem, der er imod, stemmer på Podemos, der kaster om sig med forslag om kortere arbejdstid, så Alternativet næsten må blive misundelige. Podemos er gået i valgforbund med det tidligere kommunistparti IU, og står til at få mere end hver fjerde stemme.

De spanske socialister er endnu ikke ude i en nedsmeltning af det omfang, der har ramt det græske søsterparti PASOK. Og partiet kan, som Britta Thomsen skrev forleden her på Netavisen Pio, fortsat spille en nøglerolle, når der efter valget skal dannes regering.

Men det kan være ved at være sidste udkald for det gamle hæderkronede parti, hvis det ikke skal dø en langsom død som endnu et socialdemokratisk offer for den økonomiske krise.