Støttepartier kræver klimahandling fra minister

De Radikale og Enhedslisten vil have gang i forhandlinger om klimaplaner.
Foto: Ulrik Jantzen
Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S)
De Radikale og Enhedslisten mener, at regeringen sidder på hænderne i stedet for at komme i gang med at få indfriet de ambitioner, som man satte med klimaloven.

De to støttepartier er nu så trætte af klimaminister Dan Jørgensens (S) nølen, at de mandag gik ud med hver deres markante udmelding i Berlingske.

Begge partier truer nu med at fyre enten hele regeringen eller ministeren, hvis der ikke snart sker noget.

At der skal laves klimahandlingsplaner, står i klimaloven, som et bredt flertal af Folketingets partier vedtog kort før jul. Kun Liberal Alliance og Nye Borgerlige stod udenfor.

Med Klimaloven har Folketinget forpligtet sig til at forfølge et mål om 70 procents reduktion af drivhusgasudledningerne i 2030 (i forhold til udledningen i 1990), og et langsigtet mål om dansk klimaneutralitet senest i 2050.

Truer regering og minister

De Radikales politiske leder, Morten Østergaard, kræver, at der er indgået en aftale om en klimahandlingsplan senest den 5. juni – altså et år efter folketingsvalget.

”Ellers er vi nødt til at kigge på, om der er forudsætning for fortsat at bakke op om regeringen,” siger han til Berlingske.

Jeg vil på det allerkraftigste opfordre ministeren til at komme med en plan for forhandlingerne.

Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, freder indtil videre regeringen, men ikke den ansvarlige minister. Hvis ikke hun snart ser handling vil partiet vælte klimaministeren:

”Jeg vil på det allerkraftigste opfordre ministeren til at komme med en plan for forhandlingerne. Hurtigst muligt. Hvis det ikke sker, så må vi overveje vores muligheder,” siger hun til avisen, men kommer ikke med en konkret dato for, hvornår hun senest vil se handling.

10 dage skiller dem

Mere specifik er Enhedslistens klimaordfører Mai Villadsen. Mandag siger hun til Ekstra Bladet, at Dan Jørgensen har 14 dage – det vil sige til den 9. marts, til at fremlægge en plan for forhandlingerne.

Klimaminister Dan Jørgensen (S) mener, at man først skal afvente anbefalingerne fra erhvervslivet, der efter planen bliver afleveret 19. marts.

Og så minder han om alle de tiltag, som regeringen allerede har taget:

”Må jeg minde om, at vi har lavet en bred aftale om den mest ambitiøse klimalov i verden, vedtaget den grønneste finanslov nok nogensinde, oprettet en fremtidsfond på 25 mia. kr., sat en mia. kr. af til grøn forskning, givet elbiler bedre vilkår, øget klimabistanden, sikret midler til urørt skov og udtagning af klimabelastende landbrugsjord og startet arbejdet med en energi-ø,” skriver han i et svar til Berlingske.

Statsminister lover tempo, men ingen dato

Sagen blev også bragt op af de to partier i Folketingets spørgetid tirsdag med statsminister Mette Frederiksen (S).

Heller ikke hun ville sætte en konkret dato på hvornår forhandlingerne om klimahandlingsplanerne skal gå i gang eller være færdige.

”Jeg kan ikke sætte dato på, men jeg lover, at vi skynder os så meget, vi kan,” sagde Mette Frederiksen til Pernille Skipper.

 


David Troels Garby-Holm er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

Den nye regering har vist ikke gjort andet end at belønne ikke vestlige indvandrere!
Men Socialdemokraterne har jo aldrig været kendt for at opfylde deres løfter, om det er Nyrup, Thorning eller Mette Fup er det løftebrud på løftebrud!

Regeringen har ikke for alvor fattet omfanget af den katastrofe en 3,5 grads stigning vil være for livet på jorden. De har stadig ikke stoppet for den 8 udbudsrunde og viser simpelthen ikke lederskab når det kommer til konkret handling på 70% målet. Selv de store investeringsbanker er begyndt at se skriften på væggen. Læs:
https://esg.ugebrev.dk/esg-nyheder/jp-morgan-i-laekket-rapport-klimafora...
https://www.theguardian.com/environment/2020/feb/21/jp-morgan-economists...