Hvad har partiet Alternativet til fælles med Frie Grønne og Veganerpartiet? Ikke så lidt. Politikken er stort set identisk, og derudover kan kan det tilføjes, at alle tre partier mangler, hvad man i moderne politisk sprog kalder "Momentum".

Selv om klimaet er på toppen af den politiske dagsorden, ligger de og roder rundt langt under spærregrænsen.

Om Theresa Scavenius har overvejet ironien er nok tvivlsomt, for så ville hun ikke lancere endnu et grønt klimaparti. Den forhenværende radikale og forhenværende alternativist er nyeste skud på den grønne stamme af partiledere.

Med partiet "Momentum" styrker hun billedet af en klimafløj, hvor ord er vigtigere end handling, og hvor højstemt retorik skal gøre det ud for politisk handling. Der er nemlig tale om et parti, der stort set vil det samme, som alle de andre småpartier.

Bare under en anden ledelse.

Venstrefløjens splittelse gavnede de borgerlige

"Er der for meget nag (og narcisisme?) indblandet i de nye partidannelser" spørger Enhedslistens chefideolog Pelle Dragsted bekymret ovre på Twitter?

Han må vide det, for Enhedslisten er opstået som konsekvens af en lignende splittelse på venstrefløjen.

Tilbage i de glade 70'ere og 80'ere var venstrefløjen opdelt i et virvar af konkurrerende bogstavsforkortelser. Trotskister, maoister og marxister-leninister skændtes så det bragede, og hadede hinanden for et godt ord over nogle teoretiske detaljer, som ragede den danske arbejderklasse en høstblomst.

Det kunne - og burde - man grine af, men ved valget i 1990 fik S og SF 84 mandater tilsammen. Dertil kom to røde nordatlantiske mandater. Fælles Kurs fik 1,8 % og Enhedslisten 1,7 %. Så havde det ikke været for stemmespild, var Svend Auken med god sandsynlighed blevet statsminister ved den lejlighed.

I stedet fik Schlüter endnu en periode, inden Tamil-sagen bragte den borgerlige regering til fald.

Grønt stemmespild er højrefløjens bedste håb

Selv om rød blok fører konfortabelt i meningsmålingerne, kan man frygte et lignende scenarie i fremtiden. De mange små grønne partier udgør blå bloks bedste chance for at vinde næste valg.

Trotskister, maoister og marxister-leninister skændtes så det bragede, og hadede hinanden for et godt ord over nogle teoretiske detaljer, som ragede den danske arbejderklasse en høstblomst.

Blandt de grønne partier er det populært at hævde, at der ikke er nogen forskel på Socialdemokratiet og højrefløjen, når det kommer til klima og miljøpolitikken. Det er et godt politisk slogan til at tiltrække utålmodige venstrefløjsvælgere, men det er åbenlyst løgn.

Der er kun en årsag til, at Danmark i dag har verdens mest ambitiøse klimalov, og det er magtskiftet i 2019.

Havde Lars Løkke Rasmussen fortsat været statsminister, ville det stadig være kvotekonger og gyllebaroner, der satte den grønne dagsorden.

Ølkasse for egoister og fantaster

Problemet med de mange grønne småpartier er, at de er for lidne til at få nogen realpolitisk indflydelse. Derfor ender de med at fungere som ølkasse for egoister, fantaster og dommedagsprofeter, og det er en skam, for partierne indeholder mange sympatiske og idealistiske medlemmer.

Havde Løkke fortsat været statsminister ville det stadig være kvotekonger og gyllebaroner, der satte den grønne dagsorden.

Men akkurat som det ofte er problemet med venstrefløjen, så ender det bedste med at blive det godes fjende.

Det er skønne spildte kræfter, når småpartierne skal overdøve hinanden med overbudspolitik for at appelere til en lille skare af radikaliserede aktivister frem for at deltage i det møjsommelige arbejde med at overbevise flertallet om nødvendigheden af den grønne omstilling.

På den måde ender de mange grønne egoer med at gøre klimakampen til grin.