Annonce

SVM-kovending: Besparelser taget af bordet efter kritik

Op til et samråd fredag vendte regeringen på en tallerken og fandt pludselig 27 millioner kroner til integrationsprojekter, som oprindeligt var bevilget via finansloven, men siden brugt på noget helt andet
Foto: Netavisen Pio/Jan Kjærgaard
Udlændinge-og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S)
Først fik 21 NGO-integrationsprojekter bevilliget penge via finansloven for 2024. Men pengene dukkede aldrig op.

Regeringen havde nemlig efterfølgende besluttet, at man ville bruge de bevilligede 27 millioner kroner på noget andet, nemlig til at medfinansiere en forligsaftale om Kriminalforsorgen.

Fredag lavede regeringen så en kovending

Fredag lavede regeringen så en kovending og havde pludselig alligevel fundet penge til integrationsprojekterne.

Kovendingen skete fredag morgen - umiddelbart før udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) skulle forklare sig nærmere om sagen i et samråd i Folketinget. Indkaldt af De Radikale og Alternativet.

Kritik fra Den glemte kvindekommission

Undervejs i forløbet rejste en stribe NGO’ere, flere partier og Kommissionen for den glemte kvindekamp kritik af, at regeringen tilbageholdt statslige bevillinger.

Kommissionen sendte et bekymringsbrev til Kaare Dybvad Bek (S) og to andre ministre i SVM-regeringen.

“Vi ser med stor bekymring på, at regeringen lige nu vælger at tilbageholde de statslige bevillinger til en lang række organisationer og kommunale tiltag, som arbejder med bekæmpelsen af æresrelateret social kontrol,” hed det blandt andet i bekymringsbrevet, som er underskrevet af Kaare Dybvads partifælle, borgmester i Holbæk, Christina Krzyrosiak Hansen, der er formand for Kommissionen for den glemte kvindekamp.

En rodet omgang 

Op til samrådet fredag erkendte Kaare Dybvad Bek over for Ritzau, at forløbet har været en rodet omgang.

Under selve samrådet udtrykte ministeren tilfredshed med, at regeringens besparelser på integrationsprojekterne nu droppes:

“Jeg er tilfreds med, at man i går forelagde for aftalepartierne, at besparelserne i 2024 på integrationsindsatserne - som led i flerårsaftalen vedrørende Kriminalforsorgen - er blevet annulleret. Og på den baggrund har Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI, red.) også igangsat arbejdet med at få udbetalt de midler hurtigst muligt. Jeg ved, at de (SIRI, red.) nu er i gang med at kontakte organisationerne for at give dem den besked,” lød det fra ministeren.

Garanterer at uvished ikke gentager sig

Det fremgik også af samrådet, at udlændinge- og integrationsministeren vil gøre sit til, at der ikke igen opstår en situation, hvor NGO’erne i flere måneder står i uvished om, hvorvidt de får en lovet statsstøtte udbetalt eller ej:

jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg kunne have ønsket, at det var faldet på plads tidligere

“Jeg er glad for, at vi er kommet til den her konklusion, og jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg kunne have ønsket, at det var faldet på plads tidligere. Men jeg glæder mig over, at der nu er truffet en beslutning, og jeg ser frem til, at vi også træffer en beslutning for de kommende år. Og det gør jeg selvfølgelig, fordi jeg synes, at de organisationer, der får statslig støtte til integrationsindsatser, gør et godt stykke arbejde. Og gør en forskel for at folk med udenlandsk baggrund også bliver en del af vores samfund."

Kaare Dybvad ville på den anden side ikke garantere, at der kommer det samme beløb til NGO-integrationsindsatser i 2025 - som nu i 2024:

“Jeg har sagt, at jeg kan garantere, at vi ikke kommer i samme situation (Næsten fire måneder uden vished, red.), og at vi får afklaret, hvordan bevillingerne er.” 

Opdateret

Kommissionsformand: "Glad og lettet"

Kommissionen for den glemte kvindekamp udsendte 19. april en pressemeddelelse i kølvandet på, at udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek fredag meddelte, at de hidtil tilbageholdte midler til integrationsmidler nu ville blive udbetalt. 

Kommissionen skriver blandt andet:

"Kommissionen for den glemte kvindekamp har selv ytret bekymring over, at regeringen på den ene side blæser til kamp mod negativ social kontrol, når de på den anden side varsler besparelser på området.

Derfor glæder kommissionsformand Christina Krzyrosiak Hansen sig over, at man nu har valgt at udbetale alle pengene for 2024 og samtidigt droppe de varslede besparelser på integrationsindsatserne for i år.

”Jeg er glad og lettet over, at regeringen nu har truffet den rigtige beslutning om ikke at spare på integrationsindsatserne. Det har stor betydning for de kvinder, som ønsker hjælp og støtte til at tage et opgør med den æresrelaterede sociale kontrol,” siger Christina Krzyrosiak Hansen."

Kommissionen i bekymringsbrev: "Det virker besynderligt"

Kommissionen for den glemte kvindekamp sendte medio april et såkaldt bekymringsbrev til udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S), finansminister Nicolai Wammen (S) og justitsminister Peter Hummelgaard (S). 

Her er brevets fulde ordlyd:

"Kære Kaare Dybvad Bek, Nicolai Wammen og Peter Hummelgaard

Vi ser med stor bekymring på, at regeringen lige nu vælger at tilbageholde de statslige bevillinger til en lang række organisationer og kommunale tiltag, som arbejder med bekæmpelsen af æresrelateret social kontrol.

I regeringsgrundlaget står, at regeringen ”ønsker et større og vedholdende fokus på, hvordan vi som samfund gør op med negativ social kontrol, så piger og kvinder med indvandrerbaggrund nyder samme rettigheder og frihed som danske kvinder og mænd.”

Det harmonerer dårligt med, at regeringen samtidig lægger op til at skære 27 mio. kr. årligt i 2024 og 2025 på integrationsindsatser og i den forbindelse tilbageholder bevillingen på finansloven for 2024 til en lang række organisationer, der inden længe kan blive tvunget til at lukke eller nedskalere deres indsatser.

I Kommissionen for den glemte kvindekamp har vi af regeringen fået den vigtige opgave at komme med anbefalinger og initiativer til bekæmpelsen af æresrelateret social kontrol.

Det virker besynderligt, at vi er sat i verden for at komme med anbefalinger til en målgruppe, når der samtidig tages penge fra dem, der arbejde med disse indsatser.

Det drejer sig bl.a. om BørneTelefonen, kommunale sikkerhedskonsulenter, REDs krisecentre og Danners rådgivning og psykologstøtte samt udslusningsboliger.

Det er godt, at regeringen blæser til kamp mod æresrelateret social kontrol. Det er kommissionens forhåbning, at regeringen også vil prioritere de nødvendige midler, så vi kan komme disse problemer til livs og give kvinderne kvalificeret hjælp og støtte.

Med venlig hilsen

Christina Krzyrosiak Hansen
Formand for Kommissionen for den glemte kvindekamp"

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

NGO-verdenen er vel heller ikke lige dem, der skal stå for integrationsindsatsen, men snarere nogen, som er udvalgt af regering eller folketing. NGOerne har jo ikke noget demokratisk mandat.

Ja det er utroligt hvad de sagesløse skatteydere er med til at finansiere.