Annonce

Tag godt imod næste generation

Det ville klæde regeringen at indse, at tiden er løbet fra Løkke-poser og behandlingsgarantier – og i stedet gå ærligt ind i debatten om, hvordan vi skaber et mere menneskeligt sundhedsvæsen, mener formanden for Region Hovedstaden.
Tirsdag den 6. december stod statsminister Lars Løkke Rasmussen på Folketingets talerstol og sagde, at ansvaret for at drive sundhedsvæsnet ligger hos regionerne.

Samme melodi rejser hans partifælle i regionsrådet, Martin Geertsen, rundt i aviserne med. Sammen forsøger de, at gøre travlheden på alle landets hospitaler til et hovedstadsproblem. Det er da også rigtigt, at jeg som regionsrådsformand sammen med et meget bredt flertal af partier har en del af ansvaret for, hvordan økonomien ser ud på vores hospitaler og dermed også på fødegangene. Men de mangler noget vigtigt. Nemlig at ansvaret for regionernes overordnede budget ligger hos regeringen og Folketinget. At der er en konsekvens af flertallets politik.

Vi har et stort ansvar i regionerne, ja. Men vi kan ikke udskrive skatter. Derfor må vi prioritere inden for den ramme, som Folketinget giver os. Og når rammen bliver mindre, så kan det mærkes i den omsorg og tryghed, som er så vigtig for de mennesker, der har brug for vores hjælp.

Regeringen giver, regeringen tager
Tag bare som eksempel de øremærkede 75 millioner kroner til landets fødeafdelinger, som den socialdemokratiske ledede regering afsatte på finansloven for 2016. Dem valgte Venstre straks at barbere ned til 50 millioner kroner i deres første finanslov. Herefter valgte vi her i regionen selv at finde de resterende penge til vores fødeafdelinger, der oplever både flere og mere komplicerede fødsler i de her år. For nyfødte og deres forældre skal have en tryg start på livet som familie.

Men vi kan ikke blive ved med at lukke regeringens huller. For pengene tages jo fra andre patientgrupper, der også har behov – for eksempel de ældre eller i psykiatrien.

Man kan spørge statsminister Lars Løkke Rasmussen og regionsrådsmedlem Martin Geertsen om det slet ikke gør indtryk, at både læger, sygeplejersker og jordemødre i hele Danmark råber op? Problemerne går jo ikke bare væk fordi man lukker øjnene og holder sig for ørerne.

Der mangler vilje
Jeg efterlyser viljen til at drøfte det helt basale problem: At regeringens politiske ambitioner om et sundhedsvæsen, der både skal køre længere på literen, og løse nye opgaver som f.eks. den ikke-fagligt begrundede en måneds behandlingsgaranti, simpelthen ikke hænger sammen med den pose penge, der sendes til vores fælles sundhedsvæsen.

Vi kan med andre ord ikke blive ved med at bede de gravide føde to procent hurtigere, hvis vi samtidig skal sikre at de nyfødte og deres forældre kan få en tryg start på livet som familie. Men vi kan heller ikke blive ved med at lappe reegeringens huller. Man kan ikke få det hele til den halve pris.

Rigtig mange føler sig dagligt godt behandlet på Region Hovedstadens hospitaler – og sådan skal det fortsætte. Vi kan ikke selv bestemme, hvornår vi bliver syge – men vi kan styre, hvordan vi griber det an. Det er derfor, at opråbene om travlheden på vores hospitalsafdelinger fra patienter og personale skal tages alvorligt. Det ville klæde regeringen at indse, at tiden er løbet fra Løkke-poser og behandlingsgarantier – og i stedet gå ærligt ind i debatten om, hvordan vi skaber et mere menneskeligt sundhedsvæsen, hvor det der udføres rent faktisk giver værdi for hver enkelt patient – også de fødende.

Sophie Hæstorp Andersen er regionsrådsformand i Region Hovedstaden.

Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.


Flere artikler om emnet