Tidlig tilbagetrækning: Skal smerten overdøves med piller?

Det klinger hult når unge akademikere kræver, at de ufaglærte skal være længere på arbejdsmarket end dem selv.
Foto: Colourbox
Smerten gennembruser kroppen fra top til tå. Pillerne overlapper og dulmer, men deres virkning holder ikke ved.

I takt med den slidsomme arbejdsdag fortærer bid efter bid af menneskers fysiske kunnen, så må jeg spørge hvorfor? 

Hvorfor ødelægger vi den mest arbejdsomme erhvervsgruppe i kongeriget? Om nogen er det den gruppe af mennesker, som har gjort sig fortjent til en værdig pension. Dem som kom ud på arbejdsmarkedet som teenagere og som har løftet de mest beskidte, hårde og dårligst lønnede jobs.

Er det ikke fair nok, at de får mulighed for at trække sig tilbage før deres liv buldrer sammen med en kørestol.

Det er bedsteforældre, forældre, søskende, sønner og døtre. Det er landets børn, som har bidraget til maskineriet som spytter forbrugsgoder ud i døgndrift og selvsamme gruppe, som skaber vækst til at finansiere landets institutioner. Alt fra undervisning  til sundhedssektoren.

Er det ikke fair nok, at de får mulighed for at trække sig tilbage før deres liv buldrer sammen med en kørestol. Nyde livet som fri fra arbejdsmarkedet på sine egne to ben og uden en evindelig smerte som følgesvend?

Nyder livet, mens andre knokler

Det burde være logik for burhøns at der er en markant forskel i at slide hjernen eller slide kroppen. Denne logiske sans knytter sig overraskende ikke til en stor del af akademikerne som åbenbart ikke har fået beskeden. I gennemsnit dimitterer landets akademikerer når de fylder 28 år.

Det betyder, at i det øjeblik mange af os får huen på fra gymnasiet og nyder livet med et sabbatår eller to, så er der unge mennesker, som er færdiguddannet med en erhvervsuddannelse i baglommen og begynder at arbejde, imens vi soler os på Costa Del Sol og nyder varmen med en kokosdrik i hånden.

Så hvordan kan differentieret pensionsalder ikke være retfærdig? Hvordan kan det ikke være retfærdigt at sætte pensionsalderen forskelligt, når akademikerne først begynder deres karriere flere år efter erhvervsuddannede?

Et værdigt exit for de fleste

Velfærdsstatens essens er netop at de bredeste skuldre skal bære det tungeste læs, ikke omvendt. Den må aldrig finansieres af et nedslidt proletariat.

I det øjeblik mister velfærdsstaten sin berettigelse. Formålet må være at flertallet af landets borgere kan forlade arbejdsmarkedet med deres værdighed intakt.

Derfor klinger derfor hult, når  unge akademikere som den tidligere radikale ungdomsformand Lukas Lunøe og nuværende Fremad-ansatte i DR Debatten sidestiller borgernes arbejdsindsats. Arbejderne har allerede knoklet flere år før han selv når ud på arbejdsmarkedet. Deres ret til at forlade arbejdsmarkedet tidligere end akademikerne burde ikke være til diskussion.

Vi må spørge os selv, kan vi være det bekendt at de som ofrer deres krop, sjæl og helbred end ikke kan nyde deres pension i fred fra smerter? Velfærdsstaten krakelerer ikke, fordi de mest nedslidte får en værdig afslutning på livet. Den krakelerer i det øjeblik vi ikke udviser samfundssind.

Adam El-Matari er historiestuderende, klummeskribent og medlem af Danmarks Socialdemokratiske Ungdom.

Adam El-Matari er historiestuderende, klummeskribent og medlem af Danmarks Socialdemokratiske Ungdom.


Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

Ja det er kun 3Fs medlemmer der må beklage sig!

Fagbevægelsen som flere og flere fravælger!

Annonce