Det har Venstre heller ikke.

Med Jakob Ellemann-Jensen i spidsen fremturer Venstre-folk dagligt mod regeringens udspil, der skal sikre nedslidte lønmodtagere en ret til tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet.

Oppositionens største borgerlige parti beskylder Mette Frederiksen for at ville trække raske og rørige danskere ud af arbejdsmarkedet før tid og dermed svække arbejdsudbuddet til skade for dansk konkurrenceevne, vækst og velstand.

Folk kan ikke mere!

Det er angreb, der skader Venstre mere end Socialdemokratiet. Med andre ord selvskade, fordi Venstres top ikke har føling med danske lønmodtagere.

De lønmodtagere på 62 og 63 år, der vil trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, kan ikke mere. De er færdige! I mere end fyrre år er de stået tidligt op for at møde på fabrikken, slagteriet, byggepladsen eller hjemmeplejen for at møde klokken seks eller syv.

De bruger kroppen nonstop og tonser rundt med løft af byggematerialer eller en tung borger, der skal vendes i sengen. Efter fyraften værker det i skuldrene og knæene. Alt for mange er nødt til at tage smertestillende medicin for at sove og være klar til næste morgens hårde arbejdsdag.

Vildfarelse at det svækker arbejdsudbud

Hvorfor skal den nedslidte håndværker, industriarbejder eller sosu medarbejder ikke have mulighed for at få en pension på 13.500 kroner om måneden og trække sig tilbage efter årtiers hårdt arbejde?

Jeg bliver hammervred, når Venstre-topfolk og arbejdsgiverorganisationer kalder det en dyr model, der gambler med dansk økonomi og vil sende store mængder af raske danskere ud af arbejdsmarkedet.

Venstre fremmaner et billede af, at arbejdsudbuddet skrumper dramatisk samme dag, som retten til værdig pension vedtages i Folketinget.

Flertallet af danske lønmodtagere vil ikke trække på Arne-modellen.

Men intet kunne være mere forkert. Forestiller Jakob Ellemann-Jensen og Troels Lund Poulsen sig virkelig, at sunde industriarbejdere og håndværkere over 60, kollektivt spekulerer i at droppe en god overenskomstmæssig løn, feriepenge, arbejdsmarkedspension, kolleger og al den stolthed og identitet, der er ved at passe ens arbejde, til fordel for en pension på 13.500 kroner? Hvis de gør det, er det en vildfarelse, som jeg gerne vil hjælpe dem ud af.

Mange kender en Arne

De lønmodtagere, der vil gøre brug af Arne-modellen, er færdige. De forlader ikke deres arbejdsplads af lyst men af nød. Fordi deres helbred tvinger dem til det. Fordi de ligesom alle os andre drømmer om at få nogle gode år med familien.

Flertallet af danske lønmodtagere vil ikke trække på Arne-modellen. De føler sig heldigvis ikke nedslidte, har en god arbejdsgiver, et godt arbejdsmiljø og et meningsfuldt job.

Men mange kender en Arne og synes, at han fortjener en værdig tilbagetrækning.

Politisk nedslidning

Jakob Ellemann-Jensen risikerer at være færdig i toppen af dansk politik, nærmest før han får begyndt. Ikke på grund af fysisk nedslidning, men på grund af politisk nedslidning. Og fordi han ikke kender Arne og anerkender, at han har slidt og slæbt, betalt sin skat og bidraget til det danske velfærdssamfund.

Mette Frederiksen har stukket en finger i jorden. Statsmisteren ved godt, at nogle lønmodtagere døjer med fysiske skavanker, når de har været på arbejdsmarkedet i langt over fyrre år.

Hun ved, at de ikke kan holde til at arbejde, helt frem til deres pensionsalder

Hun ved, at de ikke kan holde til at arbejde, helt frem til deres pensionsalder. Og fremfor langtidssygemeldinger og en uværdig træls deroute fra arbejdsmarkedet, har hun spillet ud med en god model, der giver nedslidte retten til for at forlade arbejdsmarkedet.                                                                                          

De næste uger forhandler partierne Arne-modellen på Christiansborg. Jakob Ellemann-Jensen afgør både Arnes ret til tidligere pension og sin egen politiske skæbne ved det forhandlingsbord.