Trine Bramsen: Uddannelser i hele Danmark bør fylde mere i valgkampen

Beparelserne på uddannelser og lukninger af landets VUC'ere skal stoppes, hvis unge fra uddannelsesfremmede hjem skal med på vognen, skriver S-profil
Vi kender alle den der kedelige type, der midt under festen begynder at tale om, hvem der skal rydde op. Eller i værste fald; begynder at rydde op og gøre rent.

Det kunne sagtens være en socialdemokrat. For det ligger i de socialdemokratiske gener at tænke to skridt frem. Også selvom det er kedeligt midt i festen. Derfor skal vi også allerede nu – midt i en højkonjunktur- ruste os til krisetid.

I en tid med lav arbejdsløshed og gode økonomiske tider, skal vi som politikere – og borgere – have overskud til at tænke på en kommende lavkonjunktur, hvor virksomheder presses økonomisk, medarbejdere afskediges og statens økonomi skranter.

Det kan vi ganske enkelt ikke være bekendt overfor de børn og unge, der har lidt sværere ved at få en uddannelse med i rygsækken

Det bedste og mest holdbare vi kan lægge i spisekammeret til dårlige tider er uddannelse. Og derfor bør netop den dagsorden også fylde langt mere i den valgkamp, der nu er ved at nærme sig slutspurten.

Mange unge får ikke en uddannelse

Vi har stadig alt for mange unge, der aldrig får en uddannelse efter folkeskolen. Alligevel er der skåret 9 milliarder kroner på uddannelsesområdet de seneste år. De kommende år er der udsigt til lukninger af flere af de så vigtige VUC’ere. Dette selvom vi ved, at netop VUC’erne er blandt de bedste til at få unge og voksne fra uddannelsesfremmede hjem med på uddannelsesvognen.

Ikke nok med det, så er uddannelsesinstitutionerne mange steder så pressede, at det går alvorlig ud over kvaliteten og lærerkapaciteten. Det betyder, at dem der har brug for ekstra hjælp – fagligt eller socialt - til at komme gennem uddannelserne, ikke kan få den opmærksomhed og hjælp, der er nødvendig.

Det kan vi ganske enkelt ikke være bekendt overfor de børn og unge, der har lidt sværere ved at få en uddannelse med i rygsækken. Uden uddannelse betyder det, at de ikke kan vælge på de samme hylder i livet. Det er samtidig også enormt uklogt set med samfundsøkonomiske briller. Måske ikke på den korte bane. Men både på den mellemlange og lange bane.

Uddannelser mod ulighed

Fri og lige adgang til uddannelse har været med til at gøre Danmark til et af verdens mest lige og rige samfund. Sådan skal det fortsat være. Derfor skal besparelser på uddannelser og den stigende centralisering stoppes.

Uddannelse er det bedste middel til at bekæmpe den ulighed

Det er og bliver socialdemokratisk hjerteblod at kæmpe for uddannelser til alle i hele landet. Uddannelse er det bedste middel til at bekæmpe den ulighed. Det er og bliver det bedste redskab til stærke virksomheder. Det er og bliver det bedste værn mod fremtidige kriser.

Folketingsmedlem for Socialdemokratiet 


Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

Vise ord Trine, dejligt at høre. Må jeg spørge hvor Socialdemokratiet står mht. spørgsmålet om geninvestering i uddannelse og ikke blot et stop af besparelserne? For ud fra det du skriver her om nødvendigheden af investeringer i uddannelse under højkonjunktur, så pengene vel finde tilbage i sektoren netop nu?

*burde pengene