Så er det på med arbejdshandskerne, centrum-venstre! Nu gælder det! Efter at vi fatalt missede chancen for at sætte en ny økonomisk retning i kølvandet på finanskrisen i 2008, har vi nu fået endnu en chance forærende.

Socialdemokratiet har grebet den, men det halter gevaldigt med at få Alternativet, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten til at støtte op om at bygge et stærkt bolværk mod højrepopulismen og kapitalismen. Mens Mette Frederiksen & Co. spiller ud med konkrete forslag, er der larmende stille hos sidemændene i blokken.

Højrefløjens påståede faglige og saglige fundament er ved at erodere under dem

Hvor er forslagene? Hvad vil man gøre? Hvordan vil man kombinere kampen mod højrepopulismen med et stærkt fokus på at styre kapitalismen, i én og samme politik? Vi hører ingenting.

Neoliberalismen er på retur
Muligheden har ellers ikke været større i mange år. De seneste måneder har nemlig vist os, at de neoliberale frontkæmpere falder én efter én. Højrefløjens påståede faglige og saglige fundament er ved at erodere under dem.

Vi har set førende økonomer herhjemme advare mod en blind og excel-styret arbejdsudbudspolitik. Vi har set flere og flere institutioner og velrenommerede samtaleklubber advare mod ulighed, social uro og arbejdsløshed – senest hos World Economic Forum.

Samtidig udskiftes den ene etablerede politisk magt efter den anden, med populistiske kræfter, som alle er kommet til fadet på løftet om at tage et opgør med den herskende klasses privilegier, og skabe arbejdspladser og lønfremgang til almindelige mennesker.

Vi må stå sammen og insistere på, at investeringer i mennesker ikke er en ren underskudsforretning

Det har betydet, at Socialdemokratiet for alvor er slået ind på en fast og klar kurs, der har til formål at forhindre en gentagelse af forløbet efter finanskrisen. Så sent som i weekenden var Mette Frederiksen eksempelvis ude med et forslag om, at sikre gunstigere vilkår for virksomheder som overgår til fondseje, for på den måde at sikre danske arbejdspladser.

Det kommer i kølvandet på et andet forslag om at kæmpe for en europæisk finansskat, for at tøjle den enorme spekulationsbølge. Linjen er klar: Menneskers bekymringer skal tages seriøst, fundamentet under morgendagens lønmodtagere skal sikres og globaliseringen skal tøjles.

Kom på banen, centrum-venstre!
Nu bør resten af partierne i rød blok begynde at røre på sig. Forudsætningen for at vi igen kan samle styrke og kraft bag et alternativ til de blå lejesvende er, at centrum-venstre samler sig om tre helt afgørende kernepunkter:

1. Regnemaskinerne skal udfordres
Finansministeriet er efterhånden – sammen med CEPOS -  den sidste neoliberale bastion her til lands. Derfor bør et samlet alternativ på centrum-venstre kræve et opgør med den excel- og arbejdsudbudsstyrede politik, der dagligt udgår fra Slotsholmen. Vi må stå sammen og insistere på, at investeringer i mennesker ikke er en ren underskudsforretning.

2. Et Europa for lønmodtagerne
Den eneste vej frem for et forpligtende europæisk samarbejde, er et EU der i højere grad lægger vægt på lønmodtagerrettigheder. Vi skal have skabt balance mellem fri bevægelighed og beskyttelse af arbejdsmarkederne, og så skal hensynet til social stabilitet i de europæiske samfund spille en rolle i alle led.

3. Social stabilitet
Netop social stabilitet er helt afgørende, hvis også opbakningen til højrepopulismen skal stækkes. Vi må insistere på, at en kontrolleret indvandring og en arbejdsmarkedsfokuseret integrationspolitik ikke står i kontrast til et progressivt centrum-venstre – men er dennes forudsætning! Værner vi ikke om sammenhængskraften, så taber vi.

Hvis det ikke lykkes centrum-venstre at skabe et politisk alternativ, hvor disse tre punkter udgør en væsentlig del af fundamentet, så formår vi aldrig at tøjle den frie kapitalisme og den uregerlige højrepopulisme, på én og samme tid. Kom nu ud af fjerene, centrum-venstre!
Frederik Vad Nielsen er studerende på Roskilde Universitet og forretningsudvalgsmedlem i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom.
‘Dagens Pioklumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.
Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.