Underklassens replikstærke bomber

Den rene og uprætentiøse tilgang til sproget gør Korsgaard til dansk litteraturs svar på fodboldens 90’er-fænomen Gabriel Batistuta eller vor tids Harry Kane
Foto: Lindhardt og Ringhof, Les Kaner
Der er smæk for skillingerne hos den unge danske forfatter Thomas Korsgaard. Han skriver sine bøger på en måde, som man på fodboldsprog ville betegne en ’bomber’. Bomberen er boksspilleren, der altid er solidt placeret for målet, der rykker hurtigt, afslutter resolut og bomber mål i kassen på stribe. Sådan er det også i hans nyeste roman 'En dag vil vi grine af det'.

Korsgaards rene og uprætentiøse tilgang til sproget gør ham til dansk litteraturs svar på fodboldens Harry Kane


Korsgaards rene og uprætentiøse tilgang til sproget gør ham til dansk litteraturs svar på fodboldens 90’er-fænomen Gabriel Batistuta eller vor tids Harry Kane, der begge sparkede for at score. Det er ikke altid det mest nyskabende eller kreative boldspil, men det virker som bare fanden.

Ingen dikkedarer – bare direkte på kassen.

Netop denne stilsikre ’bomber-attitude’ anvender Korsgaard, når skriver om den homoseksuelle Tue, der vokser op i et miljø, som tager udgangspunkt i hans egen opvækst i Skive. Ud fra denne white-trash tilværelse beskriver Korsgaard en hård, nedslående og uforsonelig beretning om livet i "det andet Danmark".

Når livslysten er poker-flirt på nettet
Korsgaard griber, ligesom i sin første bog ”Hvis der skulle komme et menneske fordi” fra 2017, fat i ”Det samfundslag, der I jeres verden, ikk' eksisterer” som Albertslund-rapperne Suspekt beskriver det. 

Håbet dukker først op, når checken på 900.000 kroner fra Patientklagenævnet dumper ind af døren

Pengene er få, glæderne færre og trygheden er kun flygtig for bogens hovedperson, den 16-årige Tue.

Livet på den nedslidte landbrugsejendom uden for Skive udleves i en form dvale, hvor håbet først dukker op, når checken på 900.000 kroner fra Patientklagenævnet dumper ind af døren, når moderen flirter på Poker-sites nettet, når man får en ramme dåsebajere i gave og når nikotinen fra en Price 100 trænger ned i lungerne. Men det er aldrig et varigt håb.

Et godt billede på en evige dvale er den sygdomsplagede mor i sofaen: ”For min mor gled den ene dag over i den anden. Hun satte sig i sin lænestole om morgenen og tændte for fjernsynet, zappede lidt rundt mellem programmerne, før hun besluttede sig for hvad hun ville se. Hun havde opgraderet til den store tv-pakke, nu havde vi 69 kanaler. Hun lå med fjernbetjeningen og pattede på sin colaflaske”.

’Ingen på denne jord er uundværlig’
Tue kæmper for at passe ind blandt sine venner på gymnasiet, kæmper for sin mildest talt ikke-accepterede homoseksualitet og kæmper generelt for sin plads en livet. Men mest af alt, så kæmper han for at få bare et nogenlunde sundt forhold til sine evigt deprimerende og ondsindede forældre.

Han vil have tryghed, normalitet og lov til at være sig selv
   

Begge forældre har masser af godt i sig, men frustration, udbrud, anklage og trussel lurer konstant under overfladen. De latente udbrud går ofte udover Tue:  
- ”Du snakker udenom og lyver, det har du altid været god til, det har din mor lært dig”
- ”Og husk! Ingen på denne jord er uundværlig’
- ”Hvis du passer dit, så passer jeg mit, skal vi ikke aftale det. Vi skal ikke aftale noget som helst”
- ”Hvad er det for noget lort at lukke ud”

Tonen er direkte ubehagelig og livet i Tues hjem er på intet tidspunktet i romanen det mindste tillokkende, men det er det heller ikke for Tue. Man mærker hvordan han stigende grad vil væk – han vil have tryghed, normalitet og lov til at være sig selv.

Drømmen om en indboforsikring
Netop tonen og replikkerne har været for meget for flere anmeldere, der savner ’kompositorisk balance’ og kræver forfatteren sætter sig igennem som ’stilist’. Tja; i min lav-litterære optik passer den simple og direkte stil netop til den tilværelse, som Korsgaard forsøger at beskrive fjernt fra litteraturvidenskabsstudiet i det fine København. Bogen bliver, hvor den hører hjemme.

Fjernt fra litteraturvidenskabsstudiet i det fine København

Karakterne er muligvis en kende banale, underklasse-klicheerne lidt tykke og dybden hos hovedpersonen til at overskue. Men det er lige præcis så intimiderende, så ubehageligt og så meget under huden på læserne, som det bør være når vi møder underklasselivet i Skive

Korsgaards indrammer fornemt underklassens drømmeri og bogens selvbiografiske elementer, når han i et interview besvarer et spørgsmål om hvad han er mest stolt af: ”Min indboforsikring”. Tryghed og normalitet er efterstræbelsesværdigt, når man aldrig har haft det.

'En dag vil vi grine af det', Forlaget Lindhardt og Ringhof, maj 2018

 

 

 

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook