Velkommen til partihopperiets tidsalder

Kommentar: Tidens partihopperi reducerer politik til personlig udvikling, karriererytteri og holdningsshopping. For Schnoor og Sareen handlede det ikke om indhold, men om at være der, hvor det er sjoveste.
Jeg bryder mig generelt ikke om nogen som helst former for partihopperi, som jeg sjældent synes gavner hverken politikerne, partierne eller, i særdeleshed, det politiske system.

Men partihopperne har altid og vil altid eksistere. Det er en fast og på mange måder naturlig del af det politiske system. På samme måder som i ægteskabet, hvor mand og kone kan vokse fra hinanden, så kan politikere og parti også gør det. Selvom jeg bestemt ikke køber devisen om, at man har et standpunkt til man tager et nyt, så skal der i politik være plads til at skifte holdning. Det er helt nødvendigt – også når det kræver et partiskifte.

På samme måder som i ægteskabet, hvor mand og kone kan vokse fra hinanden, så kan politikere og parti også gør det

Der skal især være plads til at skifte holdning, hvis man står op for noget, stiller sig på mål for noget og tager kampen for noget, som man tror på.

Det plejede at være opbrud, der skabte partihopperi
Der var mange, der skiftede parti i forbindelse med jordskredsvalget i 1973. Det samme har været tilfældet med de senere års opbrud i dansk politik, hvor der er stiftet en stribe nye partier og hvor flere traditionelle partier har oplevet større forandring. Det har alt sammen fået mange til at genoverveje partibogstavet. Det nye er således ikke antallet af partihoppere, men derimod de begrundelser, som partihopperne angiver over for offentligheden. Det afgørende er altså ikke, at folk skifter, men hvorfor de skifter og hvordan de argumentere med deres skift. Det er her skredet sker.

Det afgørende er altså ikke, at folk skifter, men hvorfor de skifter

I den senere år har der været tre hovedtyper af partiskifte ’Jens Rohde-måden’, ’Astrid Krag-måden’ og ’Pernille Rosenkrantz-Theill-måden’. På Jens Rohde-måden handler det om at tage det eksterne slagsmål i medierne, hvor han som en anden Duracell-kanin i årevis kæmpede for at ændre krusen hos Venstre og utrætteligt udfordrede sin egen partitop. På Astrid Krag-måden stod slaget mere internt i organisationen, hvor hun stillede sig til rådighed for en kamikaze-lignende kamp om formandspost, politisk linje og fremtiden for SF. Endelig så er der Pernille Rosenkrantz-Theill-måden, som tålmodigt handlede om at trække sig ud af politik, melde sig ud af sit oprindelige parti, tage en velreflekteret puster og så arbejde sig langsomt op i et andet parti.

Jeg synes klart den sidste er den mest ædle og noble metode, men jeg anerkende også, at både Jens Rohde og Astrid Krag havde taget deres kampe og stået ærligt frem for at forfægte det, som de troede på. Det var ærligt.

Glemt at orientere baglandet
Rummet til at skifte holdning, diskutere politik og udfordre de bestående sandheder skal bestemt udvides og ikke indsnævres. Og gerne indenfor de etablerede partier. Men med Pernille Schnoor og Manu Sareen, som de seneste eksempler på partiskiftere (Manu dog uden et folkeligt mandat), så har det ikke om holdningsskift. Begge disse partihoppere har været uden den kampvilje, åbenhed og tålmodighed som kendetegnede de førnævnte partihoppere. Sareen skiftede til Alternativet blot to måneder efter at han overraskende havde ladet sig genopstille hos de radikale og helt tilsvarende kom Pernille Schnoors udmelding kun 12 dage efter hun blev genvalgt på en generalforsamling  i sin lokale partiafdeling i Socialdemokratiet.

Pernille Schnoor

Begge havde undladt at fortælle deres frivillige og lokale partifæller om det foreståede partihop. Som enhver god Socialdemokrat var Schnoor kredsformand i Helsingør partiforening ved at få rødvinen galt i halsen i bare overraskelse over, at det var netop hendes MF’er, der skiftede parti. Hos det nu forhenværende team Sareen tog man skiftet med mere ophøjet ro, selvom timingen ærgrede de radikale.

På samme måde have både Schnoor og Sareen også undladt at udtrykke deres egentlige kritik over for deres partifæller i henholdsvis Socialdemokratiet og Radikale Venstre, ligesom de heller ikke havde husket at give bud på hvilke ændringer, som de kunne have ønsket hos de partier, som de havde været medlem af i årevis. Det er for mig at se fattigt.

Shopper holdinger, som vi andre køber ind i Netto
Sareen forklarede selv sit partihop på Facebook således: ”Det var en svær erkendelse, der har været undervejs noget tid, men det var ikke til at tage fejl af. Og netop modet til tvivl og at reflektere er en forudsætning for personlig udvikling.”  For ham handlede det altså ikke om ærgrelse over det gamle parti eller tabte diskussioner om den overordnede linje, men kun om håb til det nye: ”Hos Uffe & Co. ser jeg ikke kun et stort politisk mod til at komme med nye, gode bud på samfundets store og små udfordringer.” Hvorfor kæmpe om at indgyde samme mod til sit gamle parti, når man bare kan skifte til et nyt?

Holdninger kommer til at svare til noget, som man får på den daglige indkøbstur i Netto.

Hos Sareen lignede den personlige udvikling hovedforklaringen på hoppet. På den måde bliver politik reduceret til en karrierevej, et projekt for selvrealisering og gør samtidig holdninger til noget, som man finder på sin daglige indkøbstur i Netto. Det handler mere om udvikling af det enkelte individ end det gør om samfundet som helhed.

manu

Schnoors havde dog i modsætning til Sareen afsat både tid og ressourcer til en lang redegørelse for argumenterne bag sit skifte. Altså ikke at forstå på den måde, at hun havde sagt noget inden hun skiftede, men blot at hun i bagklogskabens klare lys leverede en lang og særdeles velformuleret Politiken-kronik, der redegjorde for skiftet: ”Det er en frustration, der er bygget op over længere tid. Jeg har gået og håbet på, at det ville vende, men partiet er gået i en retning, jeg ikke længere kan være en del af.” Frustrationen var åbenbart ikke bare opbygget over længere tid, men også i total tavshed, da hverken hendes kredsformand, partikollegaer eller et eneste medier i det ganske land kunne gengive eksempler på hendes såkaldte ’frustrationer’. De bagkloge argumenter rummede mange paradokser og selvmodsigelser, som med kirurgisk præcision er præsenteret i denne liste.

Hvis man tillader de mere beskidte tanker, så vil de kyniske konspiratorikere også nævne, at både Schnoor og helt sikkert Sareen kan få lettere ved at blive valgt til Folketinget i deres nye partier. Men det er dels under bæltestedet og det er dels uden belæg at påstå dette.

Stop det!
Med de anførte begrundelser forstår jeg faktisk slet ikke, hvorfor Schnoor og Sareen skiftede parti. Jeg forstår ikke, hvorfor de ikke kæmpede for deres holdninger og jeg forstår dermed heller ikke, hvorfor de egentlig vil fortsætte i dansk politik. Deres partihop bliver meningsløse, når de aldrig får løftet kritikken med et eneste ord og aldrig haft nosser nok til at tage udfordringen. De bliver for mig billedet på principløse karrierepolitikere, der sætter sin personlige udvikling over politik og parti.

Partihop bliver meningsløst, når man aldrig får løftet kritikken med et eneste ord

Der er brug for åbenhed, nytænkning og mod i de politiske partier, som jeg også selv tidligere har efterlyst her på Netavisen og andre steder. Der er brug for politikerne får større plads til at reflektere, begå fejl og skifte holdning. Men fornyelsen af de politiske partier kommer jo ikke ved at man blot udskifter sit parti og ikke påtager sig ansvaret for diskutere den ønskede forandring. Forandring kræver viljestyrke og gode argumenter, sådan vil det altid være.

Derfor er denne nye form for ansigtsløs og kalorielet partihopperi bestemt heller ikke det, som dansk politik har brug for. Derfor burde partierne også enes om at nægte at modtage partihoppere uden at de har aftjent en karensperiode udenfor det politiske system. I samme ånd burde man nægte afhoppere at tage mandater og partistemmer med sig. Hvis der kunne blive fælles fodslag omkring dette i den politiske skolegård, så kunne vi skabe et mere robust og troværdigt demokratisk rum. Politik er et kald og ikke en karriere.

Politik er et kald og ikke en karriere.

Partihopperiet er en markant svækkelse af den politiske legitimitet og demokratiske substans i dansk politik.

 

 

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook