De fleste skatteydere vil givetvis synes, at det er mere fair og fornuftigt, at skattekronerne bruges på at renovere de fælles folkeskoler eller enkeltpersoners velhavervillaer.

Da den endelige finanslovsaftale faldt på plads i weekenden, medførte det den rituelle repertoire af klagesange fra de borgerlige partier. Finansloven ville ’gøre det hårdere at drive virksomhed i Danmark’ og ’sende arbejdspladser ud af landet’.

I dette klagekor deltog også Venstres Anni Matthiesen, der på sin facebookside udbredte synspunktet om, at man ”ikke kan leve af at klippe hinanden” - hvilket finansloven i hendes øjne er udtryk for.

Oversat betyder dette, at rigdom ikke skabes gennem omfordeling, hvor man beskatter ét sted og bruger penge et andet sted. At man ’ikke kan leve af at klippe hinanden’ er et velkendt mantra fra Liberalismens ABC – og det er et slogan, som man ofte kan høre Venstre gentage igen og igen.

Netop derfor skulle man også tro, at Venstre selv ville efterleve dette princip, når det kom til deres egne politiske forslag. Men hvis man tror dette, går man grueligt galt i byen.

Hovedelementet i Venstres finanslovsforslag, Boligjob-ordningen, strider nemlig lodret mod princippet om, at man ikke bør beskatte ét sted og forbruge ét andet.

Boligjob-ordningen afslører endnu engang, at Venstre ikke er imod statsstøtte, men kun statsstøtte til ’de forkerte’: Man vil gerne støtte landbruget, bankerne og rige boligejere. Men at støtte arbejdsløse – det kan virkelig ikke lade sig gøre!

Boligjob-ordningen indebærer, at boligejere kan få et statsligt tilskud til renovering og rengøring i deres hjem. Med andre ord beskatter staten nogle borgere og giver derefter pengene til nogle andre. Uanset hvordan man vender og drejer det, må denne ordning falde ind under både kategorien ’omfordeling’ og ’leve af at klippe hinanden’.

I stedet for at man anvender borgernes på at rengøre og renovere private hjem, burde man i stedet bruge pengene på det fælles, som kommer alle borgere til gode. Eksempelvis trænger mange af landets folkeskoler til en kærlig hånd. De fleste skatteydere vil givetvis synes, at det er mere fair og fornuftigt, at skattekronerne bruges på at renovere de fælles folkeskoler eller enkeltpersoners velhavervillaer.

Boligjob-ordningen afslører endnu engang, at Venstre ikke er imod statsstøtte, men kun statsstøtte til ’de forkerte’: Man vil gerne støtte landbruget, bankerne og rige boligejere. Men at støtte arbejdsløse – det kan virkelig ikke lade sig gøre! Venstres politik handler således ikke om ædle liberale principper, men udelukkende om benhård fordelingspolitik til fordel for dem, som Venstre nu engang godt kan lide.

Så kære journalist: Næste gang en Venstre-politiker slår over på ideologisk automatpilot og messer mantraet om, at ’man ikke kan leve af at klippe hinanden’, kan I så ikke spørge, hvordan dette ædle princip harmonerer med Venstres landbrugsstøtte, bankpakkerne og boligjob-ordningen?