Venstrefløjens lukkede øjne: Den ubekvemme sandhed om Corbyn

Der er kø ved håndvasken, når den yderste venstrefløj ihærdigtbortforklarer hvorfor Jeremys Corbyn skal fritages for ansvaret for det britiske katastrofe valg.
”We won the argument”.

Sådan lød fra Labours leder Jeremy Corbyn selv, da han udlagde det historisk elendige resultat af det britiske valg, som en politisk sejr.

Britiske socialister har sendt kreativiteten på overarbejde for at bortforklare en uudholdelig sandhed

Omgang med sandheden har altid været en udfordring for den yderste venstrefløj. Socialisterne i Sovjetunionen omskrev historiebøgerne og nu har både danske og britiske socialister sendt kreativiteten på overarbejde for at bortforklare en uudholdelig sandhed.

Nemlig det faktum, at Jeremy Corbyns politiske projekt kuldsejlede og sendte millioner af vælgere i armene på de konservative.

Enhedslisten: Det er jeres skyld

I stedet for at erkende det politiske nederlag, så har der på begge sider af Nordsøen været arbejdet hårdt på at finde alternative syndebukke, der kan bortforklare det tragiske resultat: Medierne får skylden, Tony Blair får skylden, Brexit får skylden og alle dem, der ikke fra dag-et har elsket Jeremy Corbyn får skylden.

Det er virkelighedsfornægtelse for fuld udblæsning.

Det er virkelighedsfornægtelse for fuld udblæsning

Herhjemme er det især folk fra Enhedslisten og Pelle Dragsted, der fører an i totalforsvaret for Corbyn, alle hans gerninger og alt hans væsen.  

Hovedbudskabet er at alle, der har på tidspunkt har formastet sig til at tale kritisk om Corbyn overhovedet ikke har forstået en dyt.

Vi har hverken forstået hvor godt Corbyn har gjort det eller hvor meget skyldige vi selv bærer:

”Min (lidt bitre) sluthilsen til alle de selverklærede moderate og progressive, der brugte mere til på at modarbejde Corbyn end på at bekæmpe Johnson: Tillykke med resultatet, håber I bliver glade for ham ”, lyder det i en kommentar fra tidligere folketingsmedlem Pelle Dragsted på Facebook.

Corbyn skubbede arbejderne i armene på Johnson

Jeg giver gerne de danske ”corbynister” ret i at de britiske medierne som altid var imod Labour, at man fik påvirket den politiske dagsorden, at Labour er vokset rent medlemsmæssigt og ikke mindst at man procentuelt klarede sig bedre end 2010 og 2015.

Det ændrede bare ikke på, at resultatet stadig var det dårligste Labour-valg siden 1935.  

Det blev på deres vagt at arbejderklassen blev skræmt væk fra Labour

De ubekvemme sandheder for Corbyns tilhængere på den yderste venstrefløj er, at det blev på deres vagt at arbejderklassen blev skræmt væk fra Labour.

De marxistiske paroler og den højrøde ideologi prellede af på den socialt konservative britiske arbejderklasse. Den rene vare skubbede arbejderne direkte i armene på Boris Johnson og de konservative.

Som en Labour-kernevælger og tidligere minearbejder udtalte til Politiken: ”Jeg synes Corbyn har ført partiet for langt til venstre. Jeg synes, at han er for gavmild med checkhæftet. Hvorfor skal folk på understøttelse have lige så meget som mig, der har arbejdet hårdt hele mit liv”.

Stik modsat hvad Enhedslisten har prædiket, så bliver det nærmere hvad flere kommentatorer betegner en ny ”Johnson-isme”, der kommer til at tilbyde en succesopskrift til centrum-højre resten af Europa.

Labour har fremmedgjort sig fra arbejderklassen

Hvis man virkelig holder af Labour, så er det afgørende at den yderste venstrefløj ikke får held til at reducere diskussionen til et spørgsmål om enten Tony Blair eller Jeremy Corbyn. Det er ganske enkelt fordummende at tro, at det alene handler om de to valgmuligheder.

Hverken Corbyns radikale venstreorientering eller Blairs økonomiske højredrejning kan samle det dybt splittet Labour, der har skubbet den socialt konservative arbejdervælger længere og længere væk til fordel for studerende, minoriteter og veluddannede storbyboere.

Uden arbejdervælgerne, særligt i det nordlige England, går Labour en umulig fremtid i møde. Hvis man for alvor vil have arbejderne tilbage, så betyder det langt fra, at man skal droppe kampen for mere velfærd og mindre ulighed, men den skal tillægges en værdipolitik, der handler om patriotisme, identitet, stram udlændingepolitik, jobskabelse og fokus på kriminalitet.

Corbyn-kultens socialistiske eksperiment kunne hverken samle Labour, briterne eller arbejderklassen

Den ubekvemme sandhed er, at Corbyn-kultens socialistiske eksperiment hverken kunne samle Labour, briterne eller arbejderklassen. Ideologien har tværtimod fremmedgjort partiet fra dets traditionelle vælgere.

Partiet, der skulle være for de mange, endte med at blive partiet for de få.

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

Glimrende analyse. Specielt i et land med FPTP-valgsystemet kan man bare ikke nøjes med at være populær i London og andre kosmopolitiske storbyområder.

Der er jo det der med at undervurdere vælgerne, og at køre det hele på mavefornemmelser, og på den der med, at min fjendes ven er min ven - hvilket jo langtfra behøver at være sandheden. Jeremy Corbyn har jo valgt den dovne og åndsforladte idé, at sovjetkommunismen var socialisme, og sikkert, i samme dur, at Venezuela er et socialistisk eksperiment, der er kørt galt på grund af de fæle kapitalister. Herhjemme er vort hjemlige Socialdemokrati ikke meget optaget af ortodoksi og mavefornemmelser, men mere af, hvordan man får samfundet til at fungere til glæde for flere af dem med mindre økonmiske kræfter, uden at ødelægge samfundet. Det er jo den ligning, der gerne skulle gå op, og til den ende er der et væld af detaljer, der skal udrettes, uanset støttepartiers og oppositionens forsøg på at sabotere. Dette kræver meget politisk håndværk og smidighed i udførelsen. Til forskel fra lande, der definerer sig selv som idealsamfund, og som derfor intet brug har for et korrektiv, står vi i et væld af valgsituationer, hvor det ikke er indlysende, hvad der er den bedste vej at gå, og slet ikke i forhold til alle de mange andre kræfter, der forsøger at hive i rattet. Regeringen står ofte i den situation at være ene om at udstikke kursen, og jeg undrer mig over, hvor ofte jeg er enig med det, man laver. Selvfølgelig er der mange politiske kneb i det hele, men vi er vel voksne mennesker. Det er i øvrigt tankevækkende, at politiere herhjemme ikke anvender det i udlandet hyppigt brugte kneb at betjene sig af et sprog med et højt lixtal med det formål at få øjnene til at falde i hos flertallet af tilhørerne. Herhjemme foretrækker vi det korte og klare, helt i tråd med traditionen helt fra den nordiske oldtid, hvor fyndordet var den foretrukne meddelelsesform.

Annonce