Venstres klamme 'håndsrækning'

Leder: Venstres politiske ordfører kalder nedskæringerne på kontanthjælpen for en ’håndsrækning’. I sig selv et besynderligt ordvalg. Men for at blive klogere på V-regeringens såkaldte ’håndsrækning’, så vil Netavisen Pio gerne have svar på seks faktuelle spørgsmål?
”Ja, det er en håndsrækning”. Sådan lød det fra Venstres politiske ordfører Jakob Ellemann-Jensen under Folketingets åbningsdebat i sidste uge, da han beskrev regeringens nedskæringer på kontanthjælpen.

Det er noget af en ’svedig håndsrækning’, som de mere end 30.000 berørte kontanthjælpsmodtagere modtager, når de skal betale prisen for regeringens topskattelettelser. At kalde den slags nedskæringer for en ’håndsrækning’ er både arrogant og virkelighedsfjernt. Og så er det endda sagt pænt.

Færre penge skal få flere i arbejde
Venstre-regeringen ønsker at øge presset på landets ledige, så de kan lokkes op af sengen og ud på arbejdsmarkedet. Derfor skal det i højere ’gøre ondt at være ledig’ eller omvendt, ’det skal kunne betale sig at arbejde’, som mantraet i årevis er blevet trommet løs fra højrefløjen. Det nye kontanthjælpsloft, som trådte i kraft 1. oktober, er redskabet, og det vil for enlige med børn betyde en forskel på 2.500-3.800 kroner om måneden afhængig af antallet af børn og for ægtepar vil den beskårne ydelse betyde 1.500-2.300 kroner mindre om måneden afhængig af antal børn. Det skal øge den lediges incitament og vupti, så er denne i arbejde.

Der kan ikke herske tvivl om, at det må være en fælles national mærkesag at få flere i arbejde. Det er ikke i nogens interesse at have at folk parkeret på passiv forsørgelse, men spørgsmål er, hvem vi skal have i arbejde og hvordan vi skal gøre det? Hvis man går bag tallene, så gemmer der sig mange forskellige mennesker og mange mellemregninger som udfordrer V-regeringens snuptagsløsninger.

Derfor er det min drøm at få svar på følgende seks spørgsmål fra den incitamentsfokuserede højrefløj:

1. Hvor stort er problemet med antallet af kontanthjælpsmodtagere?
Regeringens hovedargumentet bag genindførelse af kontanthjælpsloftet er udviklingen i antallet af ledige. Her ønsker regeringen helt forståeligt, at bremse den negative udvikling, der fandt sted fra den økonomiske krise i 2008 til den delvise økonomiske stabilisering i 2013. Men spørgsmålet er bare om stigningen i antallet af kontanthjælpsmodtagere og modtagere af overførselsindkomster ikke allerede er bremset? I sidste kvartal viste tal fra Danmarks Statistik, at antallet af overførselsmodtagere (SU-modtagere fraregnet) er faldet med 5.400 fuldtidspersoner, ligesom også antallet af kontanthjælpsmodtagere tilsvarende er faldet en lille smule.

ae-grafik
Hvis man kigger på de samlede tal, som AE-rådet har gjort, så voksede antallet af overførselsmodtagere kraftigt i begyndelsen af krisen, men siden 2010 er antallet faldet støt og befinder sig nu under niveauet før krisen satte ind. Dermed synes det centrale argument bag regeringens tiltag ikke at stå så stærkt som først antaget.

2. Hvor skal de nødvendige job komme fra?
Øgede økonomiske  incitamenter lyder, som den direkte vej til landet med mælk og honning, når man lytter på højrefløjens skåltaler. Problemet er bare, at løsningen fungerer meget bedre fra skrivebordet end den gør ude i virkeligheden. Når man gør som AE-Rådet og faktisk ser man på antallet af kontanthjælpsmodtagere og mængden af job, så giver et pludselig større hovedpine hos de politiske skrankepaver. For hver ledig stilling i Jobnet, så er der omkring 11 kontanthjælpsmodtagere. Øgede økonomiske incitamenter skaber altså ikke hokuspokus de mange tusinder af nye job, som de ledige har brug for – det øger bare konkurrence om de få job, der er. Efterspørgslen er der ganske enkelt ikke.

Dermed er det også en sandhed med store modifikationer og meget langt fra virkeligheden, når Beskæftigelsesminister Jørgen Neergaard Larsen siger, at de ledige bare skal ”Gå ned i jobcenteret og bede om nogle få timers arbejde.”

3. Hvad gør med dem, der slet ikke er i stand til at arbejde fuldtid?
”Hvis man ikke kan arbejde, så skal man ikke være på kontanthjælp”. Sådan sagde skatteminister Karsten Lauritzen i foråret i forbindelse med vedtagelse af kontanthjælpsloftet. Og det lyder jo meget godt, hvis bare virkeligheden ikke var sådan, at der netop er en masse danskere placeret på kontanthjælp, som slet ikke kan varetage et almindelige fuldtidsarbejde. De nøgne tal fra Beskæftigelsesministeriet, der omhandler alle dem, der er blevet ramt af kontanthjælpsloftet peger således på, at hele 72 procent af berørte slet ikke er parate til at tage et fuldtidsarbejde - de har nemlig andre problemer end det faktum, at de er arbejdsløse. Det kan sagtens være at 72 procent udgør et for højt tal, men det ændrer ikke på at regeringen vil presse en gruppe danskere til noget, som de slet ikke er i stand til. Den underminerer troværdigheden ved de anvendte redskaber.

4. Hvorfor skal er vores børn, der skal betale prisen?
7 ud af 10 af de mennesker, der rammes af det nye loft, har ifølge AE-Rådet børn. Beskæftigelsesministeriets forventning er, at 7.000 flere børn vil blive økonomisk fattige af kontanthjælpsloftet. Der er i dag 8.000 økonomisk fattige børn i Danmark. Beskæftigelsesministeriet vurderer, at de nye fattigdomsydelser (kontanthjælpsloft, 225-timersreglen og integrationsydelsen) betyder, at 7.000 børn ekstra vil ryge under fattigdomsgrænsen. Dermed vil regeringen næsten fordoble antallet af fattige børn i Danmark til over 15.000.

Regeringens nye kurs vil vende en ellers positiv udvikling. Hvis man ser på antallet af fattige børn, så har der siden 2011 været et fald i antallet af økonomisk fattige børn t på 1.400, og antallet af étårs-fattige børn på over 8.000. Den positive nyhed erstattes nu af den særdeles negativ én. Hvor er det børnefamilierne og børnene, der skal holde for.

5. Og hvorfor skal vores børn betale prisen flere gange?
Ikke nok med at det er børn, som kommer til at betale prisen for kontanthjælpsloftet, så bliver de faktisk ramt dobbelt. Kontanthjælpsloftet er nemlig ikke det eneste, der tager penge fra landets socialt udfordrede børnefamilier. I sit udspil til 2025-plan lægger V-regeringen samtidig op til at skære på børnechecken. De kommende nedskæringerne i børnecheckens størrelse vil ramme familier, der har mere end 2 børn.

Det indgreb betyder, at 6.700 familier på kontanthjælp vil blive ramt af både kontanthjælpsloftet og reduktionen i børnechecken. En familie med tre børn kan ifølge AE-Rådet risikere at miste 40.000 kroner  om året, hvis de har boligudgifter for 6.000 kroner om måneden.

6. Hvorfor skære så meget, for at opnå så lidt?
Endelig så bør enhver regeringskritiker hæfte sig ved de positive gevinster. Her udfordringen bare, at de er svære at få øje på. Ifølge Beskæftigelsesministeriets tal, så er mindst 30.000 voksne (omregnet til fuldtidspersoner) blevet ramt. Og af disse 30.000 danskere har de 23.000 altså børn.

Men selv om så mange bliver påvirket af de nye nedskæringer, så vurderer Beskæftigelsesministeriet, at den samlede beskæftigelse kun vil forøges med i alt 500 personer. Kun 500 personer ekstra kommer altså i arbejde! Og i forhold til at reducere forskelsbeløbet mellem overførsels indkomst og arbejdsindkomst (altså ’at det skal kunne betale sig at arbejde’), så vil indgrebet kun sikre, at der bliver 1.000 færre personer, for hvem det hypotetisk set ikke kan betale sig at arbejde. Det svarer til omkring én procent af den gruppe, som regeringen har i søgelyset! Det får AE-rådet til at konkludere, at tiltaget ikke engang lever op til regeringens egne succeskriterier.

Høje omkostninger – usynlige gevinster
Vi har brug for en fælles kamp mod ledigheden, men ikke mod de ledige selv og slet ikke ved hjælp af meningsløse tiltag. Det er nok en bunden opgave at sikre at flere danskere komme i arbejde, men V-regeringens såkaldte ’håndsrækning’ griber ikke efter de rigtige redskaber. De positive effekter er ufatteligt små, mens den negative pris er mere end til at få øje på.

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook