Vermund: "Hellere være et lys end en slukket lampe"

Nye Borgerlige formand advarer mod at blande religion og politik sammen
Nye Borgerlige lægger nu afstand til Dansk Folkepartis kristne værdikamp. Det sker, efter at Dansk Folkepartis næstformand, Morten Messerschmidt, har gjort det klart, at kristendommen skal definere en større del af partiets politik og på den måde stoppe vælgerflugten. "Danmark er kristent - og det skal kunne mærkes," som næstformanden messer.

”Jeg har det sådan med religion og politik, at jeg synes, at man skal være varsom med at blande det sammen,” siger Pernille Vermund i et interview med Netavisen Pio.

Hvordan folk lever privat er ikke afgørende

”Jeg elsker, at vi har et samfund, som er bygget på kristne værdier, for vi kan jo se, at de samfund rundt omkring i verden, som bygger på disse ideer, i langt højere grad er frie og velstående. Det ligger meget i den protestantiske kultur, at lediggang er roden til alt ondt og at man skal yde, før man kan nyde. Det gør jo noget for et samfund, at man har den mentalitet og det skal vi være stolte af og værne om. Men hvordan folk lever privat er ikke afgørende: Om man er ugentlig kirkegænger, bare er kulturkristen - eller i virkeligheden ikke opfatter sig som troende, men bare har en respekt for den kulturarv, som Danmark er rundet af”.

Kaste den første sten

Pernille Vermund advarer samtidig om, at hvis politikere begynder at inddrage religion i politik, så risikerer de hurtigt selv at blive vejet – og fundet for let. “Lad den, som ikke har syndet, kaste den første sten,“ som Jesus sagde til de religiøse skriftlærde, da de bragte en utro kvinde – som efter datidens standard skulle stenes – til Jesus og spurgte ham, om kvinden skulle dømmes efter loven eller ej.

”Man risikerer, at nogle begynder at pege fingre af en og siger: Hvis du er et så godt kristen menneske, hvordan kan du så tillade dig A, B og C?,” siger Pernille Vermund.

”Der er ikke ret langt fra, at man begynder at missionere - og stiller sig op på en religiøs piedestal - og til, at man snubler ned, fordi man jo begår fejl, der vidner om, at man måske ikke er så speciel meget bedre end andre mennesker. Men at kæmpe for vores kulturarv og en forståelse i befolkningen af, hvad vi er rundet af, er vigtigt også politisk«.

Adspurgt om hvornår hun sidst har deltaget i en ordinær gudstjeneste, og altså ikke i forbindelse med en dåb eller konfirmation, tøver Nye Borgerliges formand.

Hvis det er sådan en helt almindelig søndag, så er det faktiske en stykke tid siden

»Det er faktisk længe siden,” siger Pernille Vermund. "Det er... Det er et år siden. Måske mere. Jeg har jo børn i konfirmationsalder, som skal gå i kirke i tide og utide, og bliver konfirmeret, så det er i forbindelse med dem, at jeg har været i kirke. Men sådan uden børn og andet, er det faktisk rigtig længe siden. I virkeligheden er det lidt skørt, fordi vi har en fantastisk præst. Men ellers er det normalt i forbindelse med påske og jul, at jeg har været i kirke. Så hvis det er sådan en helt almindelig søndag, så er det faktiske en stykke tid siden«.

Ny Pia Kjærsgaard

Morten Messerschmidt foreslår et loft over antallet af moskeer i Danmark og ikke et loft over antallet af kirker. Udviklingsbistanden skal kunne straffe lande, der forfølger kristne, kvoteflygtninge skal kun være kristne, og børn skal i skolerne kende Bibelens ord og synge kristne salmer på bekostning af andre religioner.

"Vi har for meget religionslighed i Danmark, og det skal der gøres op med," har Morten Messerschmidt forklaret Politiken.

Næstformanden mener, at Dansk Folkeparti ikke har løftet arven fra præsterne Jesper Langballe og Søren Krarup, og at partitoppen har haft "andre ting på dagsordenen," som har skabt et "vakuum," som bør udfyldes.

Pernille Vermund ser til gengæld flere lighedspunkter mellem sig selv og Dansk Folkepartis tidligere formand, Pia Kjærsgaard, end de to præster fra tidsskriftet og det teologiske arbejdsfællesskab Tidehverv samt Morten Messerschmidt.

Pia Kjærsgaard er, hvad hun er

”Jeg ser ikke mig selv som en ny Pia Kjærsgaard,” understreger Pernille Vermund dog. ”Pia Kjærsgaard er, hvad hun er, og er rundet af sin tid, hvor hun har levet og engageret sig i politik. Pia Kjærsgaard var hjemmehjælper og jeg er arkitekt, så vi har hver vores baggrund og er vidt forskellige, og hun har været i politik en meget stor del af sit liv. Jeg har været på det private arbejdsmarked en stor del af mit liv, så på den måde er vi også forskellige og har haft et forskelligt livsforløb”.

Blålys

Netop Morten Messerschmidt har kritiseret Pernille Vermund for ikke at lade handling følge ord, når det drejer sig om udlændingepolitikken.

Hellere støtte Pia Kjærsgaard end en kopivare som Pernille Vermund

”Vermund er et blålys,” lød det tidligere på ugen fra Morten Messerschmidt til B.T. i forbindelse med Dansk Folkepartis sommergruppemøde i Sønderborg. ”Jeg mindes ikke, at hun eller hendes parti har strammet så meget som et komma i udlændingeloven. Fred være med, hvis nogen har lyst til at være en del af det projekt. For mig er det resultaterne, der tæller. Og jeg vil til enhver tid hellere støtte Pia Kjærsgaard end en kopivare som Pernille Vermund”.

Til det har Pernille Vermund kun en kommentar:

»Du må gerne skrive, at jeg trods alt hellere vil være et lys end en slukket lampe«.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Jeg bryder mig ikke om hverken DF eller Nye borgerliges politik, men Messerschmidt har vist mødt sin banemand, hun er skarp Vermund, så hvis jeg var ham ville jeg lige føle mig lidt frem. Men så længe de kives og strides ødelægger de da ikke noget for andre, så fortsæt da endelig.

Nej Socialdemokraterne har problemer nok med at forklare deres stramme udlændingepolitik uden at de borgerlige får til dem for alvor!
Hver ting sin tid 🤪

Messerschmidt virker udbrændt.

Ja DF er jo Socialdemokratiet ligt!

NB er til grin.Simpelthen... Om de så fik 30 mandater, kan jeg garantere dig at de ikke ville få et eneste forslag igennem... Ikke et.... Aldrig! Sker ikke!!!
En stemme på de sataner er en spildt stemme!

Du mener de er ligeså elendige som Socialdemokraterne?
Hvad bliver det til med de udrejsecenter i udlandet?
Mattias mente ellers at Inger Støjberg ikke gjorde nok🤪

Hurra her har vi så en af landsbytosserne... læs dog meningsmålingerne... S ligger til at få 65 mandater og behøver ikke at ta' hensyn til de radigale og da slet ikke til Stram Kurs, Nye Borgerlige Liberal Alliance eller Dansk Folkeparti... se dig dog i spejlet og fortæl så dig selv at du står og taler med en tåbe...

Henrik mandaterne i folketinget bliver ikke delt ud efter meningsmålinger 🤪
Du skal vist have dine skolepenge tilbage 🤭

»Du må gerne skrive, at jeg trods alt hellere vil være et lys end en slukket lampe«.

Skarpt.... meget skarpt!

Måske lidt skarpere end Amalie, men helt klart skarp af en Liberal at være :-)

Så Vermund ser sig selv som et lys - Danernes Lys, åh nej, den kan hun jo ikke bruge, den har Rasmus Paludan allerede taget som sin. Bare fordi man er flaskeblond betyder det jo ikke, at man lyser op.

en ting vil jeg dog give hende ret i, man skal ikke blande religion og politik, det er faktisk på tide at vi får skilt stat og kirke helt ad.

Lad Danmark finansiere kirkernes vedligehold som de kulturhistoriske bygningsværker der er og lad meninghederne om at betale præsten og graveren.

Annonce