I et indlæg den 7. august gør min gamle ven Benjamin Bak Boelsmand sig til talsmand for, at ”Villyismen” – opkaldt efter tidligere SF-formand Villy Søvndal – lever videre i bedste velgående som politisk ideologi.

Det sker ifølge Boelsmand i form af SF’s entydige fokus på velfærdspolitikken. SF opnåede, lyder det, stor vælgeropbakning ved at fokusere på velfærdsspørgsmål og kommunal kernevelfærd som ældrepleje og folkeskolen.

Men her vil jeg tillade mig at være uenig. Jeg var der selv, da demonstrationerne i 00’erne skabte det, som nogen i dag kalder ”Villyismen.”

I marts 2006 sad vi om bordet i Elevbevægelsens hus i Mejlgade i Aarhus. Vi skulle lave talerlisten, og jeg pippede som helt ny repræsentant fra 3F Ungdom: ”Hvad med Villy Søvndal? Han virker da meget god.”

Smeden fra Dansk Metal var hurtig til at afvise, ”Nej, han taler i København.” Hvortil konsulenten fra LO tænksomt sagde, ”Vi kunne selvfølgelig booke en vandflyver.”

Og sådan blev det. Efter sin tale foran Christiansborg blev Villy Søvndal fragtet til smilets by for at holde dagens sidste tale foran de knap 15.000 mennesker vi samlede i Vennelystparken.

I årene efter kunne Villy måske ikke gå på vandet, men han kunne flyve.

Sammen med København, Odense, Aalborg og Esbjerg blev den onsdags velfærdsdemonstrationer de største siden protesterne mod Schlüter-regeringen i 1985.

Det var selvfølgelig ikke en tilfældighed, at det endte sådan. Det var en koordineret aktion fra os, der var medlem af SF den gang. Vi fik både Villy til vores by som taler, og det havde den uheldige konsekvens, at Villy ”desværre” måtte komme på i København som første taler foran alle de andre.

I årene efter kunne Villy måske ikke gå på vandet, men han kunne flyve.

Det var ikke velfærden. Det var Arne

Men hvad handlede demonstrationerne om? Det var ikke børnehaver, hospitaler eller ældrepleje. Demonstrationerne handlede om at forhindre forringelser af efterløn og dagpenge.

Altså klassiske tryghedsdagsordener for arbejderklassen bredt, og ikke velfærdsemner som øget offentligt forbrug, som er samtidens store salgsnummer i SF.

Det ses blandt andet også ved, at det var LO, der finansierede demonstrationerne, selvom de på det tidspunkt helt entydigt var domineret af de store private fagforbund.

Kampen om SF’s politiske subjekt

Den ideologiske kerne i projektet omkring Villy Søvndal var et fokus på arbejderklassen, der længe havde været fraværende på venstre side af midten i dansk politik. Det, som Christian Egander Skov i dag betegner som folkeligheden.

Det ses i den samtidige omhyggelige læsning af Magnus Marsdal og Lars Olsen, og blev formuleret i blandt andet Mattias Tesfayes 10 teser om praktisk socialisme og Thor Mögers kronik om hverdagen med arbejde og leverpostejmadder.

Derfor var skiftet i udlændingepolitikken også så centralt i partiets interne debat

SF forsøgte i de år at række ud over den offentlige sektor og nå ud til folk på det private arbejdsmarked. Det skulle ikke længere kun være et parti for pædagoger og socialrådgivere. SF skulle også være for deres mand, som kørte lastbil og stemte DF.

Derfor var skiftet i udlændingepolitikken også så centralt i partiets interne debat. Det var en forudsætning for at kunne nå de nye vælgergrupper på det private arbejdsmarked.

Villy Søvndal reduceres til SF Classic

Benjamin Bak Boelsmand siger helt rigtigt, at der blev kørt kampagne på velfærdspolitik. Jeg husker selv dagligt at se reklamer for billigere offentlig transport og flere pædagoger på bagsiden af 8’eren fra Gellerup Parken til Aarhus midtby.

Da der var demonstrationer imod nedskæringer i Aarhus Kommune i 2007 og 2008, sad jeg da også i styregruppen.

Men den politik afveg ikke fra, hvad SF altid har ment. Hvis man insisterer på at se Villyismen igennem et snævert fokus på velfærd, er den eneste forskel, at Villy kommunikerede bedre og den heldige omstændighed, at Socialdemokratiet havde en blå formand.

Hvem skulle SF være til for?

Den centrale kampplads i formandsvalget i 2012 var udskiftningen af, hvem SF skulle repræsentere.

Skulle man fortsætte med at have fokus på arbejdervælgeren, eller skulle man vende tilbage til et mere entydigt fokus på velfærdsvælgeren.

SF lod sine medlemmer stemme, og det var godt. De afgjorde, at partiet skulle forblive et velfærdsparti. Det virker til, at de har meget god succes med det i dag.

Det er funktionærer og offentligt ansatte, så langt øjet rækker

Men Benjamin Bak Boelsmands udlægning af SF’s succes i 00'erne som et resultat af fokus på kvaliteten af den offentlige sektor virker mest af alt som en sejrherrens efterrationalisering.

Det jeg oplevede i de år, var en diskussion, som skabte et nybrud i dansk politik. Det fødte reelt en ny politisk position på centrumvenstre, der var centreret omkring en revitalisering af arbejderklassen

Den del af Villyismen er død. For det fokus på arbejderklassen findes ikke længere. Det er funktionærer og offentligt ansatte, så langt øjet rækker.