“Når folk har et arbejde, så skal de også have råd til en bøf om fredagen”

40-årige Mattias Tesfaye i stort interview i Politiken: Brænder for at skabe anstændige vilkår for den helt almindelige lønmodtager
Foto: Privatfoto
Mattias Tesfaye, integrations- og udlændingeminister, er oprindeligt uddannet som murer
Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye fylder 40 år på onsdag.

I den anledning har Politiken  lavet et større portrætinterview med S-ministeren.

Det fremgår, at Mattias Tesfaye voksede op i det nordlige Aarhus med en enlig mor. Og at faren, der var kommet til Danmark som etiopisk flygtning, tidligt forsvandt ud af hans liv.

Moren var enlig forsørger og arbejdede både som rengøringsassistent og sosu-assistent, men var også i lange perioder arbejdsløs. Af samme grund havde Mattias Tesfaye en fattigere opvækst end klassekammeraterne.

S var hovedfjenden for 16-årige Mattias

Mattias Tesfaye meldte sig som 16-årig ind i DKP/ML. Et parti, som moren også var medlem af. For den 16-årige Tesfaye var Socialdemokratiet hovedfjenden.

Lige meget, hvor fanden jeg kiggede hen, så var der socialdemokrater, der sad på flæsket

“Lige meget, hvor fanden jeg kiggede hen, så var der socialdemokrater, der sad på flæsket. Så når jeg voksede op og syntes, der var megen uretfærdighed, så tænkte jeg, at ’man må kigge på dem, der sidder for bordenden; det må jo være deres skyld’,” fortæller Tesfaye til Politiken.

Han fortæller, hvordan han rasede mod, at Nyrup-regeringen med finansloven i 1996 afskaffede formueskatten, halverede arveafgiften, forringede dagpengesystemet:

“Det var den periode, der gjorde, at jeg blev flintrende rasende på lige præcis Socialdemokratiet. Jeg blev ikke politisk aktiv i krig mod Pia Kjærsgaard eller Anders Fogh. Lykketoft og Nyrup var mine yndlingsmodstandere.”

Lykketoft og Nyrup var mine yndlingsmodstandere

I de år synes Tesfaye, at tilværelsen var møghamrende uretfærdig.

Interviewet foregår på Vestegnen, nærmere bestemt Ishøjplanen i Ishøj, hvor den mureruddannede Tesfaye har regnet sig frem til, at han har lagt omkring 100.000 mursten.

I mange år har Mattias Tesfaye og hans familie boet i boligforening, men da børneflokken voksede til tre købte han og familien hus i Albertslund.

“Så nu har jeg for første gang i mit liv et hus, som man kan gå rundt om. Med en have og gasgrill. Og jeg har klippet hæk for første gang.”

Skift i tænkemåden: Meget at være taknemmelig for

Tesfaye fortæller, hvordan han glidende skiftede syn på det politiske:

“Når der var problemer i det samfund, jeg voksede op i, som var en forstad til Aarhus, så tænkte jeg, at det var på grund af Socialdemokratiet. Min analyse er mere nu, at det er trods af Socialdemokratiet,” siger han.

For 10-15 år siden begyndte Mattias Tesfaye at spekulere over, at man skulle være taknemmelig over de ting, der faktisk fungerer i samfundet.

De, der tidligere var skurke i hans øjne – socialdemokrater ved magten – stod pludselig i et andet lys.

Tesfaye kom i lære og mødte mennesker, der ikkesynes, det hele er ad helvede til. Han møder mennesker, som ikke er ræverøde, men som faktisk er meget sympatiske alligevel:

Er det alle de her mennesker, jeg møder og har respekt for, der er helt galt afmarcheret, eller er det måske mig selv

“Og så må man på et tidspunkt spørge sig selv: ’Er det alle de her mennesker, jeg møder og har respekt for, der er helt galt afmarcheret, eller er det måske mig selv?”

Kørt i stilling af Villy Søvndal

Mattias Tesfaye gik en en kort overgang på gymnasiet, men droppede ud og blev i stedet murerlærling.

Tesfaye fortæller, at han ikke kan holde ud at sidde på en skolebænk. Han elsker at læse bøger, men han elsker ikke uddannelse.

Fagbevægelsen har løbende været en del af Mattias Tesfayes liv.

Han blev formand for murerlærlingene i Aarhus. Som relativt nyuddannet murer blev han ansat af fagforeningen til at kontakte lærlingene rundt om på erhvervsskolerne for at lokke dem til at melde sig ind i en fagforening.

Siden arbejdede han skiftevis som murer og som fagforeningsmand.

Tesfaye skiftede fra DKP-ML til Enhedslisten, og siden til SF, hvor SF’s daværende formand, Villy Søvndal, så et stort lys i unge Tesfaye.

Mattias Tesfaye blev ret hurtigt kørt i stilling som medlem af landsledelsen og næstformand for SF. Han var en del af SF’s arbejderisme-fløj, der søgte at dreje SF i retning af et klassisk arbejderparti.

Projektet mislykkedes, og sammen med andre SF’ere - blandt andet Jesper Petersen, Astrid Krag, Thor Möger, Emilie Turunen og Nanna Westerby - meldte Tesfaye sig i stedet under de socialdemokratiske faner.

Folk, der arbejder, skal have et anstændigt liv

Tesfaye erkender over for Politiken, at klimapolitik og den grønne omstilling interesserer ham meget lidt:

“Det interesserer mig simpelthen ikke,” siger han lige ud.

Han fortæller også, at det ikke er det område han er minister for - udlændinge- og integrationspolitikken - der har ført ham ind i politik. Dét, Tesfaye virkelig er optaget af, er, at de der arbejder, skal have et anstændigt liv:

Man skal kunne leve et ordentligt liv

“Hvis der er ét mål med politik, så synes jeg, det er, at når folk har et arbejde, så skal de også have råd til en bøf om fredagen. Man skal kunne leve et ordentligt liv. Man behøver ikke være rig, men det skal være sådan, at hvis du har et arbejde, så er du ikke fattig.”

I Politiken-interviewet giver Tesfaye endnu et billede på, hvad der for ham karakteriserer et godt samfund. Nemlig, at også gadefejeren har råd til at tage ungerne i Lalandia og spise med kniv og gaffel på konens fødselsdag.

Netop derfor irriterer det Mattias Tesfaye, at unge på venstrefløjen er meget optaget af, om samfundet er racistisk eller diskriminerende, mens meget få er optaget af løn- og arbejdsforholdene for de chauffører, der kører for online-supermarkedet Nemlig.com.

Mattias Tesfaye

Mattias Tesfaye, født 31. marts 1981 i Århus, søn af Tesfaye Mamo og social- og sundhedsassistent Jytte Svensson. Gift og har to børn.

  • Medlem af DKP-ML fra 1997, Enhedslisten fra 2002, SF fra 2007 og Socialdemokratiet fra 2012.
  • Folketingsmedlem for Socialdemokratiet i Københavns Omegns Storkreds fra 18. juni 2015. Kandidat for Socialdemokratiet i Brøndbykredsen fra 2014.
  • Udlændinge- og integrationsminister fra 27. juni 2019.
  • Uddannet murersvend, Skanska og Århus Tekniske Skole, 1998-2001.
  • Har skrevet “Velkommen Mustafa – 50 års socialdemokratisk udlændingepolitik”, 2017, “Kloge hænder ‒ et forsvar for håndværk og faglighed”, 2013, “Vi er ikke dyr, men vi er tyskere – Working poor på Danmarks dørtrin”, 2010, og “Livremmen”, 2004.

Kilde: Folketinget, Politiken

Jan Kjærgaard er redaktør på Netavisen Pio.


placeholder

Kommentarer

Det er sjovt at de syriske "flygtninge" i vores by kører rundt i fabriksnye muskel-BMW'er. De arbejder ikke.

Jeg kender ingen syrere,men i vores ejerforening havde vi engang et tyrkisk ægtepar der fik sat lejligheden pænt i stand. Alle håndværkerne kom sjovt nok om altid i weekenden i anonyme kassebiler. Så nogle indvandrere arbejder da.

Jeg boede en gang i et af de finere kvarterer i Herning. Her fik en genbo totalrenoveret et hus. Det Her kom håndværkerne efter almindelig arbejdstid og i weekenderne, og jeg tvivler på at den pæne ærkedanske forretningsdrivende betalte ret meget til de pæne ærkedanske håndværkere efter regningerer med moms og skat.

det er en familie bil, alle betaler til den i familien. det kan danskerne ikke finde ud af.

Naturligvis er det Syriske "flygtninge" der kører rundt i en bil du misunder og de arbejder ikke. Har du talt med dem? Kan du tale Syrisk? Har du fakta? Du ævler der ud af med dit fremmehad som kun DF og Syge Borgerlige kan holde af! Kæmpeidiot!

Stort tillykke til Mattias med fødselsdagen. Må der komme mange, mange flere af dem.

Tillykke med dagen...
Du gør det godt som politiker...
Forhåbentlig står de huse du byggede stadig...;-)

Annonce