Arbejdsgiver fyrede kvinde efter voldtægt: Skal betale kvart mio. i godtgørelse

”Arbejdsgiveren skulle simpelthen skamme sig,” siger formanden for HK, Anja C. Jensen, der dog glæder sig over at arbejdsgiveren nu rammes på pengepungen
En arbejdsgiver i en mellemstor virksomhed skal betale 250.000 kroner i godtgørelse til en kvinde, som blev udsat for grov seksuel chikane og voldtægt af en af virksomhedens medarbejdere.

I stedet for opbakning fik kvinden en fyreseddel dagen efter hun fortalte virksomhedens ledelse om overgrebene.

Nu har Østre Landsret afgjort sagen, og arbejdsgiveren pålægges at udbetale en godtgørelse til kvinden på de nævnte 250.000 kroner.

Det oplyser kvindens fagforbund, HK, i en pressemeddelelse.

Sagen drejer sig om en yngre kvinde, der som ansat på en mellemstor virksomhed tilbage i foråret og sommeren 2018 blev udsat for grov seksuel chikane fra en mandlig kollega, herunder flere voldtægter.

Godtgørelsen ti-doblet i landsretten

Byretten i Nykøbing Falster afgjorde sidste sommer sagen med en godtgørelse til kvinden på blot 25.000 kroner. Samt en godtgørelse for usaglig afskedigelse på halvanden måneds løn.

HK ankede sagen til Østre Landsret, der nu slår fast at godtgørelsen skal være ti gange højere.

Retten vurderer også, at der ikke er tvivl om, at kvinden blev fyret, fordi hun fortalte om den seksuelle chikane, hun var blevet udsat for.

HK’s nyvalgte formand, Anja C. Nielsen, er stolt over resultatet landsretsdommen:

Det er fuldstændig uhørt, at man møder en medarbejder, der er blevet udsat for seksuel chikane med en fyreseddel

“Det er fuldstændig uhørt, at man møder en medarbejder, der er blevet udsat for seksuel chikane med en fyreseddel. Arbejdsgiveren skulle simpelthen skamme sig. Og så må jeg bare sige, at hvis man ikke skammer sig, så skal man i hvert fald kunne mærke det på pengepungen,” siger Anja C. Jensen.

HK-formanden håber, at arbejdsgiverne forstår signalet fra landsretten:

“Jeg håber, at denne dom sender et helt klart budskab til arbejdsgiverne, om hvor vigtigt det er at forebygge seksuel chikane. Står man så med en sag alligevel, så skal man forstå, at det koster ikke at håndtere den ordentligt. Vi er helt klar til at forfølge sager, hvor vi ikke mener, at godtgørelserne matcher den skade, der er sket. I denne vanvittigt grumme sag vil et beløb aldrig kunne gøre det op for krænkelserne. Men her får medlemmet en reel godtgørelse og en afslutning,” fortæller Anja C. Jensen, formand for HK.

Dømt for fire voldtægter af HK-medlemmet

Byretten mente ikke, at det var bevist, at årsagen til opsigelsen var, at kvinden dagen før over for arbejdsgiveren havde fortalt, at hun blev udsat for seksuel chikane.

Men dommen i Østre Landsret slår fast, at der er en tydelig sammenhæng. Her lagde retten vægt på, at arbejdsgiveren havde sagt, ’at hvis kvinden ikke kunne sætte grænser i sit private liv, så kunne hun det nok heller ikke på sit arbejde’.

Kollegaens chikane bestod i, at manden befamlede kvinden på arbejdspladsen, ringede til hende 20-50 gange om dagen, hvor han lod som om, at han onanerede over telefonen. Han sendte også voldelige og seksuelle SMS’er til hende.

Kvinden følte sig nødsaget til at besvare SMS’erne og opkaldene, for gjorde hun ikke det, så resulterede det ofte i, at manden mødte op på hendes private adresse. Disse besøg endte til tider med, at manden voldtog hende.

Efterfølgende er han blevet dømt for fire voldtægter af medlemmet.

HK-advokat: En grum sag

Advokat Maria Rasmussen har ført sagen for HK. Hun er meget tilfreds med, at landsretten er enig med HK i, at HK-medlemmets fyring er en direkte følge af, at hun fortalte arbejdsgiver om de grove seksuelle krænkelser:

“Det her er en meget grum sag om seksuel chikane. Jeg er meget tilfreds med, at landsretten er enig med os i, at afskedigelsen skyldes at medlemmet fortalte sin arbejdsgiver, at hun havde været udsat for seksuel chikane. Det betyder, at vores medlem i stedet for ca. 60.000 kr. nu får lidt over en kvart million i godtgørelse.”

HK-medlemmet er enormt lettet både over resultatet, men også over at sagen er afsluttet

Maria Rasmussen fortæller, at HK-medlemmet er enormt lettet både over resultatet, men også over at sagen er afsluttet.

Den nye dom i Østre Landsret betyder, at virksomheden skal betale 40.000 kr. i godtgørelse for den seksuelle chikane og 211.860 kr. - svarende til ni måneders løn for den uretmæssige fyring. Altså i alt 251.860 kr. til kvinden.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

HK tillykke med resultatet!

”Arbejdsgiveren skulle simpelthen skamme sig” jeg er FULDSTÆNDIG enig!

"Byretten i Nykøbing Falster afgjorde sidste sommer sagen med en godtgørelse til kvinden på blot 25.000 kroner" det grænser til det flabede. Var det en kvindelig eller mandlig dommer?

250.000 kroner, for min skyld gerne højere.

Hvilken arbejdsgiver er der tale om?

Kurt, jeg forstår godt, at du gerne vil vide, hvem arbejdsgiveren er, men den fyrede, kvindelige medarbejder har været udsat for rigeligt, så mon ikke det er bedst for hende, at alverdens tastatur-krigere ikke kan finde hende? For kan man finde virksomheden, kan man også finde hende. Og mon ikke hun trænger til fred.

Nanna, som forbruger er der nogle virksomheder / produkter jeg gerne vil kunne vælge fra.

Forståeligt at potentielle kvindelige medarbejdere gerne vil varskos forud for en henvendelse til en sådan afskyelig virksomhed.

Annonce