Forleden dag kunne man læse, at en målrettet indsats af 2.000 tillidsrepræsentanter fra Dansk Metal for at finde arbejde til de medlemmer, der står til at ryge ud af dagpengesystemet til nytår, kastede ti jobs af sig. Ti jobs. Det efterlader cirka 1.600 andre Metal-medlemmer med akut risiko for at stå uden forsørgelsesgrundlag 1. januar. I alt vurderes det, at op mod 30.000 personer risikerer at lide samme skæbne.

Det er på den baggrund, at regeringen i august måned kom med Akutpakken, der med 332 mio. kr. i ryggen og arbejdsmarkedets parters fælles indsats, skulle skabe jobmuligheder for personer i risiko for at falde ud af dagpengesystemet.

Prist være den dag, hvor det går op for arbejdsgiverne, at det ikke er i deres interesse, at lade 10.000 unge rådne op i en praktikpladskø. At det ikke er i deres interesse, at 30.000 mennesker mister forbindelsen til arbejdsmarkedet, uden den nødvendige erfaring og tidssvarende uddannelse til at indgå i verdens dygtigste arbejdsstyrke.

Her medio oktober har resultaterne desværre ikke været særligt prangende. Fra sidelinjen lyder der nu ultimative krav, der måske er knap så ultimative, når det kommer til stykket, fjollede happenings, der ville få Danske Gymnasieelever til at skamme sig, samt direkte hykleriske formaninger fra det parti, der lagde stemmer til den oprindelige forringelse af dagpengeperioden. Intet af dette kan overraske. Dem, der ikke er villige til at bære en del af ansvaret, har meget nemt ved at stå og pege fingre af de andre.

Men hvorfor er der ikke nogen der peger på arbejdsgiverne? De har da trods alt – med Dansk Arbejdsgiverforening som pennefører – skrevet under på Akutpakken. I den forpligter arbejdsgiverne sig blandt andet til at etablere jobrotationspladser, voksenlærlingepladser, løntilskudspladser og praktikpladser, til at synliggøre de jobåbninger, der er og til at sætte særligt fokus på de ledige, der er sidst i deres dagpengeperiode.

Men det er åbenbart kun noget, der skal med i arbejdsgivernes skåltaler. For når de er ude af forhandlingslokalet kan de kun fokusere på skat, skat, skat og skat.

Prist være den dag, hvor det går op for arbejdsgiverne, at det ikke er i deres interesse, at lade 10.000 unge rådne op i en praktikpladskø. At det ikke er i deres interesse, at 30.000 mennesker mister forbindelsen til arbejdsmarkedet, uden den nødvendige erfaring og tidssvarende uddannelse til at indgå i verdens dygtigste arbejdsstyrke. At det ikke er i deres interesse, at hver 5. folkeskoleelev bliver sat af. At det ikke er i deres interesse, at den danske model undergraves af social dumping, discountoverenskomster og løndumping. Og at det bestemt ikke er i deres interesse, at politikerne skal lovgive på arbejdsmarkedet.

Men det er måske prisen man er villig til at betale, for at få fjernet topskatten?