Annonce

Arbejdstilsynet genåbner på nedsat kraft - på trods af modstand fra Venstre

Enhedslisten er utilfreds med, at Arbejdstilsynet ikke er tilbage på fuld kraft. Venstre stillede sig på bagbenene i forhandlingerne.
Mens storcentre og butikker mandag har fået lov til igen at slå dørene op, så vil Arbejdstilsynet fortsat køre på nedsat kraft.

Det blev konsekvensen af den aftale om anden fase af genåbningen, som alle Folketingets partier blev enige om torsdag.

Venstres Jakob Ellemann-Jensen sagde inden forhandlingerne til TV2 News, at han hellere prioriterede andre ting og have flere danskere tilbage i job, inden tilsynet øger aktiviteten.

Ifølge Netavisen Pios oplysninger, så havde der i forhandlingerne på Marienborg torsdag været en kamp mellem især Enhedslisten og Venstre om at genåbne hele Arbejdstilsynet allerede mandag. Sidstnævnte var imod.

Der blev i stedet lavet et kompromis, som betyder, at Arbejdstilsynet åbner op, i takt med øvrige offentlige institutioner også gør det.

I Beskæftigelsesministeriet oplyser man til Netavisen Pio, at man her regner med at have en plan for genåbningen klar i løbet af ugen.

Jeg er mildest talt utilfreds

Det kompromis er Pernille Skipper (EL) dog ikke umiddelbart tilfreds med:

"Det holdt hårdt bare at få ind, at Arbejdstilsynet skulle åbne løbende henover den næste periode. I Enhedslisten har vi kæmpet hårdt for, at Arbejdstilsynet skulle åbne på fuld kraft fra på mandag. Jeg er mildest talt utilfreds med, at det ikke kommer til at ske," siger Enhedslistens Pernille Skipper til A4 Arbejdsmiljø.

Jeg er mildest talt utilfreds med, at det ikke kommer til at ske

Udover Enhedslisten, har både fagbevægelsen og SF presset på for, at Arbejdstilsynet kommer tilbage og fører tilsyn med landets arbejdspladser.

Mange er bekymrede for smitte

Mange ansatte er bekymrede for at blive smittet med corona på deres arbejde. Med god grund - risikoen for spredning af virus er stor og vil kun stige i takt med genåbning af samfundet, lyder det fra Fagbevægelsens Hovedorganisation.

“Arbejdstilsynet er i denne coronatid måske vigtigere end nogensinde før. Som myndighed er tilsynet en helt central aktør for at sikre en ordentlig og tryg genåbning i de kommende måneder. Og for at sikre, at smitterisikoen forebygges effektivt i de brancher, der hele tiden har været åbne eller blev genåbnet i første fase, f.eks. i byggeriet, hjemmeplejen, dagligvarebutikkerne og daginstitutionerne,” skrev FH-næstformand Morten Skov Christiansen i sidste uge i et debatindlæg her på Netavisen Pio.

Siden Danmark lukkede delvist ned fra den 13. marts har to ud af tre medarbejdere i Arbejdstilsynet været hjemsendt,skriver A4 Arbejdsmiljø.

Og i den første måned efter corona-nedlukningen gennemførte Arbejdstilsynet kun 132 kontroller ude på landets arbejdspladser. Sammenlignet med samme periode sidste år, svarer det til fire procent af det normale antal tilsyn. Det viser en aktindsigt til Fagbladet 3F.

Fakta om aftalen

I aftaleteksten for genåbningsplanen står der følgende om Arbejdstilsynet:

"Regeringen vil løbende foretage nødvendige tilpasninger i den offentlige sektor fx ift. forsvar, politi, socialområdet, tilsyn, certifikatkurser mv.

I takt med genåbningen er der behov for, at Arbejdstilsynet og andre offentlige tilsyn og kontrolmyndigheder følger med".


David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet