Claus Hjortdals søforklaringer om Muhammed-tegninger

Det er en ærlig sag at være bange for voldsparate islamisters hævn, men selvcensur skal ikke bortforklares med, at man ikke vil gøre nogen kede af det
Vi har kunnet undervise i ytringsfrihed i hundredvis af år uden at vise Muhammed-tegninger.” 
 
Sådan sagde formanden for Skolelederforeningen, Claus Hjortdal, forleden til Berlingske.
 
I sig selv kunne det være en banal og ukontroversiel konstatering, for tegningerne har som bekendt blot 15 år på bagen, og derfor ville det naturligvis ikke være muligt at bruge tegningerne i et undervisningsforløb, da Claus Hjortdal var dreng.
 
Men hvis en lærer skal undervise en 9. klasse i historie, og emnet er ytringsfrihedens udvikling i Danmark fra enevælden og frem til nu, så ville de fleste (forhåbentlig) mene, at det er naturligt at komme ind på Muhammedkrisen, som er en af de mest alvorlige internationale kriser, Danmark har stået i centrum af.

Ambassader i brand

For at forklare skoleelever, der knap var født, da krisen udspillede sig, hvad den handlede om, ville det derfor være naturligt at vise eleverne billeder fra 2005 og 2006. På en PowerPoint ville man vise ambassader i brand, demonstranter og imamer fra Danmark, der rejste rundt i Mellemøsten og opildnede til had mod os, livvagter til tegnere, sikkerhedssluser og panserglas på avisredaktioner og meget andet.  
 
Men de karikaturtegninger, som fik fundamentalistiske muslimer verden over til at gå amok, ville ikke være den mindste smule relevant at vise, hvis man skal tro Claus Hjortdal:
 
”Jeg vil ikke vise dem [tegningerne] i undervisningen, fordi der sidder Yasmin og Muhammed, og deres forældre har en tro, der gør, at man ikke må håne dem ved at vise dem her i undervisningen.”

Ingen andre steder udøves den selvcensur

Det er selvfølgelig absurd. I ingen andre undervisningssammenhænge ville man udøve den form for selvcensur og forsøge at fremstille det som om, at man synes, det er et fornuftigt og rimeligt hensyn.
 
Hvis man ikke tør vise Muhammedtegningerne, så må man stå ved sin frygt og være ærlig omkring, at det er uhensigtsmæssigt, men skyldes, at der findes så mange voldsparate islamister.
 
Den frygt forstår og respekterer jeg. Men den understreger, at islamisterne har vundet første halvleg, og vi står over for et langt sejt træk, der skal sikre, at vi vinder anden halvleg, hvor disse primitive typer brutalt mærker fællesskabets styrke og statens voldsmonopol.  
 
Man svigter kampen, hvis man som Claus Hjortdal accepterer kompromiserne og accepterer, at voldsparate islamister skal have vetoret.

Giftig relativisering

Vi lever i den frie verden. Vi har ytringsfrihed, oplysning og kritisk sans. Og vi skal aldrig acceptere, at idéer, der hører til i dybe jordhuler, langsomt legitimeres, fordi de forsvares og pakkes ind i søforklaringer og dårlige undskyldninger om, at man ikke skal provokere eller såre.
 
Claus Hjortdals relativisering er giftig, fordi den gør alle idéer, følelser og holdninger lige legitime. Men i et demokrati er det ikke legitimt at modsætte sig ytringer, magtkritik eller satire.
 
Muslimer i Danmark er ligeværdige medborgere og dermed må de acceptere præcis de samme pligter, rettigheder og forventninger som alle andre.

Medlem af Folketinget og Udlændinge- og integrationsordfører for Socialdemokratiet.


placeholder

Kommentarer

"Den kloge giver efter. En sørgelig sandhed. Den forklarer dumhedens verdensherredømme"
Marie vov Ebner-Eschenbach

Nej Rasmus Stoklund, normalt er jeg meget enig med dig, men ikke her. Det gør ikke spor, at man har lidt empati for folk med en anden religion end vor egen, jeg har aldrig forstået formålet med at lave tegninger af noget nogle mennesker finder helligt for dem, og så kalde det ytringsfrihed. Vi gør det jo, fordi vi kan, men vi gavner ingen med det ej heller. Man kan sagtens lære om ytringsfrihed i skolerne uden at krænke andre.

Det må da være mærkeligt som ungt menneske at skulle lære om Muhammed-krisen, og så blive nægtet at se tegningerne. Derfor bør skolelærere i samlet flok nægte at bøje sig for islamisterne.

Esbjerg 22.10.2020.
Jeg er glad for Rasmus Stoklunds klare politiske stillingtagen. Rasmus Stoklunds analyse og vurdering hviler på klare socialdemokratiske værdier. Vi lever i en demokratisk retsstat bygget op gennem kamp mod kongedømme, stænderprivilegier og politisk reaktionære kræfter. Vi har ret til at ytre os, organisere os og forsamle os. Vi har tros- og religionsfrihed og vi har lovgivning, der muliggør, at vi kan anmelde bl.a. krænkelser. Det vil så blive behandlet af domstolene. Derfor er det helt ude i hampen, at islam og Muhammed skal have særstatus. De fleste i Danmark er mere eller mindre kristne, en hel del er som virkning af udlændingeloven af 1983 - som Socialdemokratiet skammeligt stemte for - muslimer, andre er katolikker, nogle dyrker asteroide, nogle er jøder, og en del er en blanding af ateister og kulturkristne. Vi har som socialdemokratisk grundsætning,at der skal være plads til alle. Det betyder ikke, at en religiøs retning som islam kan kræve særlige rettigheder eller hensyntagen. Jeg har da heller ikke oplevet, at hverken katolikker, kristne, jøder, asatroende ellerateister har krævet særlige rettigheder eller stillet krav om særlige hensyn. De er som vi alle er lige over for lovene i en demokratisk retsstat. Plads til alle betyder, at religiøse mennesker kan dyrke deres tro privat og sammen med andre. Det betyder ikke, at de kan ophæve det afgørende skel mellem det gejstlige og det verdslige.I vores daglige verdslige samfundsliv er vi borgere igen demokratisk retsstat. At bøje sig for muslimske særkrav om Muhammed og tilpasse sig efter hvilke trusler, muslimer retter mod blandt andet lærere er en glidebane. Den glidebane skal vi ikke ud på. Derfor er Rasmus Stoklunds indlæg klogt og velanbragt.
Venlig hilsen Lars RunoJohansen.

Annonce