For 14 dage siden blev jeg stillet en ny arbejdsopgave i udsigt af statsministeren. Som udvalgsformand for sundhedsområdet står jeg nemlig til at skulle være en del af bestyrelsen for et af de i alt 21 sundhedsfællesskaber.

Det er en opgave jeg helt klar til. Regeringens sundhedsreform har bestemt gode ambitioner og mål for sundheden, men (og det er et stort men) jeg er dybt bekymret for den af-demokratisering af sundheden som sundhedsreformen betyder.

Med afskaffelsen af regionsrådene bliver det embedsmandsvælde, politikerne har ikke flertal i bestyrelserne for de nye lokale sundhedsfælleskaber og i de fem nye sundhedsforvaltninger, der afløser regionerne og skal stå for sygehusdriften, er der slet ingen politikere.

Det samme gælder det overordnede sundhedsvæsen organiseret i den nye konstruktion Sundhedsvæsen Danmark. Vi skal altså ikke længere diskutere sundhedspolitik.

Folkelighed og sundhed

En af ankerne mod regionerne har været, at de ikke er folkelige. Tja, det er måske rigtig nok, men fik de nogensinde chancen for at blive det? Var det måske en umulig opgave fra start? Var det overhovedet meningen?

Uanset hvad, hvordan skal sundhedsforvaltningerne blive folkelige når der ingen politisk repræsentation er? Hvordan repræsenterer de borgerne? Uden politikere er sundhedsforvaltningerne hverken politisk eller geografisk forankrede i deres lokalområder.

Uden politikere er sundhedsforvaltningerne hverken politisk eller geografisk forankrede i deres lokalområder

Selvfølgelig betyder reformen, at en lille del af sundhedsvæsenet rykker tættere på borgeren, men en væsentlig del af det, sygehusdriften, forsvinder langt væk.
Hvordan skal vi som samfund diskutere sundhedspolitik, når der ikke er nogen politikere til at diskutere det? Politik er jo samtale og finde løsninger sammen.

Politik er jo både en kampplads og et forhandlingsrum.

Et liberalt ønske om mere privatisering?

Man kan spørge sig selv: Hvad er formålet med en sundhedsstruktur uden politikere? Det hele bliver meget professionelt og virksomhedsagtigt. Er det fortsættelsen af det liberale ønske om privatisering og konkurrenceudsætning, som også gennemsyrede kommunalreformen fra 2005. De gamle kommuner var for små, mens nye og store kommuner var mere interessante som markeder for private selskaber.

Med fem sundhedsforvaltninger uden politikere, bliver det alt andet lige nemmere, at privatisere eller konkurrenceudsætte dele af vores sundhedsvæsen. Bid for bid.

Ser vi i virkeligheden begyndelsen på et Danmark A/S

Ser vi i virkeligheden begyndelsen på et Danmark A/S? Det bliver et nej tak herfra.

Næste folketingsvalg bliver på alle måder spændende, men noget af det vigtigste er vel egentligt om vi ønsker et politisk og demokratisk forankret sundhedsvæsen. Det handler ikke om at vi skal kæmpe for 205 regionsrådspolitikere, men om at vi skal kæmpe for det de repræsentere – nemlig os alle sammen.  

Hvad med de små kommuner?

Til at starte med skrev jeg at opgaven med sundhedsfællesskaberne er en opgave jeg er klar til.

Det er også rigtig nok, jeg finder sundhedspolitik både interessant og vigtig, men jeg er bekymret for min kommunes sammenhængskraft når jeg ser den mængde og type af opgaver som kommunerne fremover skal løfte ifølge reformen.

Både i forhold til sundhedsopgaver men også det specialiserede socialområde og kollektiv trafik. Følger der fuld finansiering med til de ekstra opgaver? Har man i den borgerlige regering tænkt over, at der i Danmark også findes små kommuner, hvor ganske enkelte udslag giver store udfordringer.

Her er det altså ekstra vigtigt, at sundhedskroner følger med og at man har tænkt grundigt over hvordan opgaverne løses. Er der mulighed for, at kommunerne løser disse opgaver i lokale tværkommunale fællesskaber?

Grundlæggende er jeg bekymret for sundhedsreformen, både i forhold til det demokratiske underskud og til mængden af nye kommunale opgaver. Jeg håber ikke at sundhedsreformen er en kommunalreform i forklædning.