DF om pension til nedslidte: Skal først gælde fra 2040

Kristian Thulesen Dahl (DF): En ordning for nedslidte skal gælde fra år 2040, når den generelle pensionalder er oppe på 70 år - Socialdemokratiet undrer sig
Dansk Folkeparti er enig med Socialdemokratiet i, at der er behov for en aftale om tidlig pension for nedslidte, men onsdag aften trak DF’s formand, Kristian Thulesen Dahl, tilsyneladende i land.

I hvert fald melder DF nu, at en aftale for nedslidte først skal gælde efter at pensionsalderen har taget endnu ”et tigerspring frem”.

DF-meldingen faldt onsdag aften i TV2 News-talkshowet ”Lippert”. Altså aftenen før forhandlingerne mellem regeringspartierne, Socialdemokratiet, de radikale og Dansk Folkeparti om differentieret pension begyndte i Beskæftigelsesministeriet torsdag morgen.

Først når pensionsalderen når 70 år

Dansk Folkeparti ser gerne en ordning, der både ser på antal år på arbejdsmarkedet og brancher, hvor der er større risiko for fysisk nedslidning. Men en sådan ordning skal først gælde "om en del år":

Det er noget, der skal træde i kraft, når folkepensionsalderen stiger til 70 og derover

”Det er noget, der skal træde i kraft, når folkepensionsalderen stiger til 70 og derover,” siger Kristian Thulesen Dahl til TV 2 News-programmet.

Som resultat af Velfærdsaftalen fra 2006 stiger pensionsalderen år for år.

Ifølge Dansk Folkeparti skal en ordning for nedslidte først træde i kraft, når den generelle folkepensionsalder når op over 70 år – og det vil den først i år 2040. En pensionsalder på 70 år vil gælde for alle, der født efter 1. januar 1971.

”Det største bidrag til holdbarheden i dansk økonomi kommer faktisk af, at vi hæver folkepensionsalderen,” siger Kristian Thulesen Dahl.

Dansk Folkepartis model vil altså ikke få betydning for de danskere, der nærmer sig pensionsalderen de kommende årtier.

”Vi forholder os til en berettiget frygt hos specielt unge mennesker. Hvis de skal arbejde, indtil de er i 70’erne, kan de ikke forestille sig at gøre det indenfor et håndværkfag. Og vi har brug for, at de unge søger ind til erhvervsuddannelser,” siger han.

"Jeg må indrømme, at det undrer mig, hvorfor Dansk Folkeparti vil vente til 2040 med at give de nedslidte ret til tidlig pension," siger medlem af Folketingets beskæftigelsesudvalg for Socialdemokratiet, Mattias Tesfaye, til Netavisen Pio og tilføjer:

Socialdemokratiet ønsker at finde en løsning med det samme

"For betyder det så, at der ikke skal gøres noget for dem, som skal på pension de næste tyve år? Det er jo alle dem, der er over 50 år. Socialdemokratiet ønsker at finde en løsning med det samme. Og det er det, vi har lagt frem i forhandlingerne," siger Tesfaye.

Ifølge Velfærdsaftalen forventes det, at pensionsalderen når op på 72 år i år 2050.

S tror på ”andre resultater”

Efter torsdagens første forhandlinger om pension tror Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, ikke på, at de aktuelle forhandlinger mellem regeringen, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og de radikale – partierne bag Velfærdsforliget – munder ud i en aftale om differentieret pension på denne side af et folketingsvalg.

Til gengæld tror hun på, at de aktuelle forhandlinger kan byde på andre resultater:

De socialdemokratiske mandater arbejder altid

”Hvis jeg overhovedet kan få en aftale igennem med en borgerlig regering, så gør jeg da det. De socialdemokratiske mandater arbejder altid. Jeg tror bare ikke, at Løkke Rasmussen vil være med til det her. Men det betyder jo ikke, at vi så ikke kan få andre resultater igennem, og dem tager vi da med.” siger Mette Frederiksen til Ritzau - efter første forhandlingsmøde om pension i Beskæftigelsesministeriet torsdag formiddag.

Jan Kjærgaard er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

Det ligner Danmarkshistoriens største forsøg på politisk bluf,udført af Dansk Folkeparti.

Dansk politiks svar på Låsby Svendsen må være Thulesen Dahl , en politisk krejler som man kun kan blive snydt af.
Så fat det dog, kære socialdemokrater.

Kære debat-deltagere

Hvorfor er næsten alt, I skriver, om jeres modparts moralske og vidensmæssige mangler?
Det standser jo enhver debat, hvis man som en Carsten Jensen mener, at de, som han er uenige med, er "kældermennesker". Eller hvis man (som min kære kone, psykiater) altid spørger, om Zenia Stampe har fået sin RITALIN?

Hvorfor ikke få en debat, hvor vi som deltagere gør os klart, hvad vi er uenige om, og så argumenterer med fakta?

Til den konkrete sag: Her må udgangspunktet være: Hvor mange penge er der til rådighed? De 3 mia kr rækker jo kun til ca. 13.000 på senior-førtidspension. Det er næppe nok blot for at fylde det hul ud. Men hvad så alle dem, der skal kunne gå på førtidFOLKEpension? Et løst skøn siger umiddelbart 9 mia yderligere.

Derfor: Hvor meget skal der bruges? Behovet er jo uendeligt. Hvad med mange flere ansatte på sygehusene til mange flere behandlinger? Hvad med at få afskaffet det ødelæggende omprioriteringsbidrag fuldstændigt? Hvad med reelt at få styrket den kollektive trafik (halvering af billetpris)? osv

Mvh Jens Forman (medlem af SD)

Kan nogen vel da være overrasket over hvad DF lukker ud ? Akkurat som alle de andre politikere der lover guld og grønne skove før et valg. Ikke et eneste ord holder vand.
Der er ingen at tro på. Uanset hvad der bliver lovet.