David Trads og jeg har omtrent samme alder. Vi voksede begge op i Danmark i halvfjerdserne og blev teenagere i firserne. Men vores oplevelser endte alligevel med at blive diametralt modsatte, og det betyder faktisk en hel del, når det gælder forståelsen af den tilstand, som Amerika er endt i i dag.

David Trads’ nye bog, ”På jagt efter Amerikas sjæl. Er der håb for Guds eget Land?”, er først og fremmest en stærkt personlig skildring af hans kærlighed til landet, og samtidig et stærkt bekymret perspektiv på hvad den nærmeste fremtid vil bringe. For landet synes at stå overfor et totalt kollaps, hvor de institutionelle rammer for demokratiet er sprængte, og befolkningens selvopfattelse, eller identitet, ser ud til at være totalt forvitret.

Det er i skæringspunktet mellem Trads’ personlige forhold og nærmest ekstreme kærlighed til landet, og så hans skarpe, analytiske beskrivelser af de reelle forhold, at noget synes at være gået helt galt.

David Trads beskriver åbenhjertet hvorledes han som ung i firserne anerkendte, at den amerikanske kultur var suveræn, og at stort set alt, der stammer fra den del af verden, er bedre og mere eftertragtelsesværdigt, end noget som helst andet.

Da han i firserne flytter til Amerika for at gå på High School, laver han, sammen med en medstuderende, en slags analog datingsportal, der bliver ekstrem populær. Vennen spørger David Trads om ikke de skal forsøge at kapitalisere på denne ide, men han takker nej, og skriver, at det nok er fordi han ikke er rigtig amerikaner, der jo er så entreprenante.

Jeg har hørt det så mange gange. Min stedfader har også sådan en historie. Han og broderen opfandt trykluftpistolen, og blev inviteret til Amerika, hvor de plaffede kvæg ned i et uhyre tempo. Men de glemte at lave et patent. De kunne have endt som millionærer.

Det er vinderdrømmen, der sidder så stærkt i David Trads og mange andre, og han mener, at den er selve indbegrebet af den amerikanske drøm. Når man læser David Trads’ bog, så er det som om, at denne mentalitet dominerer på en ikke helt erkendt facon.

David Trads skriver direkte, at 70-er årtiet var en svipser, en gigantisk nedtur for den amerikanske “sjæl”, og at det først blev bedre igen, da Ronald Reagan kom til magten, og med sin smooth talk fik genoprettet troen på fremtiden og på “projektet”.

David Trads beskriver, hvordan han var fuldkommen betaget af de solbriller af mærket Ray-Ban, som Tom Cruise bar i Top Gun, og han sammenstiller filmen med toeren, Top Gun: Maverick, der lige har haft premiere. Forskellen er den, at man i Top Gun slet ikke var i tvivl om, hvem den amerikanske fjende er, mens man i Top Gun: Maverick ikke må få at vide, hvor fjenden nu er blevet af, selvom det er klart for David Trads, at det selvsagt må være Kina.

Og netop det skurrer i mine ører. Når David Trads taler om “Den amerikanske drøm”, så sætter han lighed med denne, og så “Den amerikanske sjæl”.

Modkulturelle bevægelser

Dengang jeg voksede op i halvfjerdserne, blev jeg stærkt præget af de pædagoger, som jeg blev passet af på de mange institutioner, hvor jeg opholdt mig. De var indbegrebet af tressernes modkulturelle skepticisme, nærmest anti-amerikanske, og de advarede imod konkurrencesamfundet, mod ekstrem forbrugskultur og mod imperialismen.

De var direkte imod den amerikanske Frontier Myth, der grundlæggende handler om, at den hvide mand kom til Det hellige land, hvor “den vilde” skulle civiliseres og Vesten kultiveres. De var imod den myte, som alle de klassiske westerns er bygget over.

Men denne anti-amerikanske holdning var slet ikke stærk nok til at holde os unge fast. Da firserne bragede imod os, energikrisen hørte op, efter Watergate-skandalen, efter Vietnamkrigen, Iran-kontra skandalen og den kolde krig begyndte at tage form, kom den amerikanske livsstil til os med en sådan kraft, at vi ikke kunne modstå den.

Vi spiste med begejstring deres burgere, drak deres colaer, spillede basketball, gik i deres tøj, lyttede til deres musik og så deres film. Og i modsætning til vores pædagoger, opdagede vi, at halvfjerdsernes modkulturelle film, de amerikanske, nok var voldelige, men samtidig et massivt opgør med den amerikanske myte og hippiernes naive utopier.

Og det er netop denne modkulturelle bølge, som David Trads slet ikke synes at være påvirket af. Film, lige fra Easy Rider, Blazing Saddles, The Exorcist, The Deer Hunter og Apocalypse Now var alle et massivt opgør med den amerikanske selvforståelse. Det var et selvkritisk blik på nationens mytologi.

Den ideologiske højredrejning

Når man ser nærmere på “pessimismens årti”, halvfjerdserne, så er det interessante, at vi her i Danmark er blevet flasket op med, at hippiernes utopi, borgerrettighedsbevægelsernes kampe, feminismens og den venstreorienterede kritik af kapitalismen, der toppede i 1968, fortsatte. Men det er langtfra tilfældet.

Parallelt med de modkulturelle bevægelser i tresserne, grundet en demografisk dynamik, der flyttede arbejdspladser fra Nord til Syd, opstod der et massivt mishag i det klassedelte Amerika, der samtidig flyttede magtcentret væk fra staterne i nord. Det begyndte med præsident Richard Nixon, men blev delvist bremset af hans fald. Med Ronald Reagan kom magtskiftet for alvor til udtryk, og med jordskredsvalget i 1981, hvor han blev udpeget som præsident, gik man fra at tale om Nixons “The Silent Majority”, til Reagans “The Moral Majority”.

Det var en ny-konservativ bevægelse, græsrodsorienteret, og den var ultra-liberal. Dens retoriske greb handlede om, at magteliten var intellektuelle, der hyttede deres eget skind, at staten stjal folks penge via skatterne, at feminister var lesbiske, at de kun var ude på at ødelægge kernefamilien og at formynderi var til skade for alle.

Det var en tid, hvor de ny-kristne abortmodstandere begyndte at få betydning for præsidentvalgene, og hvor de konservative igangsatte deres udgave af cancel culture, i form af  en kraftig bevægelse imod uopbyggelig litteratur og undervisning i skolerne.

Det er vigtigt at forstå denne retorik og bevægelse, for det er netop her, at Trads og jeg virkelig ikke ser udviklingen på samme måde.

Deregulering og polarisering

Grunden til at David Trads, ligesom utallige amerikanere, hylder Reagan, er den optimisme, som han retorisk stod for, samtidig med at energikrisen og inflationen hørte op, og der blev oprustet og kæmpet for demokratiet ude i verden, først og fremmest bekæmpelsen af russerne.

Men det var samtidig Reagan, der startede den kontinuerlige bølge af dereguleringer, skar i skatten til de rigeste, og trak finanserne ud af socialhjælpsektoren.

Alle var ikke begejstret. Nogle blev sat tilbage, og de kom egentlig aldrig rigtig på fode igen. Det ramte middelklassen og underklassen, og det er fortsat helt frem til i dag.

Det er derfor, at jeg ikke forstår David Trads’ analyser i bogen. Han beskriver indgående den splittelse, som er opstået med Donald Trump, og dermed demokratiets krise. Han beskriver uligheden, de sortes og det oprindelige folks tarvelige vilkår, og på sit road trip gennem det splittede land, møder han fans af Trump. De er ultra konservative, dyrker cancel culture, er eksplicit racister og de går ind for selvtægt, i form af forsvar med våben.

Det er spændende og oplysende læsning, når David Trads møder disse mange amerikanere, der forklarer ham deres ideologiske ståsteder, og hvorfor Black Lives Matter betyder noget og hvorfor de hvide reagerer så kraftigt mod det stigende antal farvede indbyggere. Man David Trads forankrer ikke disse bevægelser historisk, kun i alt for brede penselstrøg.

Wannabees

Man kan sige, at David Trads viser et USA, og dets ideologiske splittelser, men at det foregår ekstremt enøjet. For eksempel ved ikke at problematisere den cancel culture, der foregår på venstrefløjen, som Trads kun berører selvretfærdigt, og uden at reflektere over, at denne splittelse også er del af det ødelagte Amerika.

På et tidspunkt kommer han til Amerika, i 2008, under valgkampen, og med sig har han sin familie. De kommer forbi en Trailerpark, hvor de fattigste bor. De har hængt valgplakater op for republikanerne, og hans datter Anna undrer sig, fordi David har forklaret hende, at de, i modsætning til Barack Obama, vil hjælpe Wall Street, og ikke de fattigste.

David forklarer hende, at det er fordi de, ligesom de fleste amerikanere, er “wannabees”, dvs at de tror på “Den amerikanske Drøm”, at alle kan gå fra at være fattig avisdreng til millionær.

Lige præcis den forklaring tror jeg ikke på. Det er, i bedste fald, kun en delvis sandhed. Det er præcis her, at David Trads’ vurdering af halvfjerdserne som pessimismens årti, og firserne som “optimismens genkomst” er forfejlet, og sammenblandingen af “Den amerikanske sjæl” og “Den amerikanske Drøm” fremstår så fatal, for efter tresserne, Amerikas mest harmoniske og succesfulde årti, bliver den amerikanske drøm for flertallet en utopi.

David Trads ved godt, at den amerikanske drøm er en utopi. Han er trods alt en dreven korrespondent, og ved ufattelig meget om landets historie. Derfor er det også underligt, at han køber ind på det retorikken i Reagans optimisme, samtidig med, at han bruger sin bog på at tale om alle dem, der er kørt ud på et sidespor i Amerika.

Donald Trump har videreført ny-konservatismens og liberalismens principper fra sluttresserne og op gennem firserne, og han taler for, at “kultureliten” er arbejdernes fjender. Han er tilhænger af selvtægtsmanden, og hylder Charles Bronson i Death Wish-filmene fra halvfjerdserne, hvor helten plaffer storbyernes forbrydere, hovedsageligt sorte, ned. Selv ordensmagten i filmene anerkender behovet for selvtægtsmanden.  

Trump er modstander af staten, og han taler for, at der skal være mindre af den. Samtidig har han talt for afskaffelsen af retten til abort, og han går ind for retten til at købe og bære våben, ja, han opfordrer faktisk folk til at gøre det. Det er præcis, en til en, samme retorik, som også vandt stemmer tilbage i halvfjerdserne og i firserne. Og netop derfor handler det ikke udelukkende om, at de fattige tror på den amerikanske drøm, men snarere om, at de føler sig snydt af eliten og staten.

Borgerkrig

Mange mener, at Amerika står overfor en borgerkrig. Splittelsen er til at tage og føle på, og det hele fremstår så håbløst. Befolkningen er ramt af massiv pessimisme og had. Det er uhyggelige og skræmmende tider. Det er måske afviklingen af det Amerika, som vi kender. Det kan David Trads og jeg godt blive enige om.

Vi kan også enes om, at Donald Trump overgår alle sine forgængere i anti-demokratiske holdninger, i graden af løgne og manipulation. Men udviklingen frem mod den totale splittelse og den ekstreme ulighed skete ikke over en valgperiode. Det har længe været undervejs, faktisk gennem årtier.

Derfor er David Trads og jeg alligevel ikke enige, og det undrer mig, ærlig talt. Og det hele beror på, at David Trads tror på den amerikanske “optimisme”, sådan som den formidles af magthaverne, uden at skele direkte til de faktuelle, økonomiske skel, der i sidste ende er mest udslagsgivende.

Og det er derfor, at David Trads sådan tror på, at splittelsen udelukkende kommer fra højre, at identitetspolitik er entydigt positiv, og at Donald Trumps “pessimisme” og splittende holdninger er en central del af det amerikanske mareridt.

David Trads beskæftiger sig ikke med den historiske modkultur i Amerika, sådan som den blev etableret i halvfjerdserne, som reaktion på tressernes utopier og den økonomiske skævvridning, der begyndte i det efterfølgende årti. Han kan ikke anskue den historiske udvikling sådan, fordi han selv på en underlig facon hylder “den amerikanske drøm”, som den visnende venstrefløj mistede troen på, og som kom igen med Reagans jordskredssejr, hvor de naive hyldede “optimismen”, de klare fjendebilleder og troen på, at alle amerikanere kan arbejde sig til succes, og at fattige selv har valgt deres skæbne.

Det er derfor, at David Trads’ nye bog er så forvirrende og forfejlet, selvom den samtidig giver et reelt og rimeligt klart billede af nutidens splittede Amerika, dets ulykkelige skæbner og ekstreme holdninger. Men nogen forklaring på, hvorfor nogle tyer til at stemme på Donald Trump, indeholder bogen ikke skyggen af. Og det er i grunden ærgerligt.

David Trads: På jagt efter den amerikanske sjæl. Er der håb for Guds eget land? 345 sider. Politkens Forlag, 2022.