Annonce

Forlanger åbenhed i Samsam-sag, men klapper selv i som en østers

Søren Pape Poulsen (K) støtter en forundersøgelse, men vil ikke svare på, om han vil dele dét han ved om sagen med Folketinget.
De Konservative kræver sammen med oppositionens øvrige otte partier åbenhed om den spegede sag om den mulige efterretningsagent Ahmed Samsam, der sidder fængslet på sjette år. Men samtidig vil partiets formand, Søren Pape Poulsen ikke svare på, om han vil dele dét han som tidligere justitsminister ved om sagen.

De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, var justitsminister dengang Ahmed Samsam blev anholdt i Spanien tilbage i 2017, og også da Samsam året efter i Spanien blev dømt for at have støttet Islamisk Stat.

Under retssagen i Spanien hævdede Ahmed Samsam, at han var hvervet af de danske efterretningstjenester til at infiltrere IS-miljøerne i Syrien. Af samme grund bad den spanske domstol de danske efterretningsmyndigheder forholde sig til Ahmed Samsams påstande. Men efterretningsmyndighederne i Danmark reagerede aldrig på henvendelsen fra den spanske domstol.

På den baggrund opfordrer Enhedslisten nu Søren Pape Poulsen til i al fortrolighed at dele sin formodede viden - som tidligere justitsminister, da Samsam-sagen opstod - om sagen med Folketingets Granskningsudvalg.

Kan være med til at forhindre et muligt justitsmord

“Det er klart, at jeg vil opfordre Søren Pape til også at fortælle de ting, han ved,” siger Enhedslistens gruppeformand og medlem af Folketingets granskningsudvalg, Peder Hvelplund, til Netavisen Pio og føjer til:

Det er klart, at jeg vil opfordre Søren Pape til også at fortælle de ting, han ved

“Hvis man ligger inde med viden, der kan være med til at forhindre et justitsmord, så er man jo forpligtet til at bidrage med sin viden.”

På den baggrund har Netavisen Pio spurgt Søren Pape Poulsen, om han vil oplyse Granskningsudvalget om, hvad han ved om Ahmed Samsam-sagen.

Vi har også spurgt Søren Pape Poulsen, om han under sin tid som justitsminister fik oplysning om, at Ahmed Samsam var hyret som dansk efterretningsagent til at infiltrere IS-miljøer i Syrien.

Ikke-svar fra Søren Pape

Men Søren Pape Poulsen har ikke besvaret Netavisen Pios spørgsmål, som blev stillet til ham skriftligt tirsdag - ud over en sms-besked fra Søren Pape Poulsens særlige rådgiver, Simon Gosvig, der lyder:

Søren Pape Poulsen har ikke besvaret Netavisen Pios spørgsmål

“Vi har ikke noget at oplyse Socialdemokratiets kommunikationsafdeling.”

Netavisen Pio har yderligere spurgt De Konservatives medlem af granskningsudvalget, finansordfører Rasmus Jarlov, om han og De Konservative mener, at Søren Pape Poulsen bør oplyse over for udvalget, hvad han ved om Samsam-sagen.

Jarlov har ikke reageret på Netavisen Pios skriftlige henvendelse inden tidsfristens udløb.

Har udpeget PET-føringsofficer

Ahmed Samsam, der nu afsoner i et dansk fængsel, har over for DR Nyheder udpeget sin føringsofficer hos efterretningstjenesterne. Og denne er, ifølge DR, identisk med den PET-person, som sidder fængslet for uretmæssigt at have videregivet fortrolige oplysninger til offentligheden.

Den fængslede PET-person ventes under retssagen torsdag at tilstå at have viderebragt fortrolige oplysninger om Samsam-sagen, men også at han har gjort det, fordi han føler, det er hans pligt at medvirke til at undgå, at der begås et justitsmord på Ahmed Samsam.

Det peger alt sammen i retning af, at der har været et samarbejde mellem PET og Samsam

“Det peger alt sammen i retning af, at der har været et samarbejde mellem PET og Samsam tilbage fra december måned 2012. Og de oplysninger burde jo så være videregivet til den spanske domstol,” siger Hvelplund. 

Et stort mindretal bestående af oppositionens ni partier har netop gennemtrumfet, at Samsam-sagen skal forundersøges via Granskningsudvalget - trods modstand fra SVM-regeringen. Også De Konservative støtter forundersøgelsen.

SVM-regeringen mener, at Samsam-sagen i stedet bør behandles under fuld fortrolighed i Folketingets Udvalg vedrørende Efterretningstjenesterne.

Torsdag vil granskningsudvalget fastsætte rammerne for den besluttede forundersøgelse.

Peder Hvelplund foreslår, at udvalget som led i forundersøgelsen indkalder relevante ministre til i alt fire samråd.

Samsam-sagen

Sagen drejer sig om den terrordømte dansker, Ahmed Samsam.

Samsam er oprindeligt dømt i Spanien for at have tilsluttet sig Islamisk Stat i Syrien. Samsam hævder, at han på sine rejser til Syrien arbejdede for de danske efterretningstjenester.

Sagen kort fortalt:

  • Samsam er dansk statsborger, men har syrisk baggrund. Han rejste i 2012 for første gang til Syrien. Frem til 2014 foretager han flere efterfølgende rejser til Syrien.

  • I juni 2017 bliver Samsam anholdt i Spanien. Året efter bliver han idømt otte års fængsel, for at have tilsluttet sig Islamisk Stat.

  • Under i retssagen i Spanien oplyser Samsam, at han efter sin første rejse til Syrien blev hvervet af Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Forsvarets Efterretningstjeneste (FE).

  • Hverken FE eller PET har under den spanske retssag - eller efterfølgende - forholdt sig til oplysningen fra Samsam.

  • I december 2020 overføres Samsam til Danmark. Her bliver hans spanske dom konverteret til dansk retspraksis. Samsam skal i alt afsone seks års fængsel.

  • Samsam fastholder, at han har arbejdet for FE og PET. Kilder har over for DR og Berlingske bekræftet Samsams agent-påstand.

  • Ahmed Samsam har via sin advokat stævnet efterretningstjenesterne. Formålet er at tvinge efterretningstjenesterne til at bekræfte, at Samsam har opereret for dem som hemmelig agent i IS-miljøerne i Syrien. Retssagen starter i Østre Landsret 24. august.

  • I sidste uge har de to tidligere departementschefer, Karsten Dybvad, og Michael Lunn, talt for, at Samsam-sagen undersøges nærmere. De frygter, at Samsam kan være offer for et justitsmord. En række tidligere chefer i FE og PET anbefaler også at sagen undersøges.

  • Torsdag i sidste uge tilsluttede tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) sig ønsket om at Samsam-sagen undersøges.

Kilder: Berlingske, DR, Ritzau, Netavisen Pio

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Selvfølgelig vil han ikke bidrage med noget konkret. Hans interesse i denne sag er intet andet end ren opportunisme.

HVIS vi nu skal være helt ærlige, så risikerer Pape vel at få en sag på halsen hvis han siger noget. Præcis som Hjort.
Kan godt forstå han er forsigtig.

Vil man ikke dele oplysninger,der måske kan kaste ly over sagen,så er man ikke værdig til folketinget.