Annonce

En ydmyg men også kampberedt yngre sort kvinde er nu hovedperson i den amerikanske valgkamp

Selvbiografien af Kamala Harris fortæller overbevisende om det stof, hun er gjort af, skriver Niels Frid-Nielsen
Foto: Wikimedia Commons
Kamala Harris, USA's vicepræsident og præsidentkandidat for Demokraterne. Her fotograferet i 2019 i sin tid som senator.
Det var et sceneskift af format, da USA’s vicepræsident Kamala Harris i sommer overtog stafetten som præsidentkandidat fra Joe Biden.

En yngre, energisk og ambitiøs Harris overtog ledelsen af det demokratiske parti efter at en alderssvækket, famlende og nederlagstruet Biden måtte give op.

En selvbevidst, sort kvinde tog over efter en ældre, hvid mand, der - viste det sig - havde siddet for længe på magten og blokeret nye generationer i at overtage den.

Men nu var tiden kommet. Og Demokraterne halede øjeblikkeligt ind på Republikanerne i meningsmålingerne.

Et svækket og frustreret demokratisk parti, der forberedte sig på at miste magten til Republikanerne, blev forvandlet til en engageret, optimistisk og ambitiøs politisk massebevægelse.

Med ét var demokraternes kandidat i offensiven, mens republikanernes Trump ikke anede sine gode råd.

Harris var den yngre anklager, mens Trump fremstod som den gamle, kriminelt dømte, der stod tilbage og kun formåede at håne Kamala Harris for hendes latter og køn.

Hun fremstod stærk, han svag. Og mens jeg skriver dette, fører Harris et mulehår foran Trump i de meningsmålinger, der peger frem mod præsidentvalget den 5. november.

På amerikansk kalder man den slags for "gamechange", jeg kalder det et vaskeægte sceneskift på dansk.

Et godt sted at begynde

Vil man forstå det stof Kamala Harris (f. 1964) er gjort af, er hendes selvbiografi ’Det vi tror på’et godt sted at begynde.

Hendes far kom fra Jamaica og moren fra Indien, da de fandt sammen i Californien.

Forældrene var begge aktive i borgerrettighedsbevægelsen til ligestilling mellem sorte og hvide amerikanere.

Fra barnsben får Kamala Harris en kristen tro, der er vigtig for hende den dag i dag

De blev tidligt skilt, så Kamala Harris og søsteren Maya voksede op hos deres mor, Shyamala, der forskede i brystkræft og prægede pigerne, når det kom til værdier og holdninger.

"Mor var vokset op i et hjem, hvor politisk og social aktivisme var en naturlig ting", skriver Kamala Harris.

"Hun var klog og sej, kampberedt og beskyttende. Hun var generøs, loyal og sjov. Hun havde kun to mål i livet - at passe sine to døtre og at udrydde brystkræft".  

Shyamala Harris "arvede min bedstemors styrke og mod", skriver Kamala Harris.

"Folk, der kendte dem, var klar over, at de ikke skulle lægge sig ud med nogen af dem".

En kristen tro

Det var et hjem præget af musik, munterhed, fællesskab og troen på at verden kan blive bedre end den er.

Fra barnsben får Kamala Harris en kristen tro, der er vigtig for hende den dag i dag.

"Mine tidligste erindringer om Bibelens lære var om en kærlig Gud", skriver hun, og tilføjer:

"en Gud, der bad os tale for dem, der ikke kan tale for sig selv og forsvare de fattige og trængendes rettigheder. Det var der, jeg lærte, at tro er et udsagnsord; jeg tror på, at vi skal leve vores tro og vise tro i handling".

Progressiv anklager

Troen, morens fighterinstinkt og fællesskabet i det lokale kulturhus blev det, der hjalp Kamala Harris til at blive den første sorte, kvindelige statsanklager i Californien.

Som anklager retsforfulgte hun transnationale kriminelle organisationer, store banker, olieindustrien og uddannelsesinstitutioner, der var drevet af profithensyn, samtidig med at hun forsvarede loven om overkommelig sygesikring mod angreb og ikke mindst engagerede hun sig i kampen mod fravær i grundskolen.

Det gjorde hun, fordi hun mente, at det var det bedste man kunne gøre for at forebygge kriminalitet.

Det er i de år, hun udvikler sig til hvad hun kalder en progressiv anklager.

"Min forestilling om en progressiv anklager var en, der brugte embedets magt med fornemmelse for retfærdighed, perspektiv og erfaring, en som var klar i mælet om behovet for at stille alvorligt kriminelle til ansvar, og som forstod, at den bedste måde at skabe tryghed i det offentlige rum på var at forhindre kriminalitet i det hele taget".

Jobbet som chefanklager førte hende videre til senatet og videre som vicepræsident for præsident Joe Biden

Men ikke nok med det.

"En progressiv anklagers opgave er at passe på dem, der bliver overset, at tale for dem, hvis stemme ikke bliver hørt, at se og forholde sig til årsagerne til kriminalitet, ikke blot konsekvenserne af den, og at rette projektørerne mod ulighed og urimelighed, som fører til uretfærdighed.

Det er at anerkende, at ikke alle behøver at blive straffet, at det, mange har brug for, simpelthen er hjælp".

Jobbet som chefanklager førte hende videre til senatet og videre som vicepræsident for præsident Joe Biden.

Skuffede i rollen

Som vicepræsident har hun været en fæl skuffelse, eller i hvert fald næsten usynlig i skyggen af Biden.

Selvbiografien ’Det vi tror på’ er skrevet tilbage i 2019, så den rummer ikke forklaringen på, hvorfor Joe Biden blev siddende så længe, og tog rampelyset fra den yngre generation af demokrater, som Harris tilhører.

Hun fortæller levende om sin kamp for legalisering af marihuana, mod politivold og om hvorfor hun mener, at Trumps mur mod Mexico er et stort bluffnummer, der ikke giver mening.

Men når sandheden skal frem, er ’Det vi tror på’ stærkest i skildringen af personen Kamala Harris.

I bogen lærer vi hende at kende som barn af borgerrettighedsbevægelsen, feminismen og den aktive modkultur i Californien.

Men politik handler også om personer. Præsidentvalget i USA handler i særdeleshed om personer

Hendes personlige integritet, troværdighed og interesse i andre menneskers ve og vel vokser side for side.

Netop fordi hun formår at forene morens ydmyge beskedenhed med ambitiøst og ansvarligt lederskab tror man på, at hun er gjort af det stof, der skal til for at fylde jobbeskrivelsen for en præsident helt ud.

Detaljerne i hendes politiske program kan diskuteres, og mange vil ganske givet finde det for venstresnoet og flippet på den californiske måde.

Derfor er det godt for Demokraterne, at hun har den mere jordbundne Tim Walz ved sin side som vicepræsidentkandidat.

Men politik handler også om personer. Præsidentvalget i USA handler i særdeleshed om personer.

Hvis du vil forstå hovedpersonen i det amerikanske præsidentvalg, er Det vi tror på det helt rigtige sted at begynde.

 

Kamala Harris. ’Det vi tror på’. 348 sider. 2019 (på dansk 2021). Forlaget Klim.

Kulturkommentator og forfatter. Forhenværende kulturredaktør på Det fri Aktuelt og i DR Nyheder.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Jeg vil ikke kloge mig på om demokraternes eller republikanernes politik er den bedste for USA eller for dens sags skyld verden. Men at få en præsident som galper op om snyd, strøer om sig med helt ud i hampen øgenavne, domstolssager og hvad der ellers er af Trump ting og sager, må det være en hel befrielse for verdenssamfundet at få valgt Kamala Harris som den næste præsident for USA. Jeg krydser fingre for Kamala

Det undre mig at der stadig er så mange amerikanere, der vil stemme på republikanerne med den usympatiske psykopat Donald Trump i spidsen, som deres foretrukne præsidentkandidat, men sådan er de religiøse i bibelbæltet, når bare de kan få afskaffet fri abort og en uændret våbenlovgivning er de klar til at stemme på hvem som helst.

Det undrer ikke mig. Biden var dødkedelig, Kamala Harris er dødkedelig, mens Trump er en showman. I et land, hvor der ikke vil ske nogen som helst reelle politiske ændringer for almindelige mennesker, hvad enten man stemmer på den ene eller den anden kandidat, stemmer folk selvfølgelig på den mindst kedelige. Og meget kan man sige om Trump, men han er i det mindste underholdende.

Hvis man synes Donald Trump er underholdende, skal man da en særegen smag for "humor" og underholdning, men selvfølgelig er der nogen der der "elsker" psykopater som Trump.

Humor er humor. Der er selvfølgelig mennesker, som er blottet for humor, og det skal I da have lov til at være.

Du har helt ret, psykopaten Donald Trumps humor, kan sammenlignes med den form for humor "kammerat" Stalin anvendte i Sovjetunionen.

Stalins galgenhumor var legendarisk, han fik som bekendt Churchill helt op i det røde felt i Yalta, så Roosevelt måtte lægge sig imellem og gyde olie på vandene. Men jeg har svært ved at se, hvordan Trumps humor kan sammenlignes med Stalins. Trumps humor er mere af den ufrivillige slags.

Fuldstændig ligesom Biden og Harris, med den forskel at Trump får folk til at himle med øjnene, mens Biden og Harris får folk til at krumme tæer.

Det eneste gode, man kan sige om Kamala Harris, er at hun ikke er Hillary Clinton.

Trump og humor 🤭 -Det er vidst det som kaldes et par uforenelige størrelser. Dertil er Trump alt for egocentrisk, en permanent tilstand hvor der ikke levnes plads til andet end personen Trump -