Vi har flere journalister i Danmark, der kan nævne navnene på de to pandaer i Københavns Zoologiske have, end vi har journalister der kan forklare Den Danske Model
Jeg har en stærk formodning om, at vi har flere journalister i Danmark, der kan nævne navnene på de to pandaer i Københavns Zoologiske have, end vi har journalister, der kan forklare Den Danske Model. Og det får det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Jeg oplever nemlig ofte hvilke konsekvenser det har.
Senest skabte danske journalisters uvidenhed om arbejdsmarkedspolitik en shitstorm rettet mod de gamle LO-forbund. Den handlede om, at de "griske fagforeninger" har enorme formuer, men stadigvæk tillod sig at opkræve kontingenter i en størrelsesorden, der vil kunne give selv Lars Seier sved på panden. Kun én journalist vidste, at de høje formuer er nødvendige forud for overenskomstforhandlingerne i 2020, når der skal lægges pres på arbejdsgiverne, og stor ros til ham.
Det er skræmmende, at en så vigtig dagsorden for almindelige lønmodtagere bliver dækket af journalister, der egentlig hellere ville skrive om krænkelse og dyrere cigaretter.
Krifas overenskomster var så dårlige, at de ikke engang selv kunne stå ved dem
I 2017 opsagde Krifa deres samarbejdsaftale med Kristelig Arbejdsgiverforening, fordi de ikke mente at arbejdsgiverne var villige til at samarbejde. Sagt på en anden måde, så var Krifas overenskomster så dårlige, at de ikke engang selv kunne stå ved dem til sidst. En kæmpe nyhed i dansk arbejdsmarkedspolitik, der var ualmindeligt relevant for diskussionen om valget af fagforening. Men hvor mange medier valgte at dække historien? Indtil videre har jeg ikke kunne finde andet, end en nyhedsartikel på Netavisen Pio. Det er skammeligt.
Det at kunne se sin egen hverdag i medierne bør være en ret forbeholdt flere end blot Politiken-segmentet. Og derfor er vi nødt til at have ord som: Nultimerskontrakter, Social Dumping, Arbejdsmiljø, Fastansættelser og Vikaransættelser på skoleskemaet hos Journalisthøjskolen. Hvis ikke vi skal have faldende opbakning til mediestøtte og færre lønmodtagere i den offentlige debat, så er man også nødt til at rejse de dagsordener i medierne, der er relevante for den gængse lønmodtager. Og det kræver en grundlæggende forståelse hos journalisterne for vores arbejdsmarked og for politiske interesseområder.
Vi skal væk fra sensationshysteri og Café Latte-nyheder
Derfor bør vi sende journalister en tur forbi filebænken, sygesengen og byggepladsen under deres uddannelse, da det er en vigtig og dannende oplevelse at møde hverdagens helte, inden man skal levere nyheder til dem.
Vi skal væk fra sensationshysteri og Café Latte-nyheder og have nyheder, som den almindelige lønmodtager kan relatere til.
Kommentarer
Hårde men sande ord.