Annonce

Dansk Folkeparti: “DSB skylder de fyre­de tog­revi­sorer gen­ansæt­telse og en kæmpe und­skyldning”

”Jeg kan godt forstå, hvis der er folk i medarbejderkredsen, der har mistet al tillid til ledelsen i DSB,” siger DF’s transportordfører
Foto: Dansk Folkeparti
Nick Zimmermann (DF), medlem af Folketinget, erhvervsordfører
Sagen om de to fyrede DSB-togrevisorer bemærkes nu også på Christiansborg.

Dansk Folkepartis transportordfører, Nick Zimmermann, mener således, at sagen er håndteret helt og aldeles forkert af DSB’s ledelse med direktør Flemming Jensen i spidsen.

Jeg kan godt forstå, hvis der er folk i medarbejderkredsen, der har mistet al tillid til ledelsen i DSB

“Jeg kan godt forstå, hvis der er folk i medarbejderkredsen, der har mistet al tillid til ledelsen i DSB, når de lader en bindegal muslim stå og råbe og spytte på deres medarbejdere, og så sender de vedkommende blomster og chokolade, mens medarbejdere får stukket en fyreseddel i hånden,” siger Nick Zimmermann til Netavisen Pio - med henvisning til, at DSB’s ledelse i sagsforløbet helt og holdent har holdt sig til en klagende kundes fremstilling.

Kunden forklarede i marts måned, at hun var blevet udsat for vold af de to togrevisorer på Buddinge Station. Af uopklarede årsager holdt DSB’s ledelse sig alene til den klagende kundes forklaring.

DSB bortviste de to togrevisorer - som begge havde mere end tyve års ansættelse i DSB bag sig -  uden løn.

Kunden fik af DSB-ledelsen derimod blomster, chokolade, en undskyldning - og næsten 10.000 kroner til dækning af påståede skader på en el-cykel - og til dækning af psykolog bistand.

De to DSB-ansatte fremførte, at det tværtimod var kunden, der var aggressiv og voldelig. Men DSB’s ledelse ville ikke høre på dem og deres forklaring.

Forbund havde ryggen mod muren

Da politiet i første omgang ikke fandt grundlag for at rejse tiltale mod den klagende kunde for vold indgik Dansk Jernbaneforbund efter to måneder - med ryggen mod muren - et forlig med DSB.

Forliget indebar, at de to fyrede fik løn i deres opsigelsesperiode - og blev fritstillet i hele opsigelsesperioden.

Tænk engang at behandle folk på den måde

Men det betyder ikke - understreger formanden for Dansk Jernbaneforbund, Preben S. Pedersen, fredag over for Ekstra Bladet - at forbundet på noget tidspunkt har ment, at fyringerne var sagligt begrundede:

“Jeg synes, det er skandaløst. Tænk engang at behandle folk på den måde,” lyder det fra forbundsformanden.  

Kunden nu dømt for vold mod de DSB-ansatte

Senere i forløbet indgav Dansk Jernbaneforbunds advokat en klage over politiets passivitet i sagen. Statsadvokaten pålagde politiet at genoptage sagen, og tidligere på måneden faldt der så dom i sagen ved Retten i Glostrup.

DSB-kunden blev dømt på alle anklagepunkter. Hun er idømt 40 dages fængsel for vold mod de to DSB-ansatte.

Et videoklip med lyd optaget af episoden på Buddinge Station af den ene af de to fyrede togrevisorer, Heidi Lauritzen, var afgørende for sagens udfald. En videofilm, som DSB's ledelse så for første gang under retssagen.

Videooptagelsen viser, hvordan den nu dømte kvinde farer frem med meget stor aggressivitet mod den ene af de to togrevisorer - mens den DSB-ansatte forsøger at få ro på situationen.

Den nu dømte kvinde slår og spytter på den ene DSB-medarbejder, og kalder hende for "fucking so" og andre ukvemsord.

TV 2 har offentliggjort videoklippet. Det kan du se her.

DSB: Voldsdom ændrer intet

Men for DSB ændrer retssagen ingenting:

De to forløb har ikke nødvendigvis noget med hinanden at gøre

“Det er jo to forskellige ting. Der foreligger en retssag, og så foreligger der en faglig sag. De to forløb har ikke nødvendigvis noget med hinanden at gøre,” siger kommunikationschef Niels-Otto Fisker til Netavisen Pio.

Torsdag understregede DSB-kommunikationschefen over Netavisen Pio, at DSB således ikke skylder de to togrevisorer hverken en undskyldning eller noget som helst andet - på trods af kunden nu er dømt for vold ved Retten i Glostrup:

"Det indgåede forlig er i sagens natur fuldt og endeligt.”

DF: DSB bør gøre alt for at gøre skaden god igen

Dansk Folkepartis transportordfører, Nick Zimmermann, er lodret uenig: 

Fyringen var uretmæssig

“Jeg synes, at DSB-direktør Flemming Jensen og den øvrige ledelse bør gøre alt for at gøre skaden god igen. Fyringen var uretmæssig. DSB skylder de to togrevisorer genansættelse og en kæmpe undskyldning."    

"DSB har behandlet denne her sag forkert fra starten"

Den ene af de to togrevisorer, Heidi Lauritzen, udtalte torsdag til Netavisen Pio, at hun er fortørnet over, at DSB fastholder, at de har handlet korrekt i sagen: 

“DSB har behandlet denne her sag forkert fra starten. Min kollega og jeg er aldrig blevet hørt. Vi er aldrig kommet til orde. DSB har alene handlet på baggrund af en kunde-klage. På det ensidige grundlag blev vi bortvist. DSB har ikke alene handlet forkert, men også ulovligt,” sagde Heidi Lauritzen til Netavisen Pio og fortsatte:

“DSB har manet sig op i en krog. Det var først i retten de hørte - via den videooptagelse med lyd, som jeg optog af optrinnet - hvordan kunden opførte sig. Det oprindelige forlig er indgået på falske betingelser. Og nu vil DSB-toppen så ikke indrømme, at man fra starten fejlbehandlede den her sag. DSB skylder os en undskyldning og en erstatning,” sagde Heidi Lauritzen.

Hun er selv kommet videre, og har fået nyt job. Det samme har Heidi Lauritzens fyrede kollega. Men forinden har Heidis kollega været sygemeldt på baggrund af det voldsomme forløb i fem måneder.

“Det har været et utrolig hårdt forløb. Først bliver vi overfaldet af en meget aggressiv kunde, så vil vores arbejdsgiver ikke høre på os, og vi bliver bortvist - selv om vi bare har passet vores arbejde. DSB glemmer, at togrevisorer og andre DSB-ansatte nu frygter, at de får en lignende behandling. At de ikke kan regne med at de har DSB-ledelsens ryg,” udtalte Heidi Lauritzen.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Skulle DSB-ledelsen da erkende en kæmpestor og åbenlys fejl? Arh, det kan vi da vel ikke forlange af dem ;-)

Hvad er det nu DSB-direktør Flemming Jensen får i løn?

Alt for meget.
Et spark i r.... vil være passende.

DSB ledelsen har gennem de sidste par år haft det ualmindeligt svært ved samarbejdet med de faglige repræsentanter for medarbejderne - Kan huske at det i 2019 betød at lokoførerene nedlagde arbejdet - i protest over at man ikke havde fået en ny aftale på plads - Så,de stod uden en tillidsrepræsentant til at varetage deres interesser i hverdagen -

Det er på tide, at der ruller hoveder på ledelsesgangen.

Hvorfor ikke også i bestyrelsen - det er jo den der udpeger direktionen

https://www.dsb.dk/om-dsb/virksomheden/organisationen/bestyrelsen/

Flemming Jensen kommer fra SAS. Heller ikke der var han verdensmester i at samarbejde med de ansatte. I stedet har han skabt bunker af konflikter med de ansatte. Senest Jernbanearbejdernes fagforening i en lønstrid og nu efterlader man 2 togrevisorer på perronen efter en konflikt uden den støtte de naturligt burde forvente af DSBs ledelse. DSB ejes af staten. Hvad mener trafikministeren om DSBs håndtering af den her sag ? Jeg kunne forestille mig trafikministeren skal i samråd efter nytår. Alt andet vil være utænkeligt.

Jeg ved ikke, hvor meget det skal hjælpe at have det i folketinget.
Her er vores repræsentant jo Lene Espersen, som flygtede fra sin opgave og ikke mødte i arktis da hun var minister for dette ommråde. Men det er jo selvfølgelig godt at sidde og gnave ben i DSB.

Du har en pointe vedr Lene Espersen i DSB bestyrelsen - Hun er i sin tid udvalgt til medlemsskab af bestyrelsen af trafikministeren - Så det er næppe fra den side af bestyrelsen man skal forvente opbakning i personale anliggender - Den del må de medlemsvalgte repræsentanter i bestyrelsen kæmpe for - hvilket nok er en svær opgave overfor en ledelse der tilsyneladende ikke vægter et samarbejde med medarbejderrepræsentanterne særlig højt -

Hvor er de ansatte i DSB henne i denne sag. De burde bakke deres tidligere kollegaer op, ved som minimum at nedlægge arbejdet i nogle timer hver dag, indtil ledelsen indser, at man har et problem, der ikke er løst. Næste gang er det måske deres tur, når en sur kunde anklager dem for ting de ikke har gjordt.

Populisterne er hurtig på aftrækkeren, hvor det bedst kan betale sig.