De fire store spørgsmål i det politiske efterår

Der er masser af politiske spørgsmål som venter på svar, men i efteråret vil særligt et spørgsmål trænge sig på: Hvornår kommer det?
De danskere politikere og deres medarbejdere er så småt ved at finde tilbage til kontorerne efter sommerferien og en ny politisk sæson står for døren.

Officielt skydes folketingsåret først i gang den første tirsdag i oktober, og derfor indledes sæsonen traditionen tro med partiernes sommergruppemøder, som mange partier normalt bruger på at lancere et lidt større udspil, som sætter tonen for partiets prioriteter i den kommende tid.

Der er også tradition for, at partierne bruger deres sommergruppemøder på at ændre lidt på holdopstillingen i forhold til hvem der har hvilke ordførerskaber.

Og med et folketingsvalg rundt om hjørnet, så vil mange sandsynligvis lige se efter, om man nu også har de bedste folk på posterne, eller om der skal rokeres lidt rundt.

 

Hvornår kommer det valg?

Det politiske efterår vil helt sikkert blive præget af stadig tiltagende valgrumlen på Christiansborg, for et folketingsvalg kommer jo nærmere og nærmere.

Meningsmålingerne vil blive nærstuderet i partiernes valgkampsafdelinger og enhver politisk udmelding vil blive tolket i retning af ”at det gør de nok, fordi der snart kommer valg”. Første gang valgrumlen for alvor tager til, vil være i forbindelse med fremlæggelsen af finanslovsforslaget i slutningen af august.

Beslutningen om valgudskrivelse er dog som bekendt helt op til statsministeren. Lars Løkke Rasmussen kan dog vente helt til slutningen af maj næste år med at gøre noget, men så kommer valget også med sikkerhed, for det skal senest være den 17. juni 2019.

 

Hvad skal politikerne diskutere?

Regeringen fik kort før sommerferien lukket en hel stribe forskellige politiske aftaler om blandt andet medier, energipolitik, ungdomskriminalitet og indfødsret.

Det betyder også, at det er lidt småt med bundne opgaver på regeringens program, men regeringen har blandt andet lovet at komme med en stor sundhedspakke med særligt fokus på psykiatrien, og så kan man også se frem til at regeringen kommer med en klimaplan og en sammenhængsreform af den offentlige sektor, som vil være regeringens svar på, hvordan man kan komme af med bureaukrati og kontrol i den offentlige sektor.

Også på beskæftigelsesområdet er der lagt op til en revidering af lovgivningen, som styrer beskæftigelsesindsatsten, hvor målet blandt andet er at få færre af de sager, hvor alt for syge mennesker sendes i uværdig arbejdsprøvning.

Sundhed, klima, beskæftigelse og organiseringen af den offentlige sektor. Alle fireemner som godt kunne gå hen og blive store i en kommende valgkamp.

 

Hvem skal ”ned til EU”?

Næste år er der valg til Europa-Parlamentet, og det betyder at efteråret i mange partier vil blive brugt på at færdiggøre opstillingslisterne og vedtage valgprogrammer.

I nogle partier sker det ved urafstemning, mens andre enten skal igennem afstemninger på landsmøder eller kongresser om hvilke kandidater, der skal stå hvor på stemmesedlen.

Europa-parlamentsvalget bliver afholdt 26. maj 2019.

 

Hvad skal der ske med den danske model?

Efter det langstrakte forløb med fornyelsen af de offentlige overenskomster i foråret, åbnede både politikere og fagforeningsfolk op for en diskussion om en fornyelse af den danske forhandlingsmodel på det offentlige område. Den diskussion er allerede begyndt, og vil formentlig tage til i løbet af efteråret.

En anden udløber af overenskomstforhandlingerne er kommunernes og lærernes aftale om en kommission, som skal se på ”en ny start” for folkeskolen. Og finde en løsning på lærernes (manglende) arbejdstidsaftale.

I fagbevægelsen fortsætter arbejdet med LO-FTF-fusionen. Blandt andet vil der engang i løbet af efteråret blive løftet sløret for, hvad den nye hovedorganisation for 1,5 millioner lønmodtagere skal hedde.

Fusionen betyder også, at en lang række medarbejdere i begge organisationer skal finde sig et nyt arbejde, når den nye organisation officielt begynder sit arbejde den 1. januar 2019.

 

Partiernes sommergruppemøder - kalender

6.-8. august: Dansk Folkepartis sommergruppemøde, Sønderborg

8.-9. august: Liberal Alliances sommergruppemøde, Juelsminde

15.-17. august: Alternativets sommergruppemøde, Teaterøen, København

16.-17. august: SF’s sommergruppemøde, Metalskolen Jørlunde, Slangerup

16.-17. august: Konservative Folkepartis sommergruppemøde, Gl. Skovridergaard, Silkeborg

16.-18. august: Venstres sommergruppemøde, Aarhus

20. august: Enhedslistens sommergruppemøde, Hvidovre Hospital

21.-22. august: Socialdemokratiets sommergruppemøde, Kolding

21.-22. august: Radikale Venstres sommergruppemøde

23.-24. august: Kristendemokraternes sommergruppemøde

David Troels Garby-Holm er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook