Denne udvikling har, efter min overbevisning, bidraget til en fragmentering af både lærernes rolle og skolens grundlæggende formål.

Skoleudviklingen er i al forhøj grad blevet drevet af en akademisk tilgang til dataindsamling og eksperters forestillinger om, hvordan skolen skal udvikles.

Resultatet er en skolehverdag, hvor der lægges stor vægt på præstationsevaluering og data som styrende for beslutninger.

Evidensbaserede tilgange dominerer, og skolen er i stigende grad blevet styret af en unuanceret forståelse af, hvad der virker – og nej - jeg ikke er imod forskning og evidens, men lærernes professionalisme og faglige indsigt skal igen have en central rolle i beslutningsprocesserne.

Det har bestemt ikke gjort noget godt for elevernes læring og trivsel

Som følge af denne tendens, hvor skolesystemet er blevet stadig mere centreret omkring målbare resultater og evidens, har vi mistet kontakten til den daglige praksis og de værdier, der gør skolen til en meningsfuld del af børnenes liv.

Det har bestemt ikke gjort noget godt for elevernes læring og trivsel.

Fremmedgjorte lærere

Lærerne, som ellers har været brobyggere mellem fællesskabets værdier og elevernes individuelle behov, har mistet deres grundlæggende base.

De må næsten føle sig fremmedgjorte i en skole, hvor deres faglighed og indsigt ikke længere anses som en integreret del af udviklingen.

Udviklingen i de seneste år har haft en tendens til at favorisere individuelle og specialiserede tiltag frem for fællesskabet.

Dette har ført til, at elever med særlige behov ofte bliver henvist til specialtilbud i stedet for at være en del af den fælles ramme.

For at vende denne udvikling er det nødvendigt at genoprette balancen mellem individ og fællesskab i skolen

Det er paradoksalt, at ambitionerne om inklusion i praksis ofte fører til eksklusion af de elever, der skiller sig ud.

For at vende denne udvikling er det nødvendigt at genoprette balancen mellem individ og fællesskab i skolen.

Lærernes stemmer skal igen spille en central rolle i beslutningsprocesserne, og skoleudviklingen skal i højere grad tage udgangspunkt i de erfaringer og observationer, som lærerne gør sig i det daglige arbejde med eleverne.

På tide at tage lærerne ind fra sidelinjen

Med det nye kvalitetsprogram for folkeskolen er der heldigvis en bevægelse i gang, der anerkender og giver mulighed for behovet for at inddrage praktikerne mere aktivt i udviklingen af skolen.

Denne udvikling er afgørende for at skabe et skolemiljø, hvor både lærere og elever trives som en del af et større fællesskab, og hvor lærernes faglighed igen får den plads og anerkendelse, den fortjener.

Det er på tide, at skoleledelserne tør tage lærerne ind fra sidelinjen, for de er nøglen til at vende udviklingen i folkeskolen.