Annonce

Debat: Mette Frederiksen er den mest EU-glade statsminister i Danmarkshistorien

På fire et halvt år har Mette Frederiksen formået at væve Danmark dybere ind i EU’s spindelvæv af bureaukrati og overstatslig regulering, selvom hun har iscenesat sig selv som EU-skeptiker. Det skriver medlem af Europa-Parlamentet for Dansk Folkeparti, Anders Vistisen, i dette debatindlæg.
Foto: Dansk Folkeparti
Anders Vistisen, medlem af Europa-Parlamentet for Dansk Folkeparti.
Mette Frederiksen har gjort en dyd ud af at iscenesætte sig som en EU-skeptisk statsminister.

I starten af sin første regering langede hun således ud efter EU for at have et kritisabelt pengeforbrug, for mange ansatte og skæve mødetider, mens hun skråsikkert forsikrede danskerne om, at forbeholdene lå fast, og at EU’s ambitioner om et forøget EU-budgettet var ”fuldstændig gak”.

I dag kan vi imidlertid konstatere, at Mette Frederiksens selviscenesættelse som EU-skeptiker ikke helt står på mål med virkeligheden.

Tværtimod har Mette Frederiksen stået bag beslutninger for et større og mere magtfuldt EU, end nogen tidligere statsminister har gjort.

Afskaffede forsvarsforbeholdet

Som første statsminister nogensinde har Mette Frederiksen således formået at afskaffe ét af de fire forbehold, som begrænser EU’s magt over Danmark, nemlig forsvarsforbeholdet. Til trods for, at Mette Frederiksen og Socialdemokratiet havde lovet danskerne, at forbeholdene udgjorde fundamentet for Danmarks EU-deltagelse.

Det lykkedes hverken Poul Nyrup, Anders Fogh, Helle Thorning-Schmidt eller Lars Løkke Rasmussen at afskaffe et forbehold. Mette Frederiksen hev sejren i hus.

Mette Frederiksen stiller sig nu bag EU-elitens ambition om at udvide EU med en lang række østeuropæiske lande

Samtidig har Mette Frederiksen accepteret den største forøgelse af EU-budgettet i Danmarkshistorien. I 2019 kaldte Mette Frederiksen det ”fuldstændig gak”, at Danmark skulle betale mere til EU.

Alligevel endte hun med at give danskerne en gigantisk ekstraregning til EU på omkring 4,5 milliarder kroner om året, en stigning på over 22 procent af det forhenværende EU-budget.

Udvidelse mod øst

Mette Frederiksen stiller sig nu bag EU-elitens ambition om at udvide EU med en lang række østeuropæiske lande, til trods for at de ligger meget fjernt fra resten af Europa ift. økonomi, demokrati og værdier.

Man vil blandt andet optage Albanien – et muslimsk land med en af verdens farligste mafiaer, hvis borgere får fri adgang til at nasse på Danmarks velfærdsydelser og bidrage til social dumping, hvis de optages i EU.

Samlet set tales der om at optage op mod 60 millioner østeuropæere i EU, hvilket Mette Frederiksen tilsyneladende støtter op om.

Mette Frederiksen vil med andre ord give EU mere magt på bekostning af Danmarks ret til selvbestemmelse

Alt imens render Mette Frederiksens udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen, rundt og advokerer for at afskaffe vetoretten på en række essentielle udenrigs- og forsvarspolitiske beslutninger.

Det har Mette Frederiksen ikke modsagt, og man må derfor antage, at udenrigsministerens ord dækker regeringens og statsministerens standpunkt.

Mette Frederiksen vil med andre ord give EU mere magt på bekostning af Danmarks ret til selvbestemmelse i også sikkerheds- og udenrigspolitikken.

Spindelvæv af bureaukrati

Mette Frederiksen har kun været statsminister i fire et halvt år. Det er omkring halv så lang tid, som Anders Fogh Rasmussen sad.

Alligevel har Mette Frederiksen formået at væve Danmark dybere ind i EU’s spindelvæv af bureaukrati og overstatslig regulering, end nogen tidligere dansk statsminister har formået.

Men vi kan i hvert fald aflive myten om, at Mette Frederiksen skulle være en EU-skeptisk statsminister, der sætter Danmark først

Mette Frederiksens kollegaer i Bruxelles må være pavestolte!

Om det skyldes, at Mette Frederiksen oprigtigt er så glad for EU, som hendes politiske beslutninger er udtryk for, eller om det skyldes statsministerens ambitioner om en international toppost i EU, FN eller Nato efter perioden som statsminister, kan vi selvfølgelig ikke sige med sikkerhed.

Men vi kan i hvert fald aflive myten om, at Mette Frederiksen skulle være en EU-skeptisk statsminister, der sætter Danmark først.

Det stik modsatte synes nærmere at være tilfældet.

Medlem af Europa-Parlamentet for Dansk Folkeparti.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Mener Vistisen og DF stadig at vi bør gøre som briterne og forlade EU - Det var partiets nuværende formand Messerschmidt ellers varm fortaler og tilhænger af i 2017 - ?
Og i giver fald , hvordan ser partiet Danmarks muligheder for at klare sig uden for det europæiske handelssamarbejde - ?

Det er tydeligt i dette indlæg fra Vistisen er blevet skrevet og dramatiseret med hjælp fra hans nye kampagneleder Asger Juhl ( tidligere chefredaktør på Ekstra Bladet ) - Det er som at læse en af Ekstra Bladets utallige artikler om hvor forfærdelig Mette Frederiksen er -

Enig med Nielsen. Jeg er SÅ træt af Df politikere, Danmarksdemokraterne og NB. Og EU er et gode for DK. Vi er for små til at stå alene. EU fungerer bedre nu end tidligere. Om det skal udvides ???

Det eneste "politik" de har på hylderne er at nedgøre andre.

Hvad har mette foretaget sig, der har gavnet Danmark?

Hvad har du selv foretaget dig til gavn for Danmark???

Intet! Han har kun haft snabelen nede i fælleskassen.

Skråsikre Anders Vistisen mener sammen med resten af Dansk folkeparti Danmark sagtens kan tage kampen op ude EU og sætte dagsorden i verden.

Gad vist hvilken verden de mennesker lever i? Populisme uden siddestykke, som opfordre danskerne til at styrte Danmark i grus.