Debat: Otte eksempler på statsindgreb der gør markedet bedre

Den fri konkurrence kommer ikke af sig selv, men skal hjælpes på vej af staten, mener debattør Balder Asmussen.
Skal staten bestemme hvilke varer private virksomheder producerer, hvilken pris de tager for deres varer, og hvor meget de giver direktøren i løn?

Nej vel? Markedskræfterne sørger for, at der bliver produceret netop de varer, som forbrugerne efterspørger.

Den frie konkurrence sørger for, at priserne er rimelige. Hvis nogen tager en pris mange gange højere end produktionsomkostningerne, vil de hurtigt blive underbudt af konkurrenter.

Virksomheder må kunne tilbyde en attraktiv løn, for at kunne tiltrække de dygtigste ansatte.

Ovenstående gælder dog kun som en generel regel.

Konkurrence er ikke en naturtilstand 

Vi foretrækker fri prisdannelse på et marked frem for en statsstyret økonomi, fordi vi ved, at fri konkurrence er mere effektiv, end hvis produktion og priser bestemmes centralt.

Somme tider glemmer vi dog, at konkurrence ikke er en naturtilstand, men noget vi skaber med lovgivning. Med andre ord, det er staten der skaber rammerne for det frie marked.

Her kommer en række eksempler på statsindgreb, som gør markedet mere effektivt. Listen er rangordnet, så de fleste er enige med de første eksempler, mens de sidste eksempler formentlig kræver lidt overvindelse.

Det velfungerende marked kan karakteriseres ved: (1) Fri konkurrence, hvilket kræver mange udbydere, så ingen kan øve selvstændig indflydelse på priserne. (2) En homogen vare, som flere kan producere. Der kan ikke være fri konkurrence på et produkt, som kun produceres af en udbyder. (3) Fuld information, vi skal kende kvalitet og pris på alle varer, der udbydes.

Og nu til listen over fornuftige statsindgreb.
 

1) Skal staten fastsætte miljøkrav for produkter som legetøj og fødevarer?

Ja. Som forbruger kan vi ikke undersøge, om hvert eneste produkt vi køber, er sundhedsfarligt. Vi skal være sikre på, at vi ved, hvad det er vi køber, ellers er der ikke en reel konkurrencesituation.

 

2) Skal staten bestemme, at vi kan returnere defekte varer? 

Ja. Hvis ikke vi kan returnere defekte varer, risikerer vi, at virksomhederne holder op med at konkurrere på kvalitet.

 

3) Skal staten bestemme specifikationerne på møtrikker og mobilopladere?

Ja. På den måde sikrer vi, at der reelt er konkurrence. Som forbruger får du på denne måde valget mellem flere produkter.

Tænk bare på stikkontakter og strømstyrke. Det ville være noget rod, hvis alle vores el-apparater ikke havde samme standard.

Glæd dig over, at EU har vedtaget, at alle mobiltelefoner og tablets fremover skal have samme standard.

 

4) Skal staten bestemme, at to store virksomheder ikke må fusionere (slå sig sammen til en endnu større virksomhed)?

Ja. Hvis de herved bliver så store, at de opnår markedsdominans og kan sætte prisen, som de har lyst til.

 

5) Skal staten bestemme, hvad en togbillet koster?

Ja. Togdrift er et naturligt monopol.

Det er ikke muligt at vælge mellem togafgange fra konkurrerende firmaer.

Fraværet af konkurrence tvinger staten til at diktere rimelige priser, uanset om togdriften gennemføres af staten eller private.

 

6) Skal staten bestemme, at man ikke må kopiere andres opfindelser?

Ja, det er jo på en måde tyveri at kopiere. Men på den anden side skal der være mulighed for, at andre kan forbedre og videreudvikle en opfindelse.

Derfor skal man kunne tage patent (eneret) på en opfindelse, men kun i maksimalt 20 år.

I dag er lovgivningen (især i USA) blevet udvandet, så det ofte er muligt at forny patenter uden reelt at have opfundet noget nyt. Det skader konkurrencen.

 

7) Skal staten bestemme, at medicinalindustrien skal sælge deres medicin billigere?

Ja. I USA kan det nemt koste 80.000 kr. om året for en sukkersygepatient at købe insulin (nødvendigt for at overleve).

De store insulinproducenter har sikret sig markedsdominans ved at påvirke politikerne med store pengegaver.

Fraværet af konkurrence betyder, at de kan forlange en pris langt over produktionsomkostningerne. Så høj, at folk dør, fordi de ikke har råd til medicin. Når der ikke er fri konkurrence, bør staten bestemme priserne.

 

8) Skal staten sætte et loft på, hvor meget man må tjene?

De seneste årtier er topdirektørers lønninger og aftrædelsesordninger steget til helt absurd store beløb (også i Danmark).

Det er naivt at tro, at en direktør producerer værdi for 100 gange mere end en normal ansat.

De absurd høje direktørlønninger gives ikke, fordi direktører øger produktionen til gavn for alle.

De gives fordi direktørerne har politiske kontakter, som de kan udnytte til at skærme deres firma fra konkurrence.

De gives fordi direktørerne risikerer at må gå af, når det afsløres, at firmaet har brudt loven. De gives fordi direktørerne risikerer at må gå af, når firmaet fusionerer med konkurrenten for at sikre en dominerende markedsposition.

Det giver altså god mening, at sætte et loft over, hvor meget en direktør må tjene, eftersom de høje lønninger faciliterer en samfundsskadelig adfærd. Alternativt kan man brandbeskatte ekstremt høje indkomster.

I årtierne efter anden verdenskrig var den øverste marginalskattesats over 90 procent i USA, det forhindrede ikke USA i at være verdens rigeste land.

Gymnasielærer og historiker med speciale i dansk økonomisk politik i efterkrigstiden. 


placeholder

Annonce