Det vrimler med løsgængere

Inger Støjberg langt fra eneste løsgænger i Folketinget
Foto: Folketinget/Steen Brogaard - Fotografik: Mette Skov Myrup
Orla Østerby, Simon Emil Ammitzbøll-Bille, Jens Rohde
Inger Støjberg er langtfra den eneste løsgænger i Folketinget. Faktisk har der ikke i årevis været så mange løsgængere i Folketinget som netop nu.

Venstre har leveret to løsgængere på det seneste: Ud over Inger Støjberg, der indtil for nylig var Venstres næstformand, har også Venstres tidligere formand Lars Løkke Rasmussen for nylig forladt Venstre-skuden.

Venstre, De Radikale og løst missil

25. januar mistede De Radikale Jens Rohde, der indtil videre giver den som løsgænger.

Jens Rohde var indtil sit farvel til De Radikale partiets repræsentant i Folketingets politiske ledelse, Præsidiet. Desuden var han De Radikales medieordfører.

Jens Rohde har erfaring med at forlade partier. Han var således fra 1998 til udgangen af 2006 medlem af Folketinget for Venstre.

Han stoppede sin politiske karriere for at blive direktør på TV 2 Radio, men blev fyret som radio-direktør i 2007, fordi han op til valget i 2007 var kilde til en tvivlsom historie om den daværende S-politiker, Henrik Sass Larsen.

Men Jens Rohde stillede op til valget til Europa-Parlamentet for Venstre i 2009 - og blev valgt. Og genvalgt i 2014. I 2015 meldte han sig ud af Venstre - til fordel for De Radikale i protest mod Venstres udlændingepolitik.

Juni 2019 stillede han op for De Radikale til Folketinget - og blev valgt.

Jens Rohde havde sin politiske glansperiode i 2001 til 2006, da han var daværende statsminister Anders Fogh Rasmussens højrehånd, som Venstres politiske ordfører.

Det var i den egenskab, at Jens Rohde i 2006 affyrede sin berømte missil-bemærkning i en ordveksling med Socialdemokratiets daværende formand, Helle Thorning-Schmidt.

I en debat betegnede S-formanden Jens Rohde som et løsgående missil. Og så kom bemærkningen fra Jens Rohde:

Med et glimt i øjet kan jeg sige, at hun endnu har tilgode at se mit missil, så jeg tager det roligt

“Med et glimt i øjet kan jeg sige, at hun endnu har tilgode at se mit missil, så jeg tager det roligt.”

Socialdemokratiets daværende politiske ordfører, Lotte Bundsgaard, replicerede, at det ikke var en måde at diskutere politik på og betegnede Rohde som både “sjofel” og “en gadedreng”.

Nu giver Jens Rohde den så som løsgående løsgænger.

Gled i #MeToo

Det samme gør Orla Østerby. Han var indtil for nylig ellers medlem af den konservative folketingsgruppe.

I den brede offentlighed er det den tidligere radikale leder Morten Østergaard, den tidligere socialdemokratiske overborgmester Frank Jensen, og de tidligere mangeårige nærmest ikoniske skærmtrolde på TV 2, Jens Gaardbo og Jes Dorph-Petersen, der mistede job og anseelse på grund af deres uacceptable og krænkende adfærd over for kvinder.

Men også Orla Østerby har fået en offentlig reprimande for sin krænkende adfærd.

Østerbys konservative gruppefælle, Birgitte Klintskov Jerkel, fortalte i efteråret, hvordan hun havde oplevet, at den samme mand på Christiansborg havde passet hende op på gangene og klappet hende bagi.

Hun har også oplevet, at en mandlig politiker pludselig lagde sin hånd på hendes ryg og kørte den ned langs ryggen og endte med at lade hånden ligge på hendes højre balle.

Om de konkrete hændelser kan tilskrives Østerby vides ikke med bestemthed. Men vi ved, at Østerby cirka omkring 2017 har krænket sin daværende kvindelige partifælle.

22. oktober 2020 udtalte den konservative gruppeformand, Mai Mercado, ifølge en pressemeddelelse fra den konservative pressetjeneste:

“Partiet kan på ingen måde acceptere, at man fysisk og verbalt udsætter en anden for grænseoverskridende adfærd. Derfor fratager vi nu Orla Østerby sine ordførerskaber.” 

Østerby udtalte, stadig ifølge pressemeddelelsen, at han ikke kan huske de konkrete krænkende episoder:

Men jeg tror naturligvis ikke, at min kollega lyver, så derfor vil jeg gerne beklage og undskylde

“Men jeg tror naturligvis ikke, at min kollega lyver, så derfor vil jeg gerne beklage og undskylde, at de omtalte berøringer er opfattet som grænseoverskridende. Det må være sket i misforstået kækhed, som så slet ikke er opfattet sådan,” sagde han.

Det blev føjet til, at Orla Østerby havde givet Brigitte Klintskov Jerkel en undskyldning. Og også at hun havde accepteret undskyldningen.

Og dermed kunne den gode stemning være genskabt, men sådan gik det ikke.

4. december oplyser Østerby, at han forlader den konservative folketingsgruppe for i stedet at blive løsgænger.

I en pressemeddelelse bragt af TV Midt-Vest skriver Østerby blandt andet:

“Jeg gør det som en konsekvens af partiets håndtering af sagen i oktober, hvor jeg blev beskyldt for grænseoverskridende adfærd over for en kollega.”

Dobbelt løsgænger

Folketingets ubestridte mest erfarne løsgænger må så absolut være Simon Ammitzbøll-Bille.

Han er er nemlig løsgænger for anden gang.

Oprindeligt blev han valgt til Folketinget for De Radikale i 2005. Så røg han uklar med partiet i 2008. Han var så løsgænger - første gang - i 2008-2009.

Han flirtede med tanken om at danne sit eget parti, hvis navn undertegnede lige har gemt. Det gør ikke så meget for Ammitzbøll-Bille droppede efter en tid selv ideen og lod sig i stedet opsuge af Liberal Alliance, hvis formand var den tidligere radikale Anders Samuelsen.

Her blev Ammitzbøll-Bille i hele ti år. Undervejs opnåede han ministerstatus som indenrigs- og økonomiminister.

Han blev genvalgt til Folketinget i 2019 for Liberal Alliance. Men som kun en af fire. De fire var dog meget forskellige, så Ammitzbøll droppede ud af Liberal Alliance få måneder efter sit genvalg i oktober 2019.

Ammitzbøll-Bille blev løsgænger for anden gang. Igen gik han igang med at starte sit eget parti, som denne gang fik navnet Fremad.

Men det gik ikke ret meget Fremad for partiet

Men det gik ikke ret meget fremad for partiet. Og Simon Emil droppede Fremad for igen helhjertet at hellige sig tilværelsen som løsgænger.

Løb skrigende væk fra Josephine

Andre løsgængere er de tre afhoppere fra Alternativet: Uffe Elbæk, Susanne Zimmer og Sikandar Siddique.

De har det til fælles, at de alle tre ikke rigtig kan lide Josephine Fock, der blev valgt som formand for Alternativet 1. februar 2020 - efter at Uffe Elbæk havde valgt at trække sig som Å-leder.

Ja, faktisk var der hele fire valgte alternavister, der ikke kunne lide Fock

Ja, faktisk var der hele fire valgte alternavister, der ikke kunne lide Fock. Den fjerde var Rasmus Nordqvist. Men han lod sig opsuge i SF’s folketingsgruppe.

Elbæk, Zimmer og Siddique er frie grønne. Nærmest et parti, og så alligevel ikke. Så formelt er de alle tre løsgængere.

Det hører - måske - med til historien, at Josephine Fock i november - efter kun ti måneder som formand for Alternativet uden varsel stak af fra det hele. Så nu er Alternativets eneste folkevalgte på tinge, Torsten Gejl, igen helt alene. Men han virker ikke, som om han er ked af det. Faktisk måske snarere meget lettet.

Jan Kjærgaard er redaktør på Netavisen Pio.


placeholder

Kommentarer

De andres grænseoverskridende adfærd er vel en god grund til at blive løsgænger. Vi er dem de andre ikke gider lege med. Og så bliver vi alene. I et samfund der dyrker den enkeltes potentiale og det social betyder mindre og mindre, kan det vel ikke være anderledes. Samtidig mødes vi af højere og højere krav. Udskilningsløbet sier flere og flere fra. Uenighederne er vokset med klimakrise, integrationskriser, ligestillingskrise, og senest coronakrisen. Tillid vokser i baghaven, men da alle hellere vil rejse rundt i udlandet, vokser ukrudtet fra grund til grund og ingen gider tage sig af skidtet. Tillid er blevet en by i Rusland! Og her styrer Putin!
Ham har vi nu mindst 20 af i folketinget!
Demokratiet lever kun på Facebook, Twitter, sociale medier.
Demonstrationer er nu mere normen end at melde sig ind i et politisk parti, hvor man møder hinanden ansigt til ansigt over en dagsorden.
Nu netværker vi!
Og pludselig står vi på gader eller stræder.
Likes styrer det hele.

Ikke underligt at Socialdemokratiet står så stærkt i øjeblikket.
Det eneste parti der har styrken til at få en stor gruppe til at arbejde sammen.
Kunsten i alle store virksomheder. Produktudvikling og medarbejderopbakning. Pligten først. Så rettigheder.
Kunsten i politik.

Løsgængere skaber et hav af nye små virksomheder. Kun ganske få overlever. Men de popper hele tiden op.
Med nye ideer.
Dansk politik er blevet på markedsvilkår. Det har de borgerlige ønsket i mange år.
Kunderne køber åbenbart ikke hvad som helst. De er kvalitetsbevidste. Prisbevidste. Sundhedsbevidste. Og måske klimabevidste!

Hej Aksel.
God analyse. Tak
Bent Jensen

Annonce