Annonce

Digitale virksomheder udnytter skattefinte til at profitere på unge udlændinge

3F beskylder digitale arbejdsplatforme, som Happy Helper og Wolt, for at løbe fra skatte-regningen, når de hyrer unge udlændinge.
Virksomheder som Wolt og Happy Helper profitere på unge udenlandske arbejdere, der kommer midlertidigt til Danmark og derfor ikke behøver betaler skat, som alle andre medarbejdere. Sådan lyder kritikken fra fagforeningen 3F, der vil have stoppet ordningen bag.

Den skarpe reaktionen fra 3F kommer efter, at Netavisen Pio har afdækket, at antallet af udlændinge på “arbejdsferie” i Danmark er mere end tredoblet. Alene i årets første syv måneder kom 2300 unge til landet gennem Working Holiday-ordningen. 1500 af dem var unge argentinere, hvis hjemland er ramt af økonomisk krise.
 

3F: Manglende skat gør lave lønninger mulig 

Mange af unge sydamerikanere arbejder ifølge fagforbundet 3F på de nye digitale arbejdsplatforme, som eksempelvis Wolt og Happy Helper, hvor de hyres ind som selvstændige erhvervsdrivende til lønninger et godt stykke under overenskomsten.

De er udrejst igen længe inden f.eks. SKAT og fagbevægelse kan nå at gøre noget

Ifølge 3F er de lave lønninger muliggjort af, at mange af de unge ikke betaler skat af deres løn.

“Ingen fører opsyn med de unge sydamerikaneres løn og ansættelsesvilkår, eller med hvor de arbejder. Og de er udrejst igen længe inden f.eks. SKAT og fagbevægelse kan nå at gøre noget,” siger Tina Møller Madsen, der er gruppeformand for Privat Service, Hotel og Restauration i 3F til Netavisen Pio.

De unge, der kommer til Danmark på et Working Holiday-visa, kan maksimalt være i landet i 12 måneder, og derfor har skattevæsenet meget svært ved at inddrive pengene, mener Tina Møller Madsen.
 

Ubetalt skat for millioner 

For under en måned siden offentliggjorde Skattestyrelsen resultatet af en kontrol af de ansatte på arbejdsplatformene. Kontrollen afslører, at ni ud af ti ansatte på fem udvalgte digitale arbejdsplatforme, manglede at betale skat.

Skattestyrelsen kontrollerede her 844 udvalgte borgere, der arbejder på en af platformene, og fandt fejl i skatteindberetningen for cirka ni millioner kroner. Styrelsen afviser dog at oplyse, hvilke virksomheder, som indgår i undersøgelsen.

“Mange af de borgere, som har udført arbejde på platformene, mangler kendskab til skattereglerne på området og er ikke opmærksomme på, at de selv skal sørge for at indberette deres indtægter,” lød forklaringen dengang fra underdirektør i Skattestyrelsen Camilla Hesselby i et skriftligt svar til DR.   

De manglende skatteindbetalinger kan sidestilles med sort arbejde

De, som er tilknyttet platformene som selvstændige erhvervsdrivende, har selv ansvar for at svare skat af deres løn, der udbetales som honorar. Platformene optræder ikke formelt som arbejdsgivere og har derfor ingen forpligtelse til at indberette udbetalingerne til SKAT.
 

3F: Kan sidestilles med sort arbejde

Ifølge Tina Møller Madsen er de manglende skatteindbetalinger med til at gøre det muligt for digitale arbejdsplatforme, som rengøringsvirksomheden Happy Helper, at betale et lavere honorar til de “falske selvstændige”, som de har tilknyttet: 

“De manglende skatteindbetalinger kan sidestilles med sort arbejde. Mekanismerne er de samme: Når de ansatte beholder bruttolønnen – typisk mellem 120-130 kroner i timen – så kan arbejdsgiveren slippe med at betale en løn, der ligger væsentligt under overenskomsten, 20-40 procent under,” siger hun.

Det er en stor misforståelse, når de danske platformstjenester forbindes med manglende skattebetaling

Direktør og stifter af rengørings-platformen Happy Helper, Dennis Forchhammer, mener det forholder sig stik modstand, og at platforme som Happy Helper gør sort arbejde til hvidt arbejde: 

“Det er en stor misforståelse, når de danske platformstjenester forbindes med manglende skattebetaling og negativ Uber-arv. (..) Langt de fleste af kunderne på de nye platforme udnytter servicefradraget på 25 procent. Dermed bliver sort til hvid ren­gøring,” skrev han i en kronik i Berlingske sidste år.

I 2017 modtog arbejdsplatformen Happy Helper et lån på 3,5 millioner kroner fra statens finansieringsfond, Vækstfonden. Dengang lød argumentet fra den daværende erhvervsminister Brian Mikkelsen (K), at regeringen gerne ville “omfavne deleøkonomien” og fremme innovation og nytænkning.

Styrelsen vil ikke sætte navn på

Om budtjenesten Wolt og rengøringsvirksomheden Happy Helper er blandt de platforme, hvor Skattestyrelsen har fundet omfattende fejl i skatteindbetalingen, har styrelsen ikke ønsket at oplyse.

Dog har Skattestyrelsen oplyst, at mindst en af de undersøgte platforme arbejder indenfor rengøringsbranchen.

Det vides ikke hvor stor en andel af de undersøgte personer, der er udlændinge eller opholder sig i Danmark midlertidig gennem Working Holiday-ordningen.

Sarah Scheer er podcast-redaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet