Selv om dødsdommen over socialdemokratismen har været afsagt i årtier, så lever partiet stadig i bedste velgående. Og i diametral modsætning til mange af de europæiske socialdemokratier, der er segnet på bjerget af succes, selvtilfredshed og sanering, så er der faktisk liv i det gamle danske socialdemokrati.

Den politiske diskussion er vækket til live. Den levende debat i Socialdemokratiet er gjort til en vej uden om afgrunden.

Den form for udgivelsesiver virker larmende, hvis man sammenligner med tavsheden under Helle Thorning Schmidts regime

Socialdemokratiske folketingsmedlemmer som Mattias Tesfaye og Kaare Dybvad Bek har allerede flere opsigtsvækkende debatbøger på samvittigheden, mens deres kolleger Peter Hummelgaard Thomsen, Dan Jørgensen, Pernille Rosenkrantz-Theil og Ane Halsboe-Jørgensen forventes at udgive bøger i den kommende tid.

Den form for udgivelsesiver virker larmende, hvis man sammenligner med tavsheden under Helle Thorning Schmidts regime eller tilsvarende for Løkkes tavse tropper.
Hvor findes vejen ud af ørkenen

At debatten er sluppet løs blev understreget, da Socialdemokratiets gruppeformand Henrik Sass Larsen i sidste uge kastede endnu en debatbog ind i manegen. Et chok for mange. De måbende politiske journalister og kommentatorer skulle pludselige tolke, hvad intentionen dog kunne være med en ny bog – så tæt på et valg?

Er det en drejebog, et opgør med fortiden eller noget helt tredje? Sandheden er givetvis mere simpel og kedelig, end medierne drømmer om. Det er hverken en tjekliste, køreplan eller drejebog for en ny regering, men blot et politisk debatoplæg, der kommer fra hjertet.

Bogen, der bærer titlen ’Exodus – vejen frem for centrum-venstre’, er ”et bud på, hvordan centrum-venstre bliver relevant igen”, som det står skrevet i indledningen.

Det er let at lade sig provokere og svært at se ud over mediernes stormfulde overskrifter, men det mest interessante i ’Exodus’ er bogens konkrete tiltag

Dermed er den også en erkendelse af, at Socialdemokratiet ikke får svarene på fremtidens udfordringer foræret, men skal arbejde og kæmpe for dem.
Spandevis af konkrete, men ufærdige forslag

Det er let at lade sig provokere og svært at se ud over mediernes stormfulde overskrifter, men det mest interessante i ’Exodus’ er bogens konkrete tiltag. Det er dem, der gør bogen til mere end bare en politisk overflyvning og giver den en løsningssøgende karakter. Også selv om flere af forslagene fremstår ufuldendte.

Under ’opgøret med grådighedens korstog’ foreslår Sass Larsen en CSR-regel, der a) skal sikre at en direktørs lønsum aldrig må være højere end 50 gange gennemsnitslønnen, b) kræver bøder og inddragede licenser for alle professionelle, der bidrager til skatteunddragelse og c) en ny skatterevision for virksomheder, der har penge placeret i lande med skatteskjul.

Sass Larsen foreslår en CSR-regel, der skal sikre at en direktørs lønsum aldrig må være højere end 50 gange gennemsnitslønnen

Under ambitionen om en ’offentlig selvstyremodel’ kræver Sass Larsen a) 4-årige budgetperioder, b) en max-grænse for målparametre og c) mulighed for at offentligt ansatte kan beholde pengene på deres område, hvis de sikrer produktivitetsforbedringer. I forhold til ejerskab af det offentlige, foreslår han d) et grundlovssikret værn mod frasalg af offentlige monopoler og e) 51 procents offentligt ejerskab af vigtig infrastruktur med videre.

Og når det kommer til den menneskelige forkærlighed for stimulanser, så foreslår Sass Larsen a) afkriminalisering af hash og øvrige stoffer, b) gratis behandling og c) igangsætning af et grundlag, der kan legalisere pågældende stoffer.

Forslagene er mange, men som læser kan man sagtens savne, at Sass Larsen går hele vejen, man kan føle, at forslagene forekommer ufærdige, og at den konkrete vej til hvordan det skal blive gennemført ude i virkeligheden mangler.

Den mest i iøjnefaldende mangel i skitsen er, hvor lidt arbejdsmarkedet og partiets forhold til fagbevægelsen fylder

Det socialdemokratiske vandhul

Sass Larsen skriver selv, at bogen ikke en komplet og færdig køreplan, men en skitse, der kan arbejdes videre på. Og selv om bogen heller ikke rammer det stærke narrativ og den fremadstormende optimisme, der kendetegnede ’Tilbage til friheden’, som Sass Larsen var medforfatter til i 1996, så er der masser af konkret politik at hente i Exodus.

Den mest i iøjnefaldende mangel i skitsen er, hvor lidt arbejdsmarkedet og partiets forhold til fagbevægelsen fylder i Sass Larsens vejviser.

Som socialdemokrat kunne man godt savne konkrete visioner for indretning af arbejdslivet og ikke mindst betydningen af det velorganiserede arbejdsmarked. Danmark og Europa vil næppe forblive sønderligt socialdemokratisk uden kollektive overenskomster og en aktiv, stærk fagbevægelse.

Helt konkret er Henrik Sass Larsen til gengæld, når læserne præsenteres for den eksplicitte opfordring til ganske ukritisk at bakke op om den jødiske stat. Selv om det helt sikkert kommer fra hjertet, så virker kapitlet indskudt og mangler overbevisningskraft, hvorfor mange socialdemokrater sikkert vil ånde lettet op ved visheden om, at på dette punkt er det ikke Sass Larsen, der tegner butikken.

Det, bogen mangler i overblik og konsistens, har den i ærlighed og konkretisering. Mens den socialdemokratiske ørkenvandring fortsætter over det meste af Europa, så har de hjemlige socialdemokrater fundet deres vandhul i ørkenen i form af en mere levende politisk debat.

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.