Annonce

EP-valg 2019: Her er fem steder der afgør valget

Netavisen Pio har udvalgt fem valgkredse som kan give et kraftigt fingerpeg om hvem der bliver valgaftenens vindere og tabere.
Søndag er der valg til Europa-Parlamentet i alle de 28 EU-lande. Holland og Storbritannien tyvstartede allerede torsdag, fredag stemte Irland og Tjekkiet, lørdag yderligere tre lande og i dag søndag er det så ”Super Sunday” hvor hele 21 lande – inklusiv altså også Danmark.

De første exit polls fra Danmark kommer klokken 20.00 og det endelige valgresultat forventes at foreligge klokken 23.00.

Men inden hele valgresultatet ligger klar, så har vi udpeget fem valgkredse, som kan give et godt fingerpeg om hvor mandaterne ender og hvilke partier som kan gå glade eller nedtrykte fra valgfesten.

 

1) Hvad sker der med Det Gule Danmark?

Aabenraakredsen i Sydjylland

Det seneste valg til Europa-Parlamentet blev en triumf for Dansk Folkeparti, ikke mindst båret igennem af Morten Messerschmidt som med mere end 400.000 personlige stemmer, sikrede partiet hele fire mandater. Særligt stærk var fremgang i Sydjylland, hvor partiet blev det største.

Meningsmålingerne tyder på, at det denne gang kun bliver til to, og hvor slemt eller ej det kommer til at gå denne gang, vil i høj grad afhænge af hvor meget man taber i Sydjylland.

Det gælder blandt andet i Aabenraakredsen, hvor DF sidste gang fik 34,4 procent af stemmerne. Det er i øvrigt nabokredsen til spidskandidat Peter Kofods hjemmebane i Haderslev.

 

2) Hvordan går det på den yderste venstrefløj?

Nørrebrokredsen i København

Ved det seneste Europa-Parlamentsvalg fik SF 30 procent og Folkebevægelsen mod EU 18,2 procent af stemmerne på Nørrebro, som er Danmarks rødeste kreds. Men denne gang skal SF og Folkebevægelsen kæmpe med både Enhedslisten og Alternativet om stemmerne.

Lige nu ser det ud som om SF får et eller to mandater, at Enhedslisten og Folkebevægelsen kæmper om et og at Alternativet ikke kommer ind.

Resultatet i Nørrebrokredsen vil kunne give et godt fingerpeg på om det bliver Enhedslisten eller Folkebevægelsen, der løber med mandatet.

 

3) Bliver der plads til Konservative og Liberal Alliance?

Slotskredsen på Frederiksberg

Liberal Alliance stiller med kulturminister Mette Bock, mens de konservatives spidskandidat Pernille Weiss skal forsøge at løfte arven efter Bendt Bendtsen. Begge partier har haft det svært i meningsmålingerne, men i de seneste ser det ud til at de konservative alligevel redder sig et enkelt mandat.

Begge partier er i valgforbund med Venstre og som det ser ud nu, så er der kun et mandat til det ene af de små partier.

Et af de steder hvor man vil kunne se styrkeforbeholdet mellem de to, vil være i  den klassiske konservative højborg på Frederiksberg. Slotskredsen har ved de seneste folketingsvalg givet gode valg til Liberal Alliance og hvis Mette Bock skal gøre sig forhåbninger om at blive valg, så vil det kræve et godt valg et sted som her.

 

4) Hvordan ender det hos Venstre?

Esbjerg Bykredsen i Sydjylland

De seneste Europa-Parlamentsvalg var en katastrofe for Venstre, som endte med bare 16,7 procent af stemmerne og to mandater ovenpå den krise som partiet var igennem, udløst af statsminister Lars Løkke Rasmussens mange sager med blandt andet GGGI.

Venstre står denne gang til at vinde lidt af det tabte tilbage. For i meningsmålingerne, og ved hjælp af et valgforbund, der falder heldigt ud til partiets fordel, står Venstre til at få tre og måske fire mandater.

Spidskandidat Morten Løkkegaard burde være et sikkert bud, men hvem der så tager de næste mandater, ligner et åbent spørgsmål.

Tidligere forsvarsminister Søren Gade ligner et godt bud, men både Linea Søgaard-Lidell, der er den eneste kvinde i toppen og stiller op i den store Sjællands Storkreds, landmanden Asger Christensen og statsminister-sønnen Bergur Løkke Rasmussen kunne være bud.

Ved det seneste valg fik Venstre 16,6 procent af stemmerne i Esbjerg Bykredsen, nærmest identisk med valgresultatet, og det er her i traditionelt Venstre-land, at stemmerne skal falde, hvis det tabte skal hentes tilbage.

 

5) Hvordan står Socialdemokratiet?

Vordingborgkredsen i Sjællands Storkreds

Socialdemokratiet fik tre mandater ved sidste valg, men har brug for det bedst mulige afsæt i forhold til folketingsvalget om 10 dage. Ser man på vælgervandringsmålingerne, så har partiet vundet mange vælgere fra især Dansk Folkeparti og Venstre, som har stået stærkt blandt arbejdervælgere i provinsen, og samtidig afleveret vælgere til de radikale og SF, blandt de veluddannede i storbyerne.

Det bliver interessant at se om den tendens og går igennem hos vælgerne.

Et af de steder som vil kunne vise denne tendens, er i Vordingborgkredsen på Sydsjælland, hvor Socialdemokratiet fik 19,0 procent af stemmerne i 2014, hvilket var meget tæt på landsresultatet på 19,1 procent.

Vordingborg er desuden den kreds hvor det omdiskuterede udrejsecenter Lindholm skal placeres. Det kan måske også få indflydelse på valget.

 

ALt det og meget, får vi alle sammen svar på i løbet af aftenen. Du kan følge med på Netavisen Pios Facebook-side, hvor vi løbende vil følge optællingen og sende live fra Christiansborg.

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet