Er den vestlige civilisation ved at bryde sammen?

Kommentar: Uroen ulmer i Europa, og for første gang i vores levetid er det usikkert, om den vestlige civilisation og den demokratiske verdensorden vil klare udfordringerne.
Det lyder lidt som plottet i en horror-film. Af den der apokalyptiske slags, hvor vores helt skal finde hoved og hale i det hele, efter verden er brudt sammen. Men alligevel er det et spørgsmål, der især i USA har fået luft under vingerne: Er den vestlige civilisation ved at bukke under?

I en usædvanlig bastant leder taler den ansete amerikanske avis Washington Post om, at den frie verdensorden eroderer dag for dag. Den polsk-amerikanske kommentator Anne Applebaum har tidligere sagt det samme: At den vestlige civilisation er mere truet end nogensinde før, og at den frie verdensorden, der har bragt frihed og fremgang så mange steder på kloden siden afslutningen på Anden Verdenskrig, måske er ved at møde sit Waterloo.

Faresignalerne
Det er selvfølgelig ikke sådan, at den vestlige verden ikke tidligere har haft endda særdeles store opgaver, der skulle løses. Den Kolde Krig, atomtrussel, Vietnamkrig, ungdomsoprør, fascismens fremmarch under 2. verdenskrig. Men der er alligevel en række faresignaler, der tyder på, at vores tid måske er ved at være forbi.

I Europa vinder højrenationalisterne frem overalt. Ungarn balancerer på en knivsæg mellem et demokrati med en stærk leder og et autoritært diktatur. Hver anden østriger ønskede en højrenationalistisk præsident. England, USA’s vasalstat i Europa, skal stemme om at forlade den europæiske union, og Labour-formand og premierministerkandidaten er særdeles forbeholden over for NATO.

Den Putin-finansierede ultranationalist Marine le Pen stormer frem i Frankrig og er et realistisk om end faretruende bud på at efterfølge Francois Hollande som præsident for de Gaulles gamle republik. De sydeuropæiske lande er fortsat i så store økonomiske problemer, at den sociale trykkoger er ved at sprænges i voldelige optøjer; i Polen har ortodokse kristne sat sig på magten, og Baltikum lever i konstant frygt for en russisk overtagelse af vores små nabolande.

I Tyskland er Socialdemokratiet ved at smelte fuldstændig sammen, og Merkel har svært ved at holde sammen på sit eget parti. I Nordeuropa er velfærdssamfundene ved at bryde op på grund af indvandring, og den sociale kontrakt i de normalt så stabile velfærdssamfund er ved at måtte tilsidesættes på grund af bristede forudsætninger.

Mellemøsten er en krudttønde under en bagende sol
Er du blevet forpustet, kære læser? Nå, men der er altså mere endnu…

I Mellemøsten er det gået helt galt. Det arabiske forår endte med en sommerregn af kalashnikov-skud. Irak mangler stadig en stabil regering, selvom det snart er 10 år siden, Saddam Hussein døde. Taleban har genvundet magten flere steder i Afghanistan, Islamisk Stat vinder terræn i Syrien, der stadig er et kaos af vold, mord og ødelæggelse. Vesten har reageret for lidt og for sent, og det er nu Putins allierede, diktatoren og massemorderen Bashar al-Assad, der er det eneste realistiske alternativ til Islamisk Stat.

Til gengæld er både Egypten og Libyen velfungerende stater med stærke regeringer. Ej, det var for sjov. Der går det også helt galt.

Kan man regne med USA længere?
Men okay, Mellemøsten har jo siden korstogenes tid været ved at eksplodere i etnisk og religiøs krig. Og Europa har tidligere været en demokratisk udfordret krøbling af et kontinent. Vi har haft en historisk vane med at bekrige hinanden, bygge mure og udvikle diktaturstater. Når det alligevel er gået meget godt de sidste år, skyldes det blandt andet, at USA har stået som den voksne i flokken og med alt fra verdens største militærstøtte over Marshall-hjælp og til Hollywood-film har beskyttet Europas demokratier mod djævlen i os selv og omkring os. Militært, økonomisk og kulturelt.

Spørgsmålet er, om vi kan regne med, at USA klarer ærterne for os, hvis det går galt denne gang. Hvis Donald Trump bliver amerikansk præsident og han som bebudet vil droppe ideen om amerikansk interessevaretagelse blandt klassiske allierede i Vesteuropa, hvad sker der så? Vil USA abdicere fra tronen som den frie verdens leder og tage sig af at luge, rive og gødske i deres egen baghave?

Hvad nu?
Tilbage til horrorfilm. For selvom dommedag trods alt næppe er nær, så stirrer vi på sin vis direkte ind i verdens ende. Vi stirrer direkte ind i en verdensorden, vi ikke kender. Er disse opbrudstider blot krusninger på vandet i krisens efterdønninger? Eller er det bæstet i mennesket, der er vågnet efter 80 års dvale i vores del af verden? Vil den frie verdens demokratier klare sig igennem krisetiden, eller må vi indse, at vi havde 80 år med stabilt demokrati og frihedsrettigheder og en vestlig ledelse af verden?

For første gang i vores levetid kan man ikke ærligt sige, at den vestlige civilisation vil overleve. Måske klarer vi den. Men perspektiverne, hvis ikke vi klarer den, er skræmmende.

 

Mads Havskov Hansen er redaktør på Netavisen Pio.

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og tidligere pressekonsulent i Socialdemokratiet


Flere artikler om emnet

Annonce