Annonce

Et tankevækkende dyk ned i ekstremismens mørke afgrund

‘Rebel’ er en vellykket og sørgelig aktuel film om radikalisering og manglende faderfigurer i muslimske miljøer i Vesten. Det skriver Yaqoub Ali, som selv er tidligere bandekriminel og militant ekstremist.
Foto: Caviar
'Rebel' er en tankevækkende film og radikalisering.
‘Rebel’ er en slagkraftig film, der skildrer livet i Wasaki-familien, af marokkansk oprindelse, bosat i Bruxelles.

Med en enlig mor og to sønner i fokus, belyser filmen effekten af faderens fravær i en familie truet af ekstremisme.

Kamal, den ældste bror, er en kompliceret figur, hvis kriminelle aktiviteter med narkohandel sætter familien i fare. Hans yngre bror Nassim, der ser op til ham som en heltefigur, risikerer at gå ned ad den samme farlige vej.

Deres mor Laila kæmper desperat for at beskytte Nassim fra Kamals korrupte verden.

Efter at Kamal flygter til Syrien i kølvandet på en politirazzia, går filmen ind i et endnu mørkere kapitel.

Kort vej til ekstremisme

Kamal bliver en del af terrorgruppen ISIS, og filmen navigerer dygtigt gennem denne hjerteskærende transformation, uden at tabe sin narrative tråd, noget der ofte er en svaghed i lignende film.

En manglende faderfigur viser sig at have alvorlige konsekvenser i drengenes liv, understreget yderligere ved Nassims venskab med en pige ved navn Hind, hvis fader står i skarp kontrast til den fraværende faderfigur i Wasaki-familien.

Nassim er et oplagt mål, og hans vej til ekstremisme er kort og intens

Filmen gør et fremragende arbejde ved at diskutere, hvem der er mest modtagelige for radikalisering. Nassim er et oplagt mål, og hans vej til ekstremisme er kort og intens, takket være hans brors indflydelse.

Jeg har selv været i imamens sko

Mens jeg sad i biografen, fik jeg et stærkt déjà vu-moment, især scenen med moren Leila, der efter gentagne fejlslagne forsøg på at søge hjælp fra myndighederne, vender sig mod den lokale imam for bistand.

Jeg har selv stået i imamens sko og oplevet lignende situationer. Jeg var i mange år aktiv i det islamistiske miljø og med til at radikalisere unge rodløse mænd. DR har lavet dokumentaren ‘Hjernevaskeren’ om mig.

Jeg husker en lignende situation, hvor jeg blev tilkaldt, fordi en ung mand havde oplevet sin onkel rejse til ISIS og dø. Den unge mand elskede virkelig sin onkel og så op til ham.

Jeg gik fra at være en kriminel til en ekstremist - en anden form for kriminalitet

At sidde i stuen og se en mor bryde sammen og græde af frygt for, at hendes søn ville ende samme sted som sin bror, var hjerteskærende. Her fik vi stoppet ham, og i dag lever han et normalt og fredeligt liv.

Jeg mindes mine egne forældre, der altid advarede min lillebror om at lytte til mig og følge i mine fodspor. Jeg gik fra at være en kriminel til en ekstremist - en anden form for kriminalitet.

På trods af mine fejl forsøgte jeg altid at beskytte min bror og forhindre ham i at falde ned i den samme afgrund som mig selv. Min lillebrors skæbne er langt mere heldig end Nassims.

Kalifatets søjle var sexmisbrug

‘Rebel’ formår at kombinere en intim forståelse af familiens indre dynamik med et makro-perspektiv på radikalisering.

Den udforsker, hvordan radikalisering ikke kun påvirker individer, men også siver ind i selve stoffet af samfundet, inklusive muslimer, der ofte er de første ofre for ISIS' brutalitet.

Vi ser også ISIS’ sexslaveri udpenslet i al sin gru

På et tidspunkt overfaldes den lokale imam, fordi han ikke støtter ISIS. Det vækkede minder om en lignende episode tilbage i 2014 i en moské på Nørrebro, hvor en imam og to medlemmer af moskéens bestyrelse blev udsat for både verbal og fysisk vold.

Vi ser også ISIS’ sexslaveri udpenslet i al sin gru. Terrorgruppen rekrutterede kriminelle og desperate unge mænd, der i deres hjemlande ikke kunne få en partner eller havde midlerne til at gifte sig. ISIS tilbød dem noget, der overgik alt andet - koner og slavinder.

Filmen gør en stærk indsats for at udfordre samfundets opfattelse af radikalisering og demonstrerer, at problemet er komplekst og flerdimensionelt.

Det ser vi i disse dage udfoldet på tragisk vis i Mellemøsten. Det er ikke kun en fiktion; det er en realitet, der må konfronteres både i Danmark og i resten af verden.

 

‘Rebel’. Instruktør: Adil El Arbi og Bilall Fallah. Belgien, Luxembourg, Frankrig. 2022. 135 minutter. Premiere 5. oktober 2023.

Tidligere bandekriminel og militant ekstremist. Nu forebygger og foredragsholder.


Flere artikler om emnet