Selvom forsamlingen var mindre end til selv de mindste fagforbunds kongresser, blev der klappet igennem på Fagbevægelsens Hovedorganisations kongres – Fagbevægelsens Hovedorganisation har formelt kun 64 medlemsorganisationer.

Måske fordi de delegerede netop var bevidste om udfordringerne, blev der fra alle sider gjort en ekstra indsats for at signalere sammenhold.

Skel i fagbevægelsen 

Her var ikke noget LO og FTF. Kun Fagbevægelsens Hovedorganisation. Men akkurat som i de gamle hovedforbund, der i 2018 sluttede sig sammen i Fagbevægelsens Hovedorganisation, var spændingerne alligevel til stede.

Fagbevægelsen er gennemskåret af et hav af brudlinjer. Mellem mande – og kvindeforbund. Privat og offentlig. Socialdemokrater og resten.

Fagbevægelsen er gennemskåret af et hav af brudlinjer

På den måde er der ikke noget nyt i formand Lizette Risgaards opgave. Hun skal mestre balancen mellem på den ene side at repræsentere alle og samtidig kunne sætte vægt bag de krav, som samler bredest.

Opgaven er ikke blevet nemmere

Den opgave er ikke blevet nemmere med mange nye medlemsorganisationer. Grupper som lærere og sygeplejersker har rykket tyngdepunktet i retning af de offentligt ansatte og udfordrer forholdet til regeringspartiet.

For selv om FTF-forbundene historisk så med misundelse på LO’s politiske indflydelse, var de samtidig skeptiske over LO’s traditionelt tætte forhold til Socialdemokratiet. Et forhold man i LO omvendt så som afgørende for interessevaretagelsen.

Den udfordring er heller ikke blevet mindre i et valgår, hvor lønpakker til udvalgte grupper skærper konkurrencen mellem de enkelte faggrupper.

Flere muskler til at løse problemerne

Den gode nyhed er, at der ikke er noget nyt i den balancegang, og at Lizette Risgaard samtidig har stærkere og større muskler bag sig.

På kongressen virkede alle parter oprigtigt interesserede i at gå på kompromis og få Fagbevægelsens Hovedorganisation til at fungere.

Lizette Risgaard har stærkere og større muskler bag sig

Med 1,3 millioner organiserede lønmodtagere og et godt forhold til både regering og – med undtagelse af Søren Pape – oppositionen, er Fagbevægelsens Hovedorganisation en helt afgørende aktør i organiseringen af arbejdsmarkedet.

Men mens fagbevægelsens hovedorganisation er vokset i omfang, så er problemerne vokset med. De unge melder sig ikke ind i tilstrækkeligt omfang og samtidig vokser udfordringen fra de gule fagforeninger.

Det er især Krifa og Det Faglige Hus, der med deres billigere kontingenter trækker medlemmer fra de traditionelle fagforbund.

Grundlaget for den danske model skrider

Årsagen til at de gule kan tilbyde billigere kontingenter er deres konsekvente nasseri på Fagbevægelsens Hovedorganisations overenskomster. Snart er det kun halvdelen af lønmodtagerne, der er organiseret i en overenskomstbærende fagforening.

På den måde skrider grundlaget for hele den danske model, der er beundret ude i verden, og senest viste sin styrke under corona-krisen. Her sikrede et væld af treparts-aftaler ro om både lønmodtageres og virksomheders økonomi, så Danmark kom relativt ubeskadiget ud af krisen.

På den måde skrider grundlaget for hele den danske model

Selv om forbundene i Fagbevægelsens Hovedorganisation kan gøre og også gør meget for at effektivisere driften, vil de altid være udfordret af den free-rider-problematik, der sikrer, at gule medlemmer og uorganiserede stadig nyder godt af fagbevægelsens indsats.

FH skal smede mens jernet er varmt

På sigt bliver det nødvendigt at gentænke den danske model. Det er ikke realistisk at blive ved med at ignorere de gule fagforeninger, der repræsenterer mere end 350.000 medlemmer.

Lige nu ligner fagforeningsbekæmperen Søren Pape ikke nogen realistisk statsministerkandidat, men det kan blive en stakket frist.  

På sigt bliver det nødvendigt at gentænke den danske model

Hvis Fagbevægelsens Hovedorganisation og Socialdemokratiet ikke forholder sig til den gule trussel, risikerer man at en kommende borgerlig regering lukker gøgeungen ind i reden for på den måde at underminere fagbevægelsen. Så hellere komme dem i forkøbet.

Fornyelse er godt, men det skal også betyde noget

På kongressen var ordet “fornyelse” det store plusord og løsningen på de mange udfordringer. Det er svært at være imod fornyelse men over den kommende tid, må man i Fagbevægelsens Hovedorganisation blive bedre til at definere, hvad den fornyelse består af. Ellers lyder det som floskler.

Selvom man er stor, skal man også være rap og adræt

For det kan ikke bare blive at finde sammen om laveste fællesnævner, som da man 1. maj fjernede politiker-talerne i Fælledparken i København. Det er nemt nok at skære fra og droppe alt det kontroversielle, men for Fagbevægelsens Hovedorganisation er det ingen vej frem ved at vælge de nemme løsninger.

Selvom man er stor, skal man også være rap og adræt. Fagbevægelsens Hovedorganisation har størrelsen til at tage lederskabet i kampen for den danske model. I kongressalen var også viljen til stede. Så skal det nok lykkedes, men det kommer ikke at sig selv. Det bliver ikke nemt at vende medlemstilbagegangen og håndtere truslen fra de gule.