Fagligheden er i frit fald på gymnasier og universiteter

Hvad nytter det at have ”den bedst uddannede generation nogensinde”, hvis det opnås på baggrund af et væsentligt forringet fagligt niveau?
Det blev betragtet som ambitiøst, da den forhenværende regering præsenterede sine målsætninger for uddannelsesområdet: 95 procent af en ungdomsårgang skulle have en ungdomsuddannelse, 60 procent en videregående og 25 procent en lang videregående uddannelse.

Realiteterne har dog næsten allerede indhentet ambitionerne, og der er i dag flere, der forventes at gennemføre en kandidatuddannelse end hvad målsætningerne i sin tid foreskrev: 28 procent af de unge, der gik ud af 9. klasse i 2014, forventes at gennemføre en universitetsuddannelse og 69 procent forventes at gennemføre en gymnasial uddannelse.

I udgangspunktet er det jo glædeligt. For med den ”bedst uddannede generation nogensinde” kan man vel forvente, at samfundet samlet set bliver klogere, og at produktiviteten og velstanden derfor automatisk vil følge herefter. Sådan har det jo været tidligere!

Lavt fagligt niveau
Men for at gevinsterne kan realiseres, kræver det naturligvis, at befolkningen faktisk også bliver klogere og samtidig formår at omsætte den viden, de opnår fra folkeskolen til endt uddannelse, til praksis. Ser man på udviklingen, kan man hurtig blive foruroliget.

Ambitionerne om at få flere gennem uddannelsesmøllen har nemlig siden 00’erne haft forrang over de kvalitative mål om faglighed og dannelse

Ambitionerne om at få flere gennem uddannelsesmøllen har nemlig siden 00’erne haft forrang over de kvalitative mål om faglighed og dannelse. Gennem reformer, som gymnasiereformen fra 2005 og taxametersystemet, har dansk uddannelsespolitik været genstand for talrige niveausænkninger: Pensumkravene er blevet reduceret, fagligheden er styrtdykket og dumpeprocenten er vel efterhånden tæt på ikkeeksisterende.

Konsekvensen? De unge (eller fremtidens Danmark) bliver efterladt med en utilstrækkelig basisviden, uden fornødne kundskaber til at kunne omsætte deres fine eksamensbeviser til praksis.

Uddannelsesinstitutionerne er blevet sømfabrikker
Udviklingen har længe været en slet skjult hemmelighed. Som da den tidligere overvismand Niels Kærgård i en debat om uddannelseskvaliteten sammenlignede taxametersystemet med sømfabrikker i Sovjet. Når fabrikkerne blev betalt for, hvor mange ton søm, der blev produceret, lavede fabrikkerne store søm. Når de derimod blev betalt for antallet af søm, så producerede de meget små søm.

Når fabrikkerne blev betalt for, hvor mange ton søm, der blev produceret, lavede fabrikkerne store søm.

Pointen er selvfølgelig, at man indretter uddannelsesinstitutionerne efter det system og de målsætninger, man nu en gang er underlagt. Har det økonomiske konsekvenser at dumpe studerende, undlader man. Risikerer et højt pensum at øge frafaldet, reducerer man det.

I dag får unge i gymnasiet eksempelvis ikke undervisning i vigtige emner som Einsteins relativitetsteori, der skal afleveres langt færre skriftlige opgaver end tidligere på såvel gymnasiet som på universitetet og de unges læse-, skrive- og regnefærdigheder er mildest talt underudviklet.

Selv om man politisk længe har været bekendt med disse realiteter, er svarene udeblevet. I stedet for at løfte kvaliteten har man gennem vedvarende nedskæringer blot øget incitamenterne for uddannelsesinstitutionerne til at lade studerende gennemføre, også selv om deres faglige formåen ikke har levet op til det, der burde være mindstekravene. Det gælder også på universiteterne.

Opgør med bjørnetjeneste-kulturen
På min egen uddannelsesinstitution, Roskilde Universitet, har jeg selv erfaret det. Studerende, der tydeligt ikke egner sig til universitetet, skubbes igennem systemet, om end det så betyder, at de skal have fjerde- og femtegangs eksamensforsøg til fag, de, af selvsagt flere omgange, ikke har bestået.

Studerende, der tydeligt ikke egner sig til universitetet, skubbes igennem systemet

For universitetet handler det om penge, men for den studerende ender det som en bjørnetjeneste, man i bagklogskabens lys nok helst havde været fri for. Uden de fornødne faglige færdigheder kan eksamensbeviset nemlig hurtigt blive reduceret til et stempelkort til to år på dagpenge, uden udsigt til beskæftigelse inden for ens uddannelsesfelt.

Dertil skal selvfølgelig lægges, at de (manglende) faglige krav hurtigt får suget motivationen ud af ellers motiverede studerende. Læsegrupper, hvor under halvdelen er forberedte og deltager i diskussionerne, og 48-timers skriftlige eksamener, hvor tiden både tillader at læse pensum og levere et fornuftigt produkt, gør det vanskeligt for selv den mest motiverede at holde dampen oppe. Incitamenterne til faglig fordybelse undermineres og timerne, der optimalt set skulle være brugt på læsesalene, bliver i stedet anvendt på det frivillige arbejde eller studiejobbet.

Universiteternes og for den sags skyld gymnasiernes berøringsangst over for at stille krav til studerende, er altså et samfundsproblem

Universiteternes og for den sags skyld gymnasiernes berøringsangst over for at stille krav til studerende, er altså et samfundsproblem, som vi må og skal tage seriøst. Ikke mindst af hensyn til dem, der med røven i vandskorpen kæmper eller ’slacker’ sig igennem et uddannelsesforløb, uden at nogle giver dem et los bag i eller guider dem hen på en anden uddannelseshylde. Noget der vel kun er blevet vigtigere nu, hvor et uddannelsesloft begrænser de efterfølgende uddannelsesmuligheder.

Ikke en længsel efter gamle dage
Kritikken kan hurtigt komme til at lyde som en længsel efter de gamle dage, hvor de studerende læste dag og nat, og kun havde pind og papir til rådighed. Det er dog ikke min hensigt. At gymnasierne og universiteterne har åbnet op og er blevet mere tilgængelige for den brede befolkning, er kun godt.

Derfor skal vi heller ikke tilbage til en tid, hvor de højere læreanstalter kun var for de få belæste.

Derfor skal vi heller ikke tilbage til en tid, hvor de højere læreanstalter kun var for de få belæste. Nutidens udfordringer kalder på nye svar og nye måder at indrette det danske uddannelsessystem på.

Kravene skal dog være til stede, og vi skal acceptere, at det måske ikke er alle, der vil få en hue eller kandidat i dag, som ville få den i morgen, hvis kravene sættes op. Men dem der får den, vil både være dygtigere, mere motiveret og være bedre stillet i forhold til efterspørgslen på arbejdsmarkedet. Dem der ikke får den, vil til gengæld være forskånet fra at skulle bruge flere år på uddannelsesinstitutioner, hvor de slet ikke hørte hjemme i første omgang.

Studieintensitet og praktisk rettede studieforløb
Vi skal derfor tænke nyt, hvis vi vil den faldende kvalitet til livs. En del handler selvfølgelig om, at der skal flere penge i de pressede undervisningskasser, mens en anden, og ofte ikke så omtalt, del handler om, at man skal gentænke det system, som undervisningsinstitutionerne er underlagt.

I stedet for at honorere efter gennemførselstiden og –procenten, bør man give gymnasierne og universiteterne tilskyndelser til at hæve studieintensiteten. Med det forstås den tid, den studerende bruger på deres studie inklusive undervisning, forberedelse, eksamener og aktiviteter, der ikke direkte er relateret til et fag, for eksempel foredragsarrangementer.

Et sådan system vil tilskynde uddannelsesinstitutionerne til at tilrettelægge undervisningen, pensum og eksamener efter, at de studerende faktisk skal bruge ’fuldtid’ på at gennemføre studiet og ikke bare som nu, kan nøjes med at lægge en ’deltids’ indsats i det. Som instrument til at måle studieintensiteten kan spørgeskemaundersøgelser og akkrediteringsinstitutionen med fordel anvendes.

Styrk muligheden for at arbejde som BA'er
Endeligt må vi også se i øjnene, at universiteterne i dag er blevet for de mange. Det betyder naturligvis noget, også for undervisningen. Universiteternes primære opgave i dag er derfor heller ikke at uddanne fremtidige professorer, men at uddanne bachelorer og kandidater til arbejdsmarkedet. Rigtig mange studerende kan nok motiveres til at koncentrere sig om bøgerne i et par år, men vil have gavn og glæde af et par år på arbejdsmarkedet inden kandidaten gennemføres.

Rigtig mange studerende kan nok motiveres til at koncentrere sig om bøgerne i et par år, men vil have gavn og glæde af et par år på arbejdsmarkedet inden kandidaten gennemføres.

Den mulighed er der kun i ringe grad i dag, hvor et retskrav holder mange studerende tilbage fra at prøve kræfter med det professionelle erhvervsliv efter endt bachelor. Det skaber umotiveret studerende og bidrager kun negativt til uddannelseskvaliteten.

Mette Frederiksen luftede på Dansk Industris årsmøde tanken om, at visse universitetsbachelorer skal kunne forlade universitetet for at arbejde i et antal år, uden samtidig at miste retten til kandidatdelen.

Forslaget vil, hvis det bliver realiseret, både være med til at løse et flaskehalsproblem, hvor flere virksomheder inden for eksempelvis datalogi- og ingeniørfaget mangler specialiseret arbejdskraft, og give de studerende vigtige redskaber til at kunne omsætte deres viden til praksis.

Gymnasierne og universiteterne skal væk fra at producere mange små søm, og i stedet begynde at fremstille flere store. Ellers ender det bare med, at ”den bedst uddannede generation nogensinde” bliver et luftkastel, der alene har et fint eksamensbevis at holde sig fast til.

Mathias Würtzenfeld, er stud.scient.adm på Roskilde Universitet og landsformand for Frit Forum.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.

 Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer dagligt med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Kommentarer fra Facebook

Annonce