Annonce

FH med opsang til regeringen: Et kæmpestort problem for retssikkerheden

Ny rapport kritiserer sanktioneringen af ledige. Næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation opfordrer regeringen til at droppe besparelser på området.
Foto: Pressefoto: FH
Næstformand i FH og formand for Kvinderådet, Nanna Højlund
Kommunerne har en alt for stram praksis, når den sanktionerer de mest udsatte i samfundet ved for eksempel at tage ydelserne fra dem. Som om det ikke var nok, sker der ofte fejl i behandlingen af borgerne.

Regeringen må tage skeen i den anden hånd og gøre noget ved problemet, når den om lidt skal til at gentænke beskæftigelsesindsatsen.

Det mener næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation, FH, Nanna Højlund.

Sanktioner i øst og vest 

Reformkomissionen udkom den 23. maj med rapporten ‘Nye veje for udsatte unge og voksne’, hvor sanktioneringen af samfundets udsatte blev kritiseret.

Her bliver kommunernes arbejde med sanktioner rettet mod mennesker på kanten af samfundet kritiseret.

Det er et kæmpestort retssikkerhedsmæssigt problem

“Det er et kæmpestort retssikkerhedsmæssigt problem, at kommunerne sanktionerer i øst og vest, og at der helt konkret skæres i forsørgelsen til arbejdsløse og udsatte mennesker i strid med loven,” lyder det fra Nanna Højlund i indlæg hos FH. 

Hun kritiserer den behandling af sagerne, som foregår i kommunerne: 

“I dag har flere kommuner ikke bare en overdreven stram, men også fejlbehæftet praksis for sanktionering af de mest udsatte. Konsekvensen er, at en del uretmæssigt mister deres ydelse. Der er et stort behov for at bruge anbefalingerne fra Reformkommissionen til at rette op på retssikkerheden,” siger Nanna Højlund.

Besparelser på mindst 3 milliarder

I den forbindelse langer Nanna Højlund ud efter regeringens planer om, at kommunerne skal spare tre milliarder på jobcentrene samt yderligere tre milliarder på den kommunale drift, hvilket hun forventer også vil ramme beskæftigelsesområdet.

“Det er vanskeligt at se, hvordan færre ressourcer vil forbedre retssikkerheden, og derfor er der brug for at tænke nyt på sanktionsområdet, når regeringen lige om lidt vil igangsætte et arbejde med nytænkning af hele beskæftigelsesindsatsen og forenkling af kontanthjælpssystemet,” siger Nanna Højlund.

Udover reformkommissionen viste en række afgørelser fra Ankestyrelsen også, at der var rod i sagerne med kontanthjælp, fordi alt for mange borgere uretmæssigt blev straffet økonomisk.

Her påpegede Enhedslistens beskæftigelsesordfører, Victoria Velasquez, vigtigheden af at gøre noget ved problemet: 

"Jeg håber virkelig ikke, at det her i dag - sagt lidt groft - bliver teaterdemokrati," lød det på samrådet.

Beskæftigelsesordfører Ane Halsboe-Jørgensen (S) understregede nødvendigheden for at kigge loven kritisk efter i sømmene, så systemet bliver mere enkelt og gennemskueligt for borgerne og kommunerne, som skal administrerer systemet.

Ministeren kom dog med et lille spids bemækrning til Victoria Velasquez "teaterdemokrati".

"Det er ikke så pænt et ord," lød det fra Ane Halsboe-Jørgensen til Victoria Velasquez.

Opdateret kl. 14.30 

 

 

Emma Inge Hansen er journalist på Netavisen Pio. 


Flere artikler om emnet