Film: Kollektivet viser generationen, der aldrig blev voksen

Thomas Vinterbergs Kollektivet er en dyb og eftertænksom beskrivelse af 70’erne, af kollektivismen og 68’erne. Om oprøret mod det bestående, om frigørelse og fællesskab. Og om generationen, der aldrig blev voksen
Det er så tidstypisk og smukt, da arkitektlæreren Erik (Ulrich Thomsen), TV-avis-værten Anna (Trine Dyrholm) og deres datter Freja (Martha Sofie Wallstrøm Hansen) arver en villa i Hellerup, som de efter Annas ønske får lavet om til et kollektiv, hvor blandt andre den letlevende og pengelidende ven Ole (Lars Ranthe), den grådlabile fremmedarbejder Allon (Fares Fares) flytter ind. Det nye kollektiv bliver nabo til Hellerup Sejlklub, Strandvejen og tennisklubben HIK. Her hersker den 70’er-typiske fællesskabstanke, husets beslutninger bliver truffet på fællesmøder, der bliver røget og drukket tæt, og den erotiske interesse er et solidt baggrundstæppe for hele affæren.

Symbolikken er ikke til at tage fejl af: Det gamle borgerskab, de gamle normer og dogmer med sejlklub, tennisbaner, kernefamilie og penge bliver fortrængt af den nye tids fællesskabsideal.

Men idealet krakelerer, da Erik får en affære med en af sine studerende, den 24-årige Emma (Helene Reingaard Neumann), som i frihedens ånd flytter ind i kollektivet. Det starter en deroute for Anna, som kollektivets fællesskab ikke formår at rumme. Og kollektivets børn bliver glemt og efterladt i de voksnes stræben efter frie fællesskaber.

Vinterbergs skildring af kollektivet og 70’erne er uden bitterhed eller vrede, men samtidig blottet for spor af efterrationaliseringens nostalgiske romantik. Persongalleriet er dybt og arketypisk uden at være karikeret eller klichéfyldt. Især Trine Dyrholm leverer under Vinterbergs instruerende vinger en skuespilspræstation af internationalt format.

Vinterberg synliggør på én gang kollektivet og 68-generationens idealer men også de åbenlyse mangler i deres oprør. En overgang skaber opgøret med kernefamilien og borgerskabet et fælles frirum med spændende oplevelser. Men i hyldesten af fællesskabet blev der ikke plads til det enkelte menneske. Der var ikke plads til livets sorger, fordi essensen af kollektivet var et positivt syn på mødet med mennesker. ”Når bare vi er sammen”-mentaliteten giver ikke plads til individets behov for nærhed, tryghed og trøst. Det er kampen mellem fællesskab og individ, der er filmens grundlæggende dynamik.

Det kan være godt at gøre oprør mod det bestående. 68’ernes oprør med en forstokket familiekultur, seksuel puritanisme og protestantisk arbejdsetik var tiltrængt. Men da 68’erne som Pinocchio havde klippet alle bindende snore, kunne de ikke gå uden at være bundet af bånd. Pinocchio faldt sammen og viste sig i 68’ernes version som det, han var: En bunke pinde.

Heri ligger forskellen på at være barnligt kontrær og en voksen generation. 68’erne var generationen, der aldrig blev voksen, fordi de ikke formåede at være andet end det modsatte af, hvad de gjorde oprør mod. Deres ideer og tanker fik aldrig vinger i virkelighedens verden, fordi de ikke havde udtænkt et nyt system, en ny struktur at sætte i stedet for kernefamilien. Det voksne oprør er at være modstander af adelens blodsmagt for at sætte et liberalt demokrati i stedet. Det voksne oprør er at gøre oprør mod fabriksejernes udnyttelse af arbejderklassen og sætte fagforeninger og socialisme i stedet. Det barnlige opgør, 68’ernes oprør er at gøre oprør mod kernefamiliens struktur og ikke have andet at sætte i stedet, men bare gøre det modsatte.

I Vinterberg bliver 68-generationens barndomsoprør portrætteret ærligt. Særligt tydeligt bliver det, da det er datteren Freja, der skal trøste sin ulykkelige mor Anna, alt imens de voksne har for travlt med deres stræben efter deres eget fællesskab, at de svigter deres forældrerolle og er blinde for Frejas egne teenageproblemer.

Kollektivet er en mesterlig film, og Vinterberg viser sig endnu engang som en blændende instruktør. Denne gang med en film, der behandler en kulturkamp og en kamp mellem individ og fællesskab, der er mere kompleks og personlig, end Vinterbergs tidligere film gjorde.

Vinterberg viser med Kollektivet både de gode, frie tanker og de åbenlyse mangler ved 68-generationen. At deres ideer var idealistiske og nyskabende, men at de aldrig formåede at vise os, hvad der egentlig skulle erstatte kernefamiliens struktur. At vi aldrig fik at vide, hvor vi egentlig skulle hen, da vi sagde farvel til Yellow Brick Road, der spiller som rekviem for 68-generationen, mens rulleteksterne afslutter dette nydanske mesterværk.

 

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og ansat i Socialdemokratiet.


Kommentarer fra Facebook