Filmbestyrelsesmedlemmer bliver bedt om at gå

Det Danske Filminstituts (DFI) bestyrelsesmedlemmer kritiseres for at være med til at bevillige penge til selv. Nu tvinger kulturministeren to af medlemmerne til at fratræde poster i andre bestyrelser
Foto: kino.dk
Mads Mikkelsen i Thomas Vinterbergs film "Druk"
Efter at bestyrelsen for Det Danske Filminstitut (DFI) er blevet kritiseret for inhabilitet, beder kulturminister Joy Mogensen (S) nu to af medlemmerne om at fratræde deres andre bestyrelsesposter.

Kritikken skyldes, at flere af bestyrelsesmedlemmerne i DFI, der årligt uddeler millioner af kroner ud til danske film-og tv-produktioner, nemlig også sidder i bestyrelser for film- og tv-selskaber og altså er med til at tildele sig selv disse penge.

Ifølge kulturministeren har tre, ud af de i alt syv medlemmer af DFI’s bestyrelse, en sådan dobbeltkasket på hovedet. De tre bestyrelsesmedlemmer bestrider bestyrelsesposter i henholdsvis TV 2/Fyn, Fonden De Københavnske Filmfestivaler og Danske Filmkritikere.

To ud af syv

Joy Mogensen mener dog godt, at man både kan være medlem af DFI’s bestyrelse og en TV 2-region, da de regionale TV 2-virksomheder ikke kan søge om støtte hos DFI, herunder heller ikke gennem den såkaldte public service-pulje.

Men det samme gør sig ikke gældende for Fonden De Københavnske Filmfestivaler og Danske Filmkritikere.

”Jeg vil derfor bede de pågældende to bestyrelsesmedlemmer om at fratræde deres bestyrelsesposter i hhv. De Københavnske Filmfestivaler og Danske Filmkritikere mhp. at fortsætte i bestyrelsen for DFI,” skriver Joy Mogensen til Folketingets kulturudvalg.

Indforståede med at trække sig

”De to medlemmer har i forbindelse med deres redegørelser oplyst, at de er indforståede med at trække sig fra bestyrelsesposterne i hhv. De Københavnske Filmfestivaler og Danske Filmkritikere.”

Der er tale om Poul Nesgaard og Eva Novrup Redvall, der er medlemmer af bestyrelsen i henholdsvis Fonden De Københavnske Film Festivaler og Danske Filmkritikere.

Skal underskrive erklæring

Kulturministeren strammer samtidig kravene, så kandidaterne i forbindelse med fremtidige udpegninger til bestyrelsen i DFI bliver bedt om at oplyse, hvilke eventuelle andre medlemsskaber, poster eller hverv, de besidder, der potentielt kan være i strid med filmlovens bestemmelser. Endvidere vil kandidaterne fremover skulle skrive under på, at de agter at overholde bestemmelserne i filmloven.

Da DFI står overfor at skulle have en ny bestyrelse, vil dette ske allerede i år.

Fonden De Københavnske Filmfestivaler fik i 2020 tildelt 4,2 millioner kroner i støtte af Filminstituttet, mens Danske Filmkritikere fik 70.000 kroner til afholdelse af Bodil-festen. TV 2 fik i 2020 16,1 millioner kroner gennem den såkaldte Public Service-pulje – det svarer til 45 procent af støttemidlerne.

Kendte ikke loven

Ifølge filmloven må DFI’s bestyrelsesmedlemmer ellers ikke være ”repræsentanter for eller ansat i eller økonomisk interesseret i virksomheder for produktion, udlejning eller forevisning af film eller have filmfaglige tillidsposter."

Men bestyrelsesformanden for DFI, Anders Kronborg, har fortalt Filmmagasinet Ekko, at han ikke har været opmærksom på den specifikke paragraf i filmloven:

Styr på driften af butikken

 

”Det er ikke noget, jeg har tænkt over før. I bestyrelsen snakker vi jo ikke om støttekroner og hvem, der får hvad. Vores ansvar er at ansætte en direktion og sikre, at der er styr på driften af butikken. Men jeg kan forstå på ministeren, at hun vil lave proceduren ved udpegning af bestyrelsesmedlemmer om, og det er fint.”

Tidligere på måneden oplyste DFI's bestyrelse i en udtalelse, at "der har i indeværende bestyrelsesperiode ikke været tilfælde af konkrete sager, hvor det har været aktuelt at forholde sig til bestyrelsens habilitet – hverken løftet internt i bestyrelsen eller som påstand udefra."

Fakta om Det Danske Filminstitut (DFI)

  • Filminstituttets årlige budget er på cirka 650 mio. kr. Heraf er 532 mio. kr. tilskudsmidler.
  • Filminstituttet har 148 ansatte. Cinemateket har i 150.000 besøgende om året, Filminstituttet har fire streamingsites med1,6 millioner brugere årligt, og 10.000 besøger årligt Filminstituttets digitale studier FILM-X.
  • Filmpolitikken er reguleret gennem filmloven og løbende politiske aftaler.

Kilde: Det Danske Filminstitut

Kim Kristensen er redaktør på Netavisen Pio.


placeholder

Kommentarer

Når jeg ser at der kommer en film i tv hvor enten Poul Nesgaard eller Lars "Von" Trier er angivet som medvirkende eller som instruktør, finder jeg en anden kanal. De produkter de 2 herre har frembragt er ikke noget jeg vil bruge tid på at se, deres optræden i tv virker frastødende på mig.

Poul Nesgaard, det er ham der er fylder tomrummet ud i DR's radio, når der er tekniske fejl.
Hvorfor lige ham?

Det skyldes vist mere kammerateri end evner.

Annonce