Annonce

Finansministeren vil lade kommunerne bruge flere penge: "Det er sund fornuft"

43.000 nye ledige på femten dage: Regeringen overvejer kraftigt at hæve det kommunale anlægsloft
Corona-krisen fortsætter med at sende flere ud i arbejdsløshed.

I alt har 42.847 personer meldt sig ledige i perioden fra 9. til og med 24. marts. Det viser en opgørelse fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

Alene tirsdag meldte 3.096 personer sig ledige.

"På en normal, tilsvarende tirsdag er det 1.158 personer," skriver Beskæftigelsesministeriet på sin hjemmeside.

Eksplosionen i arbejdsløshed og flere og flere tomme ordrebøger er baggrunden for, at regeringen nu kraftigt overvejer at hæve det kommunale anlægsloft:

Regeringen er i tæt dialog med Kommunernes Landsforening om, hvordan det kan gøres

“Det er fornuftigt i den nuværende situation at give landets kommuner et større spillerum til at igangsætte renoveringer og bygningsopgaver. Regeringen er i tæt dialog med Kommunernes Landsforening om, hvordan det kan gøres, og jeg har allerede aftalt at mødes med KL’s formandskab om sagen på torsdag,” siger finansminister Nicolai Wammen til Finans.

Hos Dansk Industri betegner direktør Kent Damsgaard det over for Finans som oplagt at suspendere det kommunale anlægsloft.

Han peger på, at mange kommunale bygninger lige nu står tomme som følge af nedlukningen af store dele af den offentlige sektor. Derfor kan en række byggeprojekter netop fremrykkes og gennemføres nu uden at genere dem, der normalt bruger bygningerne.

Samme toner lyder fra Dansk Erhverv.

Venstre: Blød op på udbudsreglerne

Venstre foreslog tirsdag, at man sparkede gang i den corona-pressede økonomi ved at hæve kommunernes anlægsloft, og ved midlertidigt at bløde op på udbudsreglerne:

“Vi ser mange håndværksvirksomheder, entreprenører og så videre, som står med mandskabet og maskinerne klar, men som simpelthen ikke har nogen opgaver. Her skylder vi fra statens, regionernes og kommunernes side at vise en velvilje - vi har nogle opgaver, som alligevel skal løses. Lad os komme i gang nu,” siger Venstres formand, Jakob Ellemann, til DR Nyheder.

placeholder

 

Normalt skal alle opgaver over en million gennem et udbud, men den grænse foreslår Venstre hævet til fem millioner. Udbudsrunder tager nemlig tid, og vil derfor forsinke nødvendige fremrykninger af kommunale byggeprojekter.

Netavisen Pio afventer kommentarer fra formanden for Kommunernes Landsforening, Jacob Bundsgaard

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet