Annonce

Flere langtidsledige: Udlændinge hårdest ramt af corona-arbejdsløshed

Langtidsledigheden er stigende. For vestlige indvandrere er den rekordhøj, men samlet set er ikke-vestlige indvandrere hårdest ramt.
Arbejdsløsheden gnaver for nogle grupper af ledige. For det er langt fra alle, der blev ramt af fyringer i første bølge af coronakrisen, som nu er kommet tilbage i arbejde.

Langtidsledigheden steg igen i februar, så der nu er over 41.000 langtidsledige. Det er særligt indvandrere, som er ramt af langtidsledighed, viser aktuelle tal fra Beskæftigelsesministeriet ifølge Fagbladet 3F.

“Det er værd at lægge mærke til, at både vestlige og ikke-vestlige indvandrere er særligt ramt. Ser man alene på vestlige indvandrere, er der sket tæt på en fordobling af langtidsledige, og der har aldrig været så mange langtidsledige vestlige indvandrere som nu,” siger 3F-økonom Jesper Grunnet-Lauridsen til Fagbladet 3F.

Både vestlige og ikke-vestlige indvandrere er særligt ramt

Ifølge ham skyldes det, at der er flere og flere østeuropæere, som arbejder i Danmark, og at mange af dem har arbejdet inden for hotel- og restaurationsbranchen, som mistede jobbet under den første store nedlukning.

Ikke-vestlige indvandrere hårdest ramt 

I januar rundede langtidsledigheden 40.000 personer, og i februar steg den igen - nu til 41.140 personer. I februar for et år siden var der under 25.000 langtidsledige.

Det er særligt ikke-vestlige indvandrere, der har den højeste langtidsledighed. Derefter kommer vestlige indvandrere.

Det er især kommuner omkring København, som har en høj andel af langtidsledige.

En af dem er Brøndby Kommune. Her er 37,2 procent af deres ledige nu blevet langtidsledige.

S: Beskæftigelsen blandt udlændinge skal løftes

Socialdemokratiets udlændinge- og integrationsordfører, Rasmus Stoklund, kalder tallene “enormt ærgerlige”. Dog forventer han, at tallene forbedrer sig i takt med den gradvise genåbning af landet.

Det er et vigtigt indsatsområde - ikke kun i relation til de aktuelle tal

“Det er helt afgørende, at de kommer i gang igen, og at vi generelt også får løftet beskæftigelsesfrekvensen. Det er et vigtigt indsatsområde - ikke kun i relation til de aktuelle tal,” siger han til Netavisen Pio med henvisning til, at der i mange år har været problemer med for lav beskæftigelse blandt især ikke-vestlige indvandrere.

3F: Sæt skub i opkvalificeringen

Ifølge 3F-økonomen skal der godt gang i økonomien og en vis efterspørgsel efter arbejdskraft, før der igen bliver plads til dem, der er havnet på kanten af arbejdsmarkedet.

“Det er derfor, det er så vigtigt, at langtidsledige får noget uddannelse og opkvalificering, foruden tilbud der knytter dem tættere til arbejdsmarkedet. Tilbud, som jo har været delvist suspenderet under krisen. Nu kan det kun gå for langsomt,” siger Jesper Grunnet-Lauridsen til Fagbladet 3F.

Tim Tørnqvist Jensen er journaliststuderende på Roskilde Universitet og tidligere student på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Der skal uddannes / efteruddannes flere håndværkere, så lad de ledige uddanne sig på fulde dagpenge...