Socialdemokrater leger med ilden, hvis det bare bliver ved snakken

Hen over sommeren har to markante unge socialdemokratiske stemmer sat fut i udlændingedebatten.

Først Frederik Vad med sin tredje erkendelse. Nemlig at integrationen ikke er lykkedes, hvis en islamist trods ren straffeattest og karriere stadig modarbejder danske værdier.

Derefter Rasmus Stoklund, der i en ny bog problematiserer, hvordan den europæiske menneskerettighedsdomstol i praksis gør det umuligt at udvise udenlandske kriminelle uanset grovheden i deres forbrydelser.

Kræver bevidst blindhed at ignorere beviserne

Både Vad og Stoklund har ret og eksemplerne, der understøtter deres fortælling er så utallige, at det kræver et bevidst valg at ignorere beviserne

Derfor er det forudsigeligt nok også fra de kanter, hvor man konsekvent lukker øjnene for integrationsproblemerne, at kritikken af Vad og Stoklund udgår.

I alt for mange år var socialdemokrater selv blandt dem, der ignorerede problemerne og udskammede deres egne vælgere som racister

Nemlig fra den yderste venstrefløj samt lederskibenterne på Politiken og Information der i snart et halvt århundrede endnu har tilgode at fremvise en eneste korrekt analyse af udlændingepolitikken.

Det er ikke deres børn, men arbejderklassen og underklassens, hvid såvel som brun, der skal leve med de sociale følger af fejlslagen integration i form af kriminalitet, ekstremisme og arbejdsløshed.

Den erkendelse mangler Mogens Lykketoft

I alt for mange år var socialdemokrater selv blandt dem, der ignorerede problemerne og udskammede deres egne vælgere som racister.

Resultatet var forudsigeligt. Dansk Folkeparti var de eneste, der tog emnet seriøst, og i et årti sikrede partiets succes, at Socialdemokratiet aldrig kom i nærheden af regeringsmagten.

Når statsministeren i dag hedder Mette Frederiksen og Socialdemokratiet ved seneste folketingsvalg blev landets suverænt største parti skyldes det udelukkende, at vælgerne har givet S en ekstra chance.

Lykketoft bærer stor hæder for sit bidrag til sit land og sit parti, men samtidig også et meget stort medansvar for mange årtiers fejlslagne udlændingepolitik

Den erkendelse lader ikke til at have bundfældet sig alle steder. Eksempelvis siger Mogens Lykketoft i Politiken, at han er socialdemokrat på trods af Rasmus Stoklund.

Lykketoft bærer stor hæder for sit bidrag til sit land og sit parti, men samtidig også et meget stort medansvar for mange årtiers fejlslagne udlændingepolitik.

I hans situation havde det været mere klædeligt at udtrykke støtte til de unge kræfter, der skal rette op på fortidens synder.

Løkke sylter stramninger

Frederik Vad og Rasmus Stoklund skal have ros for at holde fast i en svær men vigtig debat, som store dele af eliten helst vil ignorere.

Dermed sender de et vigtigt signal til partiets vælgere om, at man fortsat kan regne med Socialdemokratiet.

Men på et tidspunkt må S også sætte handling bag ordene.

Det er ikke godt nok

Læser man SVM-regeringens grundlag, så er det fyldt med hensigtserklæringer om stram udlændingepolitik og udvisning af flere kriminelle udlændinge.

Men indtil videre har SVM-regeringen kun gennemført lempelser,

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) sylter på 620 dag udnævnelsen af en såkaldt konventionsambassadør, der skulle arbejde for at ændre den måde, som menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg beskytter kriminelle mod udvisning.

Det er ikke godt nok.

Undskyldningen om at det er Moderaterne, der blokerer duer ikke. Hvis socialdemokraterne vil opretholde vælgernes opbakning, må de lade ord følge af handling.