FOA kræver opgør med Foghs velfærdsforlig og Venstre købte ind til grænsemur

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Ugens sidste arbejdsdag bød på et opgør med Fogh-regeringens velfærdsforlig, en ny Nobelpris-modtager og forlydender om en grænsemur ved den dansk-tyske grænse.

Her er vores nyhedsoverblik.

FOA kræver opgør med velfærdsforlig

En enig FOA-kongres kræver nu, at VK-regeringens velfærdsforlig fra 2006 lægges i graven. Det meddeler FOA i en pressemeddelelse fredag.

Meldingen kommer fordi vilkårene for forliget har ændret sig så drastisk, at aftalen ikke længere giver mening, siger FOA.

"Forliget har udviklet sig til en spændetrøje for udvikling af velfærden i Danmark og for ny fremgang for almindelige lønmodtagere i Danmark. Der har været fokus på arbejdsudbud, på højere pensionsalder, på skattelettelser, på budgetlov og på stærkt besynderlige regneregler i Finansministeriet, der uden undtagelse har betydet anbefaling af skattelettelser frem for ny velfærd for flere," siger kongressen i udtalelsen.

Forliget har udviklet sig til en spændetrøje for udvikling af velfærden

FOA-formand Mona Striib hæfter sig ved, at de fleste afgørende forudsætninger i velfærdsforliget er ændret undervejs de seneste 13 år, og derfor rammer FOAs medlemmere:

"Det er i høj grad FOAs medlemmer, der har betalt prisen for det gamle forlig. De kan nu få lov til at arbejde til de er langt oppe i 70´erne i en situation, hvor de også løber stærkere og stærkere. Oveni har vi haft en finanskrise, der har betydet voldsomme nedskæringer i den nære velfærd, blandt andet i form af, at der er skåret cirka 30.000 ansatte i den kommunale sektor. Forliget har i den grad været ulighedsskabende," siger Mona Striib.

 

Venstre gjorde klar til at bygge 33 kilometer mur mod Tyskland 

Den daværende Venstre-regering gjorde under flygtningekrisen klar til at bygge en 33 kilometer lang mur ved den danske grænse mod Tyskland. Det skriver Berlingske Tidende.

Det fremgår af et svar justitsminister Nick Hækkerup (S) har sendt til Folketinget. Her bliver det fortalt, at Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse, der stod for indkøbene til hegnet, blandt andet købte 37.500 pigtrådsspiraler, 37.000 pigtrådspæle og diverse handsker og pladesakse, der kunne bruges i forbindelse med etableringen af pigtrådshegnet.

I regeringen var der diskussioner om at bygge en mur af pigtråd og beton ved grænsen til Tyskland

I alt indkøbte Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse for 21,7 millioner kroner, kan man læse i svaret.

I bogen ”Frie Ord”, der udkom sidste måned, skriver den daværende Justitsminister Søren Pind (V) om sagen:

”I regeringen var der diskussioner om at bygge en mur af pigtråd og beton ved grænsen til Tyskland. Meget præcise planer blev udarbejdet. Det viste sig, at vi ikke lå inde med de tilstrækkelige ressourcer. I al stilfærdighed blev nogle af disse ting indkøbt internationalt”.

 

Mette Frederiksen på vej med ny undskyldning for statsligt svigt

Mette Frederiksen valgte som en af sine første handlinger at sige undskyld til de såkaldte Godhavnsdrenge, og til sommer er det planen, at hun giver en undskyldning til de 22 såkaldte eksperimentbørn fra Grønland,

De oplevede svigt, overgreb, vold og ydmygende behandling

På sigt kommer det også på tale at give en undskyldning til dem, der var på særforsorgens institutioner for psykiske handicap, fysiske handicap eller særlige sociale problemer.

Meldingen kommer fra socialminister Astrid Krag til DRs P1-program Slotsholmen:

”Vi har at gøre med nogle sårbare, udsatte mennesker, som var i fællesskabets varetægt. De skulle have haft omsorg, tryghed og ordentlige rammer. De oplevede i stedet svigt, overgreb, vold og ydmygende behandling,” siger Krag.

 

Premierminister snyder Greta Thunberg for Nobels Fredspris

Etiopiens premierminister, Abiy Ahmed, modtager Nobels Fredspris. Prisen blev tilmeldt i dag fredag klokken 11. Det skriver TV 2.

43-årige Abiy Ahmed får prisen for at have sluttet fred mellem Etiopien og Eritrea efter flere årtiers konflikt mellem de to lande, fortæller Berit Reiss-Andersen, der er formand for den norske nobelkomité.

”Vi mener, at Abiy Ahmeds indsats fortjener at blive anerkendt og opmuntret. Vi håber, at prisen kan styrke premierministeren og hans vigtige arbejde”, siger han.

Forud for kåringen havde mange ellers peget på den 16-årige klimaaktivist Gretha Thunberg, som favorit.

Greta Thunberg blev nomineret til Nobels Fredspris i marts 2019 for at have startet en massebevægelse for at bremse klimaforandringerne, der potentielt kan føre til krig og konflikt.

 

Ellemann har spindoktor på plads

37-årige Jesper Kraft bliver manden, der skal hjælpe Jakob Ellemann-Jensen (V) med at genvind regeringsmagten. Det skriver Altinget.

De to kender allerede hinanden, da Kraft var særlig rådgiver for Venstres nye formand i dennes tid som miljø- og fødevareminister.

Det er en stor opgave, der venter forude

Ellemann-Jensen ser nu frem til at genoptage samarbejdet:

"Jeg har et tæt og tillidsfuldt samarbejde med Jesper, og jeg glæder mig til at fortsætte samarbejdet i nye roller for os begge. Det er en stor opgave, der venter forude, og som kræver både strategisk sans og politisk tæft, og jeg er sikker på, at Jespers mangeårige erfaring vil kunne hjælpe mig med at løfte den opgave," siger han i en pressemeddelelse fra Venstre.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Frederik Ingemann er student på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook