Forstå slagsmålet: Derfor skændes de om udligning

Den kommunale udligning har endnu engang skabt splid mellem landets kommuner på tværs af partiskel
De seneste uger har været præget af ballade mellem landets kommuner. Det skyldes, at regeringen endnu engang har sat spørgsmålet om kommunal landsudligning på dagsordenen. Det sker efter, at regeringens såkaldte Finansieringsudvalg har fremlagt en rapport med en række bud på, hvordan det nuværende landsdækkende udligningssystem kan ændres.

Konflikten følger ikke traditionelle skillelinjer med røde mod blå eller højre mod venstre. I stedet ser man socialdemokrater og borgerlige i hovedstadsområdet stå sammen mod socialdemokrater og borgerlige i provinsen. Senest er 34 hovedstadskommuner er gået sammen i et fælles opråb om, at udligningen er gået for vidt.

”Vi har også store problemer at slås med. København ligger stadig i toppen over kommuner med det største socioøkonomiske pres på budgetterne, mens vi har 22 procent af landets hjemløse, 15 procent af alle kontakt- og behandlingsforløb for stofmisbrugere og 20 procent af landets fattige borgere – på trods af, at København kun tæller 11 procent af Danmarks samlede befolkning”, skrev Laura Rosenvinge, medlem af Københavns borgerrepræsentation for Socialdemokratiet, forleden på Netavisen Pio.

Det udløste omgående et modsvar fra hendes partifælle, Norddjurs' borgmester Jan Petersen: ”Det vi imidlertid oplever er, at København og hovedstadsområdet i øvrigt har og fortsat insisterer på særlige gode forhold i forhold til provinsen. Skatterne er lavere, serviceniveauet højere, likviditeten højere og gælden lavere. Dette er kendsgerninger, som kan bekræftes ved et almindeligt opslag i Indenrigsministeriets nøgletal.”

Men hvad er landsudligningen egentlig for en størrelse, og hvad er det uenigheden går på? Netavisen Pio guider dig gennem systemet.

Hvorfor har man udligningsordningen?
Økonomi- og Indenrigsministeriet skriver, at ”Udligningssystemet sigter mod at udjævne de forskelle i kommunernes økonomiske muligheder, som skyldes forskelle i skattegrundlag, forskelle i alderssammensætningen og forskelle i den sociale struktur. Udligningen sikrer dermed, at alle kommuner har mulighed for at tilbyde service på ligelige økonomiske vilkår.”

Hvordan beregner man udligningen?
Udligningen sker på den måde, at Økonomi- og Indenrigsministeriet for hver kommune beregner, hvorvidt kommunen har et såkaldt strukturelt over- eller underskud. Det sker ved at se på kommunens udgiftsbehov og kommunens beskatningsmuligheder.

Har kommunen et strukturelt underskud, får den dækket 61 procent af underskuddet af udligningsordningen. Har kommunen et strukturelt overskud, må den aflevere 61 procent af overskuddet til udligningsordningen.

Der er langt flere kommuner med strukturelt underskud, end der er kommuner med strukturelt overskud. Det er derfor ikke sådan, at kommuner med overskud kan betale for kommuner med underskud. Langt størstedelen af udligningsordningen, cirka 50 milliarder kroner om året, finansieres derfor gennem det statslige bloktilskud til kommunerne.

Hvordan opgør man skattemuligheder og udgiftsbehov?
I forhold til beskatningsmuligheder, så ser man ikke på, hvad der rent faktisk kommer ind i skat, men på hvor meget kommunens borgere vil skulle betale i skat, hvis kommunens skatteprocent ligger på niveau med en gennemsnitskommune.

Udgiftsbehovet opgøres dels på baggrund af kommunens befolknings alderssammensætning, dels på baggrund af socioøkonomiske kriterier. Alderskriterier vægter med to tredjedele, mens socioøkonomiske kriterier vægter med en tredjedel.

I forhold til alderssammensætning, så trækker børn, unge og ældre højere i retning af hørere udgiftsbehov, da de koster mere i forhold til daginstitutioner, skoler, ældrepleje og lignende.

I forhold til socioøkonomiske kriterier, så ses der eksempelvis på, hvor mange borgere der er uden beskæftigelse eller uddannelse, har lav indkomst, bor i almene boliger, er psykiatriske patienter eller har et handicap. De forskellige kriterier vægtes forskelligt i forhold til en samlet opgørelse af kommunens udgiftsbehov.

Økonomi- og Indenrigsministeriet har opgjort udgiftsbehov per indbygger i København til 58.659 kroner, mens landsgennemsnittet er 60.754 kroner. I Norddjurs, hvor Jan Petersen er borgmester, er udgiftsbehovet opgjort til 62.364 kroner per indbygger.

Hvem vinder og taber på udligningsordningen?
Det kommer helt an på, hvordan man gør regnebrættet op. Ser man på tallene fra Indenrigsministeriet, så er det faktisk i 2018 kun 10 af landets 98 kommuner, som har strukturelt overskud og derfor skal aflevere en del af det til udligningsordningen:

Dragør, Frederiksberg, Gentofte, Lyngby-Taarbæk, Furesø, Allerød, Hørsholm, Rudersdal, Egedal og Solrød.

Alle øvrige kommuner har underskud og modtager derfor penge gennem udligningsordningen. Samlet set modtager hovedstadsområdet i 2018 godt seks milliarder kroner netto gennem udligningsordningen, heraf modtager København alene godt fire milliarder kroner.

Men som nævnt finansieres langt størstedelen af udligningsordningen af de kommunale bloktilskud. Så når hovedstadskommunerne mener, at de betaler godt 13 milliarder kroner til kommunerne i Jylland, så er det i forhold til en situation, hvor man slet ikke havde nogen udligningsordning og i stedet fordelte bloktilskuddet efter kommunernes indbyggertal. Så ville eksempelvis København modtage godt fem milliarder kroner, i stedet for de nuværende fire milliarder.

Hvad består balladen i?
Hverken hovedstadskommunerne eller provinsen mener, at den nuværende udligningsmodel er retfærdig. Som citatet fra Laura Rosenvinge viser, så mener København ikke, at det nuværende udligningssystem indfanger den komplekse sammensætning af beboere i Københavns kommune. Kriterier som andelen af hjemløse, stofmisbrugere og økonomisk fattige indgår ikke eller indgår kun med meget lille vægt i den samlende opgørelse af kommunernes udgiftsbehov.

Omvendt mener mange provinskommuner, at en by som København faktisk bliver overkompenseret gennem udligningsordningen. De peger på, at det nuværende system blev skruet sammen i en tid, hvor København var en fattig kommune og havde brug for støtte fra resten af landet. I dag, hvor København er en rig kommune på mange økonomiske parametre, som citatet fra Jan Petersen peger på, så er det også kun rimeligt, at den bidrager mere til resten af landet.

Hvorfor kan hovedstaden tabe flere penge?
Finansieringsudvalget har foreslået en række ændringer af det nuværende system. Udvalget har foreslået forskellige modeller, og alt efter hvilken model der vælges, vil København miste mellem 634 og 848 millioner kroner om året. Der er tre primære årsager til, at København står til at tabe penge:

For det første vil udvalget målrette den såkaldte udlændingeudligningsordning mod indvandrere, der har været i Danmark i mindre end ti år. Det rammer blandt andet København og en række vestegnskommuner, som har relativt mange indvandrere og efterkommere, der har været her i mere end ti år, og som i dag indgår i udligningen.

For det andet foreslår Finansieringsudvalget en afgrænsning af de kriterier, som bruges til at opgøre, hvor meget uddannelse indvandrere har med fra hjemlandet. Det koster også penge for København. Endelig lægger udvalget op til at omlægge det nuværende beskæftigelsestilskud til kommunerne og i stedet lægge pengene over i udligningssystemet. Det vil også betyde et tab for Københavns Kommune.


Kommentarer fra Facebook