Han troede han var helt uundværlig. Han tog fejl.

Journalist Anders Langballes historie om at kæmpe sig tilbage fra to blodpropper er en vigtig reminder om at finde balancen i sit arbejdsliv.
Foto: Forlaget 28B
Anders Langballe, tidl. politisk redaktør, TV2
Mand arbejder for meget. Mand er ved at dø af det. Mand fortryder.

Det er hovedpointen i journalist Anders Langballes bog ‘Forfra’, som er skrevet i samarbejde med journalist Martin Flink.

Anders Langballe var i 20 år politisk journalist på Christiansborg, først på Ekstra Bladet, så på Jyllands-Posten og de seneste 10 år på TV2 og TV2 News. Sidstnævnte sted blev han et kendt ansigt som stationens politiske analytiker, der i timevis kunne guide seerne gennem store politiske begivenheder live, mens SMS'erne fra kilderne tikkede ind på telefonen.

Anders Langballe var rigtig god til sit job, steg hurtigt i graderne og endte som en helt afgørende brik, når det politiske livs vindere og tabere skulle udpeges.

Han var feteret, fik en god løn og spændende oplevelser.

Det satte to blodpropper stop for.

Lige midt i en arbejdsfrokost faldt Anders Langballe om med en blodprop i hjernen, og blev med ambulance kørt til rigshospitalet, hvor han blev ramt af endnu en. Det reddede formentlig Anders Langballes liv og førlighed, at det skete på hospitalet. Men skaden var sket.

Med et var den 42-årige Anders Langballes liv forandret for altid. Han mistede sit sprog og foran ventede en lang genoptræning for at få sit sprog og sit liv tilbage. Han måtte starte helt forfra.

Fra VU til News

Bogen fortæller både historien om Anders Langballes opvækst og den karriere, der på få år bragte ham til tops i den politiske journalistisks verden.

Fra opvæksten i Skanderborg og en kort ungdomspolitisk karriere i Venstres Ungdom, som førte til job i Venstre og siden førte ham ind i den politiske journalistisk. Her vækkede han hurtigt opsigt, blandt andet med historien om folketingsformanden Ivar Hansens død i Mariann Fischer Boels lejlighed og en historie om en ekstravagant afgang i forsvaret.

En tak og hyldest til dygtige kolleger, som samtidig blev venner

Gennemgangen af nogle af de historier, som Anders Langballe satte sit navn på, er måske mest interessant for de meget politisk interesserede.

Nogle steder virker det mere som en tak og hyldest til dygtige kolleger, som samtidig blev venner, men det giver også en lille indsigt ind i verden, som de fleste kun kender slutproduktet af, enten som artikel eller tv-indslag.

Kritik af politisk procesjournalistisk

Men samtidig er bogen også en kritik af en politisk dækning, som blev gradvist hårdere og mere fixeret på den politiske proces, mere end det politiske indhold.

Om at jage Christiansborgs sårede dyr på savannen, som for eksempel tidligere udenrigsminister Lene Espersen for hendes fravær ved et møde i Arktisk Råd. Også selvom det var en lille, bitte sag, endte den med at koste hende formandsposten.

Der er gode refleksioner i bogen om den politiske journalistiks rolle, arbejdsmetoder og vigtige pointer, som vil være relevant for alle, der interesserer sig for forholdet mellem medier, journalister og politikere, at læse.

Bogen er bedst, når Anders Langballe beretter om kampen tilbage fra sygdommen. Hvordan et menneske, der har levet af at tale, pludselig får angst for at købe dagligvarer, fordi han ikke kan overskue at spørge om hjælp.

Kritik af TV2

Og så er det en kritik af en arbejdsplads, TV2, som pressede Anders Langballe mere end hvad godt var.

Anders Langballe var altid klar til at gå på skærmen, og havde i perioder en sendevogn med, uanset hvor han befandt sig.

Et af eksemplerne er, da han er på vej på weekend med familien og må bruge halvanden time på en svensk rasteplads for at kommentere på et kommende svensk valg. Det er ikke breaking news eller vigtigt, men alle andre havde sagt nej, og så må den pligtopfyldende Anders Langballe påtage sig opgaven.

Endnu en gang på bekostning af familien.

Bogen handler også om at være fanget i et spil om magten på TV2, mellem mellemledere, chefer og deres chefer, som vil noget forskelligt - og som selv har deres egen dagsorden. Og som alt for sent vil indse, at Anders Langballe har brug for hjælp.

Ingen er uundværlige

Måske er det en lektie for alle, der oplever at give liv og sjæl for deres arbejdsplads, at når man bliver syg og forsvinder, så er det langt fra sikkert, at den er der for dig, når du har brug for det.

Alle medarbejdere kan erstattes, og livet går jo videre.

Så står der i stedet en HR-chef, som har ansvaret for at sikre at arbejdspladsen ikke bliver draget til ansvar. Alle medarbejdere kan erstattes, og livet går jo videre.

Vreden mod TV2 som arbejdsplads fylder meget.

Men samtidig er bogen også en hyldest til det sundhedssystem, som fik Anders Langballe på fode igen, men samtidig en kras kritik af et beskæftigelsessystem, som ser borgerne som sager og tal i et Excel-ark og alt for sjældent ser et virkeligt menneske med specifikke udfordringer.

Det siges, at det er de færreste, der ligger på deres dødsleje, omgivet af familien, og i afskedens stund tænker, "jeg skulle have brugt mere tid på kontoret".

Anders Langballe endte heldigvis ikke på dødslejet, men blev reddet, og hans beretning om vejen tilbage er virkelig værd at læse.

Anders Langballe og Martin Flink. “Forfra - ti år på tv, to blodpropper og et nyt liv”. 238 sider. 300 kroner. Er udkommet på Forlaget 28B.

David Troels Garby-Holm er redaktør på Netavisen Pio.


placeholder

Kommentarer

Ingen er i princippet uundværlige, og kun ganske få er uerstattelige eller tæt på at være det. Og disse er aldrig ledere men så godt som altid specialister med ekspertise indenfor tunge tekniske eller naturvidenskabelige discipliner.

Enig...alle kan undværes...

Annonce